Nyhedsmedierne var i den første måned af krigen i Ukraine ikke gode nok til at stille kritiske spørgsmål til de hurtige politiske aftaler om våbeneksport, hårde sanktioner og højere forsvarsudgifter. Krigen blev i høj grad skildret fra Ukraines synspunkt, fordi mediernes sympati lå hos den ukrainske befolkning, lyder kritikken fra journalister og forskere.

”Siden krigens start har jeg mange gange tænkt, at mediernes ideal om at lave tilstræbt objektivitet er sat under hårdt pres,” siger Kurt Strand efter den første måned af krigen i Ukraine, hvor hele Danmark bakkede op om Ukraine, og det satte sine tydelige spor på nyhedsdækningen.

Kurt Strand mener, at der – især i begyndelsen – opstod et kollektivt ”vi”, hvor også medierne stod sammen med ukrainerne mod Rusland.

”Når sympatien ligger på den ene side, risikerer man at sætte kikkerten for det blinde øje,” siger Kurt Strand.

”Måske er det dér, vi skal finde forklaringen på, at DR-programmet ’Krigens Døgn’ 24. marts plumpede i og bragte billeder, der angiveligt viste ukrainsk nedskydning af en russisk helikopter. Men som viste sig at stamme fra et computerspil,” siger Kurt Strand, der er mediekommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere var vært på ’Mennesker og Medier’ og ’Presselogen’.

”Når sympatien ligger på den ene side, risikerer man at sætte kikkerten for det blinde øje.”

Kurt Strand, mediekommentator

Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet, har noteret sig, at medierne i den første tid valgte at lægge sig tæt op ad befolkningens og Christiansborgs pro-ukrainske holdning til krigen. Det blev ”meget sort og hvidt” og ”meget gult og blåt” i alle dele af samfundet, inklusive mediebilledet, forklarer han.

Han finder det naturligt at ”rykke tættere sammen i bussen”, når Danmark involverer sig i en krig eller bliver ramt af krise, og sammenligner situationen med mediedækningen i marts 2020, da Danmark lukkede ned.

”Vi så det også med corona i begyndelsen, hvor vi stod last og brast om regeringen og Mette Frederiksen, indtil der kom sprækker i enigheden,” siger han.

Journalistisk slagside

Også blandt chefredaktører er der en erkendelse af, at krigen udfordrede den objektive journalistik.

Chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe forklarer, at det er svært at stå helt upartisk i journalistikken, ”fordi det er så entydigt, at Rusland er aggressoren”.

På lederplads erkendte Jyllands-Posten den 12. marts, at avisen havde en journalistisk slagside.

”Og det er faktisk en indrømmelse, der rent professionelt er svær at stå ved, fordi vi i alle andre sammenhænge fastholder målet om tilstræbt objektivitet. Men i krige – også den i Ukraine – er det bare svært,” lød det.

↑ Krigen i Ukraine har udløst den værste flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig. Foto: Cecilie Mengel/Ritzau Scanpix

 

Selv om Politiken er gået langt for at belyse, hvad der foregår i kredsen omkring Putin, i hæren og befolkningen, har det nærmest været umuligt at finde svarene, ”og det er en uomgængelig svaghed i dækningen”, forklarer chefredaktør Christian Jensen.

”Men jeg mener ikke, at det er en undladelsessynd. Det viser bare, at det er uvejsomt terræn at dække en krig,” siger Christian Jensen.

”Vores opgave er at skildre aggressionen og de konsekvenser, invasionen har for befolkningen. Der er ikke to holdninger om, at det er en urimelig fremfærd. Det ville være en absurd diskussion.”

Christian Jensen, chefredaktør, Politiken

Han fremhæver, at det er vigtigt at finde den rigtige balance, når medier dækker en konflikt som krigen i Ukraine, men der må heller ikke herske tvivl om, hvor ansvaret for krigen ligger.

”Det er en invasion ført på barbariske og despotiske vilkår mod et sagesløst folk i et land med en demokratisk valgt regering. Vores opgave er at skildre aggressionen og de konsekvenser, invasionen har for befolkningen. Der er ikke to holdninger om, at det er en urimelig fremfærd. Det ville være en absurd diskussion,” siger Christian Jensen.

Hvorfor først våben nu?

De russiske tropper rykkede ind i Ukraine 23. februar. Allerede tre dage efter meddelte statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Morten Bødskov ved et kort doorstep, at Danmark for første gang i nyere tid sendte våben til et krigsførende land ved at donere 2.700 panserværnsraketter til Ukraine.

