De danske medier kaster sig ikke længere over klimastoffet. Tal fra Energihjem.dk viser, at der blev skrevet seks gange så mange historier om energi og klima sidste efterår, end der bliver skrevet nu.
Ifølge Energihjem.dk skrev de danske netmedier 811 artikler om klima, energi og CO2-udledning sidste uge i november 2009. I sidste uge af august 2010 blev emnet taget op 142 gange af de danske nyhedssites. Hvorimod journalisterne sidste uge af august 2009 skrev 642 klimahistorier på nettet.
2009 var naturligvis præget af klimafokus på grund af COP15. Men direktør for Energihjem.dk kan mærke, at den generelle interesse er faldet og får svært ved at få kæmpe fokus igen:
»Vi kæmper dagligt for at sætte klimaet på dagsordenen, men medierne er ikke rigtig med på vognen længere. Måske sælger det ikke så godt længere, men emnet er bestemt ikke blevet mindre relevant siden november,« siger Martin Borgstrøm, der er direktør for Energihjem.dk i en pressemeddelelse. Energihjem samler nyheder om klima og energi fra over 500 danske netmedier.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Problemet er efter min mening, at klimajournalistikken for det meste er den samme historie pakket ind i nye omgivelser: Tuvalu, Nordpolen, Vietnam etc.. Måske flere best practise historier kunne bidrage til at placere emnet højere på dagsordnen indenrigs. Hvad kan vi lære af det her, og hvorfor gør vi det ikke selv? Hvadenten tematikken så rejses i form af lovgivnings-, afgifts- eller CSR-debatter.
En anden indgangsvinkel kunne være at tage fat i de danske produktionsvirksomheders medansvar i forhold til klimaproblemerne. De fleste af dem er altså tilstede i Kina, Vietnam og de andre tigerøkonomier. Og jeg tvivler stærkt på, at de stringent bringer de høje danske miljøstandarder med derud eller frivilligt betaler miljøafgifter og -skatter på et niveau, der svarer til, hvad man skulle have lagt i statskassen herhjemme. Det er nemlig også en omkostningseffektivisering ved at outsource. En omkostningseffektivisering der koster arbejdspladser herhjemme på bekostning af det globale miljø.
Mens jeg skriver det her, er mine bukser stadig mudrede efter en morgenreportagetur ud for kysten i det nordlige Vietnam. Flere hundrede vietnamesere var stået tidligt op for at nå at plante mangrover, før tidevandet gjorde det umuligt. Alle arbejdede frivilligt, selv om de i forvejen har nok at gøre med at passe deres landbrug. Men havet stiger, tyfonerne kommer oftere og mere uforudsigeligt, og både landsbyens indbyggere og ikke mindst dens jord og dermed hele livsgrundlaget er truet. Mangroverne udgør en naturlig barriere mod truslen fra havet og klimaforandringerne.
Det er sindssygt hårdt at plante mangrover. Man svupper rundt i mudder til op over knæene, og man skærer sine fødder smertefuldt på skarpe rur og muslinger. Man mister let balancen, og det kan være sin sag at komme op fra det tunge, klæbrige og dybe mudder igen.
Men mangroverne er for vietnameserne for vigtige til, at de lader den slags holde sig tilbage. De har plantet og plejet adskillige hundrede tusinde mangrover med håndkraft. Klimaforandringer er virkelige og her og nu i Vietnam, lige som de er det over det meste af jorden.
Hvad har det med klimainteressen herhjemme at gøre? Måske at vi - i hvert fald frem til den rekordvåde august - har troet, at det nok var lidt overdrevet med det der klimahalløj. Når 70 procent eller mere af verdens tv-kameraer befinder sig på forsvindende få procent af verdens areal (Europa og USA's østkyst), og det er isvinter her, ja, så tror vi, at nu er den globale opvarmning afblæst. Men vinteren var globalt set rekordvarm. Det er bare som klimaskribent svært at få ørenlyd for den slags, når varmeapparatet derhjemme snart ikke kan skrues højere op.
Samtidig har der - forståeligt nok - været en mætning af klimahistorier efter COP15 og ikke mindst det mildest talt kaotiske forløb, der ikke endte med det håb og den forløsning, de fleste af os vel havde ventet. Jeg har, indrømmet, også selv været ramt af den. Men samtidig er der også nogle grundhistorier, der ER fortalt, og som det måske er fint nok ikke bliver fortalt helt så ofte. For eksempel de mest basale råd om klimavenlig levevis.
Personligt tror jeg, at klimahistorierne kommer på dagsordenen igen. For de er ikke blevet mindre aktuelle. Vi skal bare også finde måder at fortælle dem på, der gør, at de føles relevante, troværdige og med færre løftede pegefingre.
Godt brølt Luci.
Og COP 15 var medvirkende til, at amerikanerne begyndte at miste interesse for at gøre noget med klimaet, har jeg læst i går- vist på BBC eller The Guardian.
Så alle de penge som Anders Fogh gav til Bjørn Lomborg var godt givet ud.
Man skulle være Elvis Costello for at fomulere det, jeg gerne vil sige, men sangen hedder "Tramp The Dirt Down " og er fra 1989. Jeg kan efterhånden spille den ret godt og det er tilegnet Margaret Thatcher- og nu også Anders Fogh, Lars Løkke, Lykke Friis og Connie Hedegård samt Bjørn Lomborg.