Leder af Økonomicenteret Jan Swyrtz. Møl/NF/Ritzau Scanpix
Adskillige medier kunne i går rapportere, at ’Luksusfælden’-vært Jan Swyrtz var jysk spidskandidat for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussens nye parti. Dette var imidlertid ikke bekræftet hos partiet, som ifølge kommunikationschef Jeppe Søe endnu ikke har sat sit hold.
Det skriver både Se og Hør, TV 2 og Ekstra Bladet, som har udgivet rettelser.
Se og Hør breakede historien, som blev samlet op af blandt andre Ekstra Bladet og Ritzau, hvilket har ledt til, at man har kunnet læse historien i alt fra Avisen.dk til Berlingske.
Under forløbet har ingen medier kontaktet partiets kommunikationschef, Jeppe Søe, for en bekræftelse. I en mail til Journalisten fortæller han, at det første medie, der kontaktede ham, var B.T. Aalborg, men kun for at høre, hvem den nordjyske kandidat var.
”Jeg kan godt citeres for, at man ikke først vil læse om vores kandidathold i et ugeblad,” siger Jeppe Søe. Moderaternes kandidater bliver først offentliggjort den 5. juni.