Alle Folketingets partier stod bag – undtagen Frie Grønne, der frygtede for optrapning af konflikten med flere våben.

↑ 27. februar præsenterede statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Morten Bødskov beslutningen om at sende våben til de ukrainske styrker. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

 

På pressemødet spurgte ingen journalister, om det overhovedet var en god idé at sende våben til krigszonen – men hvorfor det ikke var sket tidligere.

Og da 75 procent af danskerne i en meningsmåling mente, at det danske forsvar burde give endnu flere våben til Ukraine, var opfølgningshistorien, om det danske forsvar mon kunne undvære flere våben.

Kurt Strand vil ikke gøre sig til dommer over de politiske beslutninger om for eksempel at hæve forsvarsbudgettet til 2 procent, men han savner, at medierne havde forholdt sig mere kritisk til aftalerne. Det skete ikke, fordi der stod brede flertal bag.

”Det viser, at når der er konsensus på Christiansborg, så afspejler det sig også i medierne. Det så vi også med corona i starten. Der var heller ikke nogen, der spurgte, om politikerne kom med den rigtige løsning,” siger Kurt Strand.

Han mener, at det for eksempel ville have været oplagt at inddrage forsvarseksperter og konfliktforskere uden for Christiansborg.

”Men christiansborgjournalistikken er fanget af sin egen logik, fordi man søger kommentarerne internt på Christiansborg,” siger Kurt Strand.

Har medierne levet op til rollen som kritisk vagthund i forløbet med vedtagelsen af forsvarsbudgettet, ukrainerloven, og at forsvarsforbeholdet skal sendes til afstemning?

”Nej – det er det korte svar.”

Løber i samme retning

På Information er journalist Bo Elkjær ikke alarmeret over den samlede mediedækning – men den lader stadig noget tilbage at ønske:

”Dækningen har været mangelfuld indtil nu. Vi er flokdyr, og vi løber i samme retning, og så halter det med den nøgterne kritiske dækning,” siger Bo Elkjær.

”Vi er flokdyr, og vi løber i samme retning, og så halter det med den nøgterne kritiske dækning.”

Bo Elkjær, journalist, Information

Bo Elkjær brugte fire år på at få et interview med den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om hans begrundelse for at gå i krig i Irak. Han har blandt andet skrevet ledere og nyhedsartikler om den aktuelle krig. I denne generelle mediedækning har Bo Elkjær savnet flere kritiske historier om Ukraines hær.

Der gik for eksempel flere uger, før historien om de nazistiske sympatier i den ukrainske hærs Azov Battalion var bredt ude i medierne.

↑ Der gik flere uger, før historien om de nazistiske sympatier i den ukrainske hærs Azov Battalion var bredt ude i medierne. Foto: Evgeniya Maksymova/AFP/Ritzau Scanpix

 

”Putin siger jo, at han er gået ind i Ukraine for at fjerne det nazistiske styre, og måske har medierne været tilbageholdende med at fortælle den historie, fordi man ikke vil skrive noget, som gav Putin ret. Men der er jo problemer med nazister og højreekstremister i den ukrainske hær – ligesom der i øvrigt er i de russiske styrker,” siger Bo Elkjær.

Det er også gået under de fleste mediers radar, at det ikke kun er Rusland, som er gået hårdt til ikke-statslige medier. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, lukkede i begyndelsen af februar otte pro-russiske medier for at skabe en ”ensartet informationspolitik” i landet. Nedlukningen blev kritiseret af det ukrainske journalistforbund for at være et angreb på pressefriheden.

”Det er aldrig en god idé at lukke medier. Pressefriheden er helt absurd vigtig for det fungerende demokrati. Jeg er ikke i tvivl om, at den russiske stat i propagandaøjemed har udnyttet dette demokratiske princip ved at etablere ”medier” – bemærk gåseøjnene – med base uden for Rusland. Men det bliver vi sgu’ nødt til at tåle,” forklarer Bo Elkjær.

Bo Elkjær bemærker, at mediernes første reaktion på invasionen var, at alle pludselig skrev ’Slava Ukraini’ og hejste blå-gule flag over det hele.

”Jeg synes, det giver mediedækningen en skæv aktivistisk vinkel. Det er fint i sportsjournalistik, men det har ikke gang på jord i en væbnet konflikt. Jeg synes, det er helt i hegnet at hive Ukraines flag over JP/Politikens Hus,” siger han.

