Medier til praktiksøgende: Åbn jeres øjne

De studerende skal turde søge væk fra de store byer, siger fire medier, der har nedlagt deres praktikstillinger på grund af manglende ansøgere. Kun et af medierne mener, at lavere praktikantløn vil gøre det mere attraktivt at ansætte praktikanter igen
17.06.2014 · 15:51

Det er godt halvandet år siden, at fagbladet Fiskeri Tidende stoppede med at tage journalistpraktikanter.

»Vi fik aldrig nogen ansøgninger. Vi var endda ude i både anden og tredje runde,« siger kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening – Fiskeri Tidende, Kim Vejrup.

Andre gange fik Fiskeri Tidende ansøgere, der tydeligvis slet ikke var interesseret i praktikstedet.

»Vi har hele tiden haft den filosofi, at praktikanten også skal ville os,« siger Kim Vejrup.

Han tror, der er to grunde til, at Fiskeri Tidende slet ikke fik nogen eller kun meget få ansøgninger.

»Vi ligger i motorvejskrydset mellem Vejle, Fredericia og Kolding. Det er nemt at komme til, hvis du har bil - hvis ikke er det svært. Derudover er vi et lille fagblad. Jeg tror, at mange tænker, ’nej, det har jeg ikke lyst til', når de hører om dansk erhvervsfiskeri,« siger Kim Vejrup.

Han fortæller, at der ellers er rig mulighed for at producere på mediet:

»Vi leverer en avis en gang om ugen i tabloidformat på 20 sider, og så har vi en kommunikationsafdeling og vores hjemmeside.«

Løn ingen indflydelse

Det var med »blødende hjerte«, praktikantstillingen på Fiskeri Tidende blev nedlagt.

»Jeg har selv været i praktik i sin tid, så jeg synes, det er vigtigt, at arbejdspladserne tilbyder det. Derudover tager vi praktikanter, fordi vi håber på, at nogle praktikanter kan have lyst til at arbejde her igen,« siger Kim Vejrup.

For Fiskeri Tidende har praktikantlønnen absolut ingen indflydelse på, hvorvidt de skal have en praktikant eller ej.

»Vi har kun én praktikant, så det gør ingen forskel. Men jeg skal selvfølgelig ikke kunne afvise, at det er gældende for andre,« siger han.

Set i lyset af den nuværende situation, hvor der ved næste Store Matchdag ser ud til at mangle 75 pladser, er Kim Vejrup dog ikke afvisende over for at åbne op for praktikanter igen.

»Men da vi stoppede, var det det samme mønster. Der var stadig 20-30 studerende, der ikke fik en plads, så jeg har svært ved at se, at det ændrer sig,« siger han.

Praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Pia Færing vurderer, at 25 studerende ikke vil få en plads inden den næste Panikdag. I alt stod 50 studerende uden en plads efter den første runde den 24.april.

Kim Vejrup opfordrer de studerende til at gå til praktiksteder med åbne øjne.

»Jeg har fuld forståelse for, at vi ikke er en førsteprioritet. Men når man står i anden runde uden en plads, så burde man gå til det og sige, ’okay, så prøver jeg det her’,« forklarer han og tilføjer:

»Der er gode arbejdspladser andre steder end i København, Aarhus og Odense. Hvis man ser kritisk på det, så er det måske også her, fremtidens arbejdspladser ligger.«

Skive Folkeblad: Ikke råd til begge dele

Det er godt seks år siden, at de på Skive Folkeblad stoppede med at have journalistpraktikanter.

»Vi havde to praktikanter på det tidspunkt. Da de var færdige, besluttede vi at konvertere de to praktikantstillinger til en færdiguddannet journalist i stedet for. Og der var ikke råd til begge dele. Vi har ikke haft praktikanter siden,« siger chefredaktør Ole Dall. Han er også formand for Danske Mediers Arbejdsgiverforening, men udtaler sig som chefredaktør i denne artikel.

