Politiken sender fire journalister, Fynske Medier dækker med fem journalister, og TV 2 News har indkaldt alle journalister med selv den mindste viden om Christiansborg. Flere netmedier, blandt andre Ekstra Bladet, BT og mx.dk har store dele af dagen allerede dækket dramaet live i gule breaking news-farver.
Lars Løkke Rasmussens skæbnedag som formand i Venstre står dermed til at blive et af de politiske dramaer, der får størst opmærksomhed i medierne nogensinde. Venstre har derfor flyttet mødet fra Hotel Radisson Blu i Odense til Odense Congress Center, hvor der er bedre plads.
Vi har pumpet dækkene
Mikkel Hertz, kanalchef på TV 2 News, siger, at kanalen har samlet alt disponibelt mandskab.
»Vi har indkaldt alt, hvad der kan krybe og gå af folk, som ved noget om Christiansborg, inklusive Mogensen og Kristiansen. Vi har pumpet dækkene på alle sendevognene og er klar,« siger han.
Seertallene viser, at det er sager som krisen i Venstre, der får seertallene på News til at gå i vejret.
»Det er dramaer, folk går op i. Og det er ligegyldigt, om det er politisk stormvejr eller rigtigt stormvejr,« siger Mikkel Hertz.
TV 2 sender i aften en ekstraudsendelse på 25 minutter, og kanalen har lavet aftaler med TV 2-regionerne om at få reaktioner i løbet af dagen og aftenen.
»Lige nu fylder Venstre alt«
Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Elisabet Svane siger, at mødet i Odense er så vigtigt, at journalisterne på Christiansborg ikke taler om, tænker på eller skriver om andet.
»Min kollega spurgte: »Har du styr på Syrien og Ukraine,« og det har vi ikke. Men vi ved meget om situationen i Venstre,« fortæller hun.
Elisabet Svane forklarer, at andre emner på den politiske dagsorden for eksempel regeringens vækstplan bliver dækket af kolleger i Odense.
»Lige nu fylder Venstre alt,« siger hun.
To planer for papiravisen
Politiken sender fire journalister til Odense for at dække mødet til net og print. Når mødet tiltrækker sig så stor interesse, er det, fordi det har kolossal betydning for dansk politik – også på lang sigt, siger politisk redaktør Mette Østergaard.
»Det er en vanvittig stor historie, der handler om Venstres og Lars Løkkes skæbne. Det kan komme til at trække tråde i det politiske landskab og påvirke, hvordan blokkene står i forhold til et valg,« forklarer hun.
Elisabet Svane siger, at læserinteressen for mødet forventes at blive så stor, at en stor del af dækningen kommer på betalingssitet mitfyn.dk.
»Vi tror, det er noget, folk går meget op i, så vi kommer til at bruge mitfyn.dk, ligesom vi gjorde under valget til Europa-Parlamentet,« siger hun.
Journalister skal dog også skrive til avisen og til fyens.dk, hvor nyhederne er gratis.
Politisk redaktør Mette Østergaard siger, at Politiken opererer med en plan a og b for papiravisen.
»Vi kan ikke være sikre på, at vi kender resultatet, før vi går i tryk, og derfor laver vi to forskellige udgaver af avisen. En, hvor vi kender resultatet, og en, hvor vi ikke gør,« siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.