Det er utroværdigt, hvis man er journalist den ene dag og informationsmedarbejder den næste. Alligevel er det ikke journaliststanden, der har et problem, mener Anker Brink Lund, professor ved institut for journalistik ved Syddansk Universitet.
– Hvad er den etiske forskel på at være uafhængig journalist og informationsmedarbejder?
"Uafhængige journalister skal først og fremmest tænke på publikum. Informationsjournalister skal tænke på opdragsgiverne. Men der er ligheder: Man må ikke lyve, og begge skal se en sag fra flere sider."
– Skader det troværdigheden, at man den ene dag arbejder som journalist og den næste dag som informationsmedarbejder?
"Det kommer an på, om publikum opdager det. Hvis de gør, så ja. Fordi man har en klar forventning om, at den uafhængige journalist er uafhængig."
– Hvad siger du til, at knap halvdelen af danske journalister har beskæftiget sig med pr- og informationsarbejde?
"Det undrer mig ikke. Det er klart, at den tendens er der. Pengene er ikke i uafhængige medier. Men problemet er ikke, at journalister laver to forskellige ting. Problemet er, at de uafhængige medier er svækkede. De er mere sårbare over for betalt journalistik. Jeg har meget respekt for begge former for journalistik, men det er væsentligt, at man ikke blander."
– Mener du, at magtbalancen vipper?
"Ja, hvis kommunikationsfolkene bliver for dygtige til at placere stof, og de uafhængige medier ikke har økonomi til at se, hvad der er originalt."
– Hvad skal man gøre?
Jeg tror, det er meget svært at regulere sig ud af problemet. Men medierne skal fastholde en klar grænse mellem, hvad der er betalt og ikke betalt.
– Hvad betyder det for faget, at et stigende antal journalister arbejder med pr- og informationsarbejde?
"Jeg mener ikke, at det er et problem for faget. Dansk Journalistforbund er jo et medieforbund. Det er de uafhængige medier, der har et problem."
LÆS OGSÅ: Journalister er til salg, Et sidespring på ni måneder og Kommunikatisten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.