På Skive Folkeblad oplevede de også en faldende interesse fra ansøgere.

»Der var færre og færre, der søgte os i første runde, og det var også medvirkende til, at vi besluttede at tage en pause,« forklarer Ole Dall.

Ole Dall tror, at det faldende antal ansøgninger skyldes en generel søgning mod de større byer og tv-markedet.

»Meget godt kan man sige om Skive som praktiksted, men en storby er vi ikke, og tv-produktion satser vi ikke på,« siger han.

Praktikanters satsning på større byer og tv, synes han, er ærgerlig.

»Skive Folkeblad er et fremragende uddannelsessted, hvor praktikanten prøver alle typer genrer inden for den trykte journalistik. Men motivationen falder på begge sider af bordet, når man kommer videre til anden runde. Det er mindre interessant for os at hyre en, som ikke vil uddannes på en stærk lokalavis,« siger Ole Dall.

Lønnen er for høj

Men det er en bekymrede udvikling og et alarmerende højt antal studerende, der risikerer at mangle en praktikplads, mener Ole Dall. Han peger på et helt konkret problem:

»Lønnen er for høj. Den har nået et niveau, hvor den kommer til at influere på antallet af praktikstillinger. Der er behov for, at den sættes væsentligt ned,« siger han og tilføjer, at han er glad for, at der nu er dialog mellem de involverede parter.

Hvad betyder det, at lønnen skal sættes væsentligt ned?

»Det vil jeg ikke sætte et tal på. Men når man er oppe på 16.000 kr. om måneden, og det i denne overenskomstperiode lander på over 17.000 kr., så er man kommet alt for højt op,« siger Ole Dall.

Ville en nedsættelse af lønnen betyde, at I tog praktikanter igen?

»Generelt mener jeg, at den høje løn er en af de ting, der har betydning. Hvis lønnen blev væsentligt lavere, end den er i dag, så ville jeg ikke garantere, at vi gik ud og slog en praktikplads op samme dag, men det ville gøre det meget mere interessant for os. De studerende skal bare også være motiverede for at komme her,« slutter Ole Dall.

I går udtalte adm. direktør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening Thomas Rønnow, at praktikantlønnen skal sættes ned, hvis der skal skabes flere praktikpladser.

Bonnier: Sparet væk

I magasinhuset Bonnier fortæller viceadministrerende direktør Jens Henneberg, at de fleste praktikstillinger blev skåret væk i en sparerunde for omkring fire år siden.

»Vi har en enkelt stilling tilbage, men vi sparede de andre stillinger væk, fordi det ikke ville gå ud over de fastansatte. Vi havde derudover en situation, hvor det var svært at tiltrække ansøgere, så det var en kombination af økonomi og manglende interesse fra de studerende,« forklarer Jens Henneberg.

Jens Henneberg har overvejet at tage journalistpraktikanter igen, når så mange studerende mangler en plads. Men der er ingen konkrete planer.

»Det vil være en omkostningsforøgelse for os, og det er tiden ikke til lige nu. Det skulle være, hvis der var en anden afgang, og der dermed kunne opstå en naturlig konvertering,« siger han.

Og for Bonnier vil det også være mere givende, hvis magasinpladser hos dem kan blive godkendt til tolv måneder i stedet for seks.

»Vi oplevede, at de første seks måneder er en investering, hvor praktikanten koster mere, end vedkommende skaber. De sidste seks måneder er man oplært og kan levere en god indsats. Det er løse tanker, som ikke er drøftet med mine kolleger, men det ville være interessant for os,« forklarer han.

En lavere løn ville ikke umiddelbart have betydning for, om bladhuset genetablerede deres praktikpladser.

Bornholms Tidende: Vi lærer noget nyt

Bornholms Tidende havde ikke praktikanter i et par år, men er nu begyndt igen. Chefredaktør Søren Christensen er ny i stillingen, så han var ikke med, da beslutningen om at nedlægge praktikantstillingerne i sin tid blev vedtaget.