Det afviser Christian Jensen, chefredaktør på Politiken.

”Det er en solidaritetserklæring med det ukrainske folk og de sagesløse ofre. Det skal der være plads til.”

Prøver at give 360-graders dækning

Christian Jensen mener, at Politiken og den øvrige presse i mange tilfælde har fundet kritiske stemmer uden for Christiansborg, der kunne udfordre folketingsflertallet.

”Vi gør, hvad vi kan for at finde ud af konsekvenserne af beslutningerne. Virker sanktionerne? Hvad sker der med den russiske økonomi? Vi prøver bredt i pressen at efterprøve kritisk, hvad der sker, når politikerne har truffet deres beslutninger ved at tale med uafhængige eksperter,” siger han.

↑ Samme dag som Rusland invaderede Ukraine, hejste JP/Politikens Hus det ukrainske flag. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

 

Og det er også sket ved at tale med eksperter, ”som efterlyser andre løsninger end optrapning og militære løsninger”, understreger han.

”Vi prøver at levere en dækning, der er 360 grader,” forklarer Christian Jensen.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, siger, at det var journalistisk udfordrende, at de politiske beslutninger om for eksempel forsvarsbudgettet blev truffet i al hast.

”Der var ikke de bedste muligheder for os journalister for at dække og følge sådan en proces, som vi traditionelt gør, og hvor der kommer meldinger fra de forskellige partier,” siger han.

Men finansieringen af det nationale sikkerhedskompromis blev for eksempel dissekeret grundigt i medierne, siger han.

”Min oplevelse er, at der bliver stillet ganske mange kritiske spørgsmål til konsensus og magthaverne,” siger Casper Dall.

Jacob Nybroe siger, at Jyllands-Posten har gjort, hvad den kunne for at give en alsidig dækning. Det særlige ved den aktuelle krig er, at ingen medier med den mindste forkærlighed for demokrati, suverænitet og rettigheder vil stå på den forkerte side af historien, forklarer han.

”Det betyder ikke, at vi ikke skal tilstræbe den maksimale transparens eller undlade fundamentale informationer, der nuancerer virkelighedsbilledet. Og det gør vi heller ikke – i det omfang, vi altså har adgang til virkeligheden og til uafhængige fakta,” forklarer Jacob Nybroe.

Jyllands-Posten har for eksempel skrevet kritisk om Ukraines fremvisning af ulykkelige russiske krigsfanger, der ringer hjem til deres mødre.

”Det vurderer eksperter var en klar overskridelse af krigens love fra Ukraines side. Det dækkede vi selvsagt,” fortæller Jacob Nybroe.

I ske med flertallet

Hanne Jørndrup, lektor i journalistik ved Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet, roser medierne for at være gode til at fortælle om de usikkerheder, der har været med at verificere fakta og billedmateriale fra krigens parter.

”Der har været nogle fine forbehold,” siger hun.

Problemet med dækningen har været, at medierne købte den politiske fortælling om, at krig skal løses med flere våben til Ukraine og sanktioner af Rusland.

”På den måde går man med og retfærdiggør krigens logik,” siger Hanne Jørndrup.

↑ Det gik under radaren i de fleste medier, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, lukkede otte pro-russiske medier, og at lukningen blev kritiseret af det ukrainske journalistforbund. Foto: Paolo Pellegrin/Magnum Photos/Ritzau Scanpix

Hun peger på, at dansk og international medieforskning tidligere har dokumenteret, at medierne ikke afdækker beslutningerne kritisk, når der er politisk opbakning til en krig. Og det var netop det, der skete igen med Ruslands invasion.

”Ved at lægge sig tæt op ad det politiske flertal har medierne glemt deres objektivitetskrav og er blevet politiske uden selv at kunne se det, fordi alle partier på Christiansborg jo var enige om linjen,” påpeger Hanne Jørndrup.

Hun bemærker, at militæret løbende evaluerer og prøver at blive klogere, hver gang der har været krig. Det samme kan man ikke sige om journaliststanden.

”Der viser sig det samme mønster, at journalistikken gang på gang hopper i med begge ben,” siger Hanne Jørndrup.

Peter Viggo Jakobsen har arbejdet med international politik i 20 år. Og hver gang der har været en krig, har medierne begået de samme fejl i krigens første fase.

Men har vi som journalister slet ikke lært noget denne gang sammenlignet med tidligere?

”Helt ærligt, nej det synes jeg ikke. Det er de samme automatismer, der går i gang hver gang,” siger Peter Viggo Jakobsen.