»Det er nogle år siden, Bornholms Tidende stoppede med at tage praktikanter. Det gjorde man, fordi man ikke kunne få nogen. Da jeg tiltrådte, tænkte jeg, at det kunne være fint at få noget frisk luft på redaktionen, så jeg tog kontakt til Pia Færing og fik mange fine ansøgninger. Vi har to nye praktikanter, som starter den 1.august,« fortæller han.

Det er Søren Christensens plan at fortsætte ordningen med at tage praktikanter fremover.

»Jeg opfatter det som, at vi også kan lære noget. De har måske en mere moderne tilgang til tingene og de nye medier, som vi kan lære noget af,« siger han som årsag til, at han har ambitioner om at fortsætte med at have praktikanter.

En eventuel nedsættelse af lønnen ville for ham gøre det endnu mere fristende at ansætte praktikanter. Men lønniveauet har ikke holdt avisen tilbage i denne omgang.

Kommentar

17/06/2014 - 22:01

Peter Pishai Storgaard

Kære Ole Dall m.fl.,

Der er noget, jeg ikke forstår. Det er ikke engang et år siden, at vi senest forhandlede overenskomst for praktikanter med DMA. Og der var vi fra de studerendes side villige til at snakke løn med jer mod, at vi fik sat større fokus på uddannelse. Den manglende interesse kom fra jeres side af bordet.
Derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor I nu er så opsatte på at snakke løn. Det er det forkerte tidspunkt og det forkerte forum.

Derudover synes jeg, at det ville være klædeligt at have fakta på plads. En praktikant får lige nu i underkanten af 16.000 om måneden. I løbet af de næste tre år vil lønnen stige med cirka 650 kroner. Hvordan det nogensinde kan blive "over 17.000 kroner", har jeg svært ved at få til at hænge sammen.

Og at beklage sig over manglende praktikansøgere for seks år siden hænger ikke supergodt sammen med den situation, som vi står i lige nu. De nuværende praktiksøgende er fuldt ud villige til at tage til Bornholm, Skjern og Haderslev - det er masser af eksempler på. Selvfølgelig vil nogle steder altid være mere attraktive end andre, men det betyder ikke, at man skal give op - hverken som praktikant eller praktiksted.

Bedste hilsner
Peter Pishai Storgaard
Næstformand, KaJ - Medie og Journaliststuderende

18/06/2014 - 08:54

Chresten Ibsen

Hvis man ikke er åben overfor at flytte sig selv og opleve nyt, hvordan kan man så være åben og lave objektiv journalistik og finde nye historier?

18/06/2014 - 15:43

Julie Mia Fogde, praktikant.

Chresten Ibsen: Jeg forstår den generelle kritik, men jeg har svært ved at se sammenhængen mellem at være i stand til at lave objektiv journalistik og have lyst til at bo i eks. Skjern frem for København. Eller arbejde på et nichefagblad frem for en landsdækkende avis. Hermed ikke sagt at noget er bedre end andet.

20/06/2014 - 02:48

Kristian Stanley Halse, Journaliststuderende 7.semester

Debatten er klart vigtig, og jeg kan godt se at hvorfor kritikken opstår. Men det er så let at sige til folk at de "bare" skal flytte til en anden del af landet. Oftest har man venner og familie der hvor man bor, og det er nu engang ikke specielt spændende at flytte 300 km væk fra ens omgangskreds. Det er jo forresten også en smule omkostningsfuldt at skulle flytte til den anden ende af landet, for så at skulle tage retur et år eller halvandet efter. Og hvis man som fagbladet Fiskeri Tidende ligger et sted, hvor du kun kan komme til hvis man har bil, ja så har man jo på forhånd skåret 95% af de praktiksøgende fra. Mht. lønnen så skal jeg ikke gøre mig klog på det, men det er da værd at bemærke at mange praktikanter ofte bidrager lige så meget til den daglige produktion, som uddannede journalister og derfor synes jeg også, at man skal passe på med ikke, at have for travlt med at sige at 16-17.000/mdr. er meget, når så mange dygtige praktikanter bidrager med så meget.

20/06/2014 - 09:43

Rasmus Skat Andersen

@Kristian Stanley Halse

Hvis man er så mageligt indrettet, at man ikke kan klare at flytte landsdel i halvandet år, så har man altså et problem. Praktikken er på maks. halvandet år, og det kan sagtens lade sig gøre at rejse frem og tilbage i weekender, så du kan se venner og bekendte, selv om du er flyttet.

Praktiksteder dækker halvdelen af flytteudgifterne, så omkostningerne vil flytning er der taget højde for i uddannelsesaftalen.

Desværre er det ikke noget nyt fænomen, at provinsen skræmmer de studerende. Det problem kæmpede vi også med i KaJ, da jeg gik på DJH i slut90erne.
Vh.
Rasmus
TR, metroxpress

19/01/2015 - 10:19

Kristian Stanley Halse, Journalist

@ Rasmus Skat Andersen

Lige et ekstra forsinket svar

Jamen de studerende skal naturligvis vise en lyst og vilje, den er jeg med på - du glemmer bare, at en forholdsvis stor del af eleverne allerede er flyttet væk fra deres landsdel, for overhovedet at gå på DMJX, da man jo ikke kan tage en tilsvarende uddannelse i fx København. Så snakker vi lige pludselig væk fra familie og venner i 3 år, og det der med, at man "bare" kan tage hjem og besøge familie og venner, det lyder rigtig fint, men en praktikantløn, indbyder nu altså ikke ligefrem til at skulle krydse storebælt hver weekend.
Jeg kan sagtens forstå argumenterne, som der kommer den anden vej, men det er bare i min verden nogle lidt sort/hvide betragtninger man kommer med, i forhold til at de studerende, kort sagt bare opfører sig på samme måde som den almindelige dansker....og selvfølgelig søger man imod de store byer, da det nu engang også er der LANGT de fleste praktikpladser er. Og ja, man får et lille tilskud til flytning den ene vej, nemlig op til 3500 kr. Det holder bare ikke langt, når man skal flytte to gange. At man også kæmpede med det i 90'erne understreger jo bare at det er en ting, som er rigtig svær, at gøre noget ved, og som afspejler den generelle tendens i samfundet.

Stanley

19/01/2015 - 12:05

Rasmus Skat Andersen

@Kristian Stanley Halse
Praktiklønnen er faktisk temmelig høj, så man sagtens ha' råd til at rejse hjem hver weekend. Det er bare et spørgsmål om at priotere, hvad man vil bruge sin penge på. At man så næppe har tid til det, da der mange praktiksteder er weekendarbejde, er en helt anden sag.
Og så kalde du det et 'lille tilskud' at praktikstedet betaler halvdelen af flytteudgiverne (mange steder dog med et maxbeløb). Vi har tydeligvis en forskellige opfattelse af, hvad "lille tilskud" dækker over.
vh.
Rasmus

19/01/2015 - 13:01

Lasse Lindquist

Jeg bliver lidt paf over udmeldingerne fra Rasmus Skat Andersen, når jeg lige sådan laver lidt hovedregning på budgettet for en journalistpraktikant. Folk er meget velkomne til at komme med indspark, hvis mit budget virker helt urimeligt, men her er mit bud:

Da man ikke er SU-berretiget under praktik, så kan man ikke nyde godt af uddannelsesrabater. En rejse med DSB fra København til fx Vejle retur koster lige godt 700 kroner uden pladsbillet. Det kan vi så gange med 4 og få 2800 kroner månedligt, der skal tages fra en løn på ca 16.000 kr før skat. Med et almindeligt beskæftigelsefradragpå ca. 3500 kr og en skatteprocent inkl. arb.markedsbidrag på 45% får vi et rådighedsbeløb efter skat på ca. 10.000 kroner. I det skal der betales husleje og faste udgifter såsom el og varme (et generøst minimum kunne være 4.000 kroner månedligt), hvilket giver 6.000 om måneden, hvorfra vi kan sige fx 60 kroner til mad om dagen til tre måltider havregryn, rugbrød og pasta (1.800), så er vi på 4.200. Selvom praktikpladsen stiller internet- og mobilforbrug til rådighed, så har vi stadig forsikringer (150 kroner for indbo og ansvar hos fx topdanmark), dj-medlemsskab (ca. 100 kroner) og rimeligvis udgifter til transport (lokaltransport, hvor vi fx kan regne med et klippekort eller to om måneden til 150 fx) plus lad os sige tre øl per weekend, der kan kaldes netværksindvestæring (3x25 kroner stykket x 4 weekender = 300). Det giver i alt 850 kroner, så vi når ned på 3350 kroner. Nu vil vi så gerne besøge familie og venner hver weekend til i alt 2.800 kroner for 4 weekender. Så er der 550 kroner tilbage til uforudsete - altså forudsat en streng diæt af pasta, gryn og rugbrød. Så må vi håbe, at man ikke skal købe tøj i 1,5 år, ligesom vi må håbe, at der ikke skal ny kæde på cyklen eller investeres i arbejdsredskaber såsom computer eller telefon. Osv. selvfølgelig.

Selvom jeg personligt klarede mig fint med (den dengang lavere) praktikløn fra pladsen i København (og sætter pris på ordningen), så kan jeg ærligt talt godt forstå, hvis der er nogen, som betragter de økonomiske omstændigheder som en demotiverende faktor ift. at vælge praktik i provinsen. Jeg siger ikke, at det en dårlig plan at slå til et tilbud om praktik i provinsen (der er meget, der taler for, at man kan få et kæmpe fagligt udbytte af det ift. at være en i dusinet på de store landsdækkende), men at gå så langt som at sige, at 'man sagten ka ha' råd til at rejse hjem hver weekend', det finder jeg altså ikke særligt fornuftigt. Og når man som Rasmus betegner det som et spørgsmål om at være 'mageligt' indrettet, så vil jeg tillade mig at mene, at man skyder forbi skiven.
Input?

19/01/2015 - 13:03

Lasse Lindquist

Beklager det lidt gebrokne dansk i mit ovenstående indlæg. Det blev skrevet lige vel hurtigt

19/01/2015 - 13:29

Rasmus Skat Andersen

@Lasse Lindquist
Der findes alternativer til DSb, hvis du ikke skulle have opdaget det. Og som jeg skrev tidligere, så skal man nok ikke regne med, at have alle weekender fri i praktikken, så dit regnestykke holder ikke.
Derudover er boligudgifterne i provinsen lavere end i Hovedstaden, så her får man altså også råd til at rejse mere.
Så ja, jeg fastholder, at studerende, der fravælger provinsen alene forbi de ikke kan holde ud at være væk fra familie og venner, er magelige.

19/01/2015 - 14:11

Lasse Lindquist

Selvom, at du skriver, at man måske ikke vil have tid til at rejse hver weekend, så skriver du også ordret: "Praktiklønnen er faktisk temmelig høj, så man sagtens ha' råd til at rejse hjem hver weekend." Hvis du har skiftet holdning, så fred være med det.

Du nævner så alternativer til DSB (i en lettere nedladende og helt igennem unødvendig tone, sådan som jeg læser det), hvilket jeg antager kunne være RødBillet, som vist er noget af det billigste. De kører ikke fra Vejle (for nu at holde fast i eksemplet), så man kan tage DSB til Aarhus (111kr) eller Odense (143 kr) og dertil lægge RødBillets pris på 160 kroner og alt i alt opnå en besparelse i kroner på 50-80 kroner per vej med en væesntlig merudgift i den for os alle begrænsede ressource 'tid'. Det er ikke noget, der ryster budgettet voldsomt til den ene eller anden side efter min mening.

Og så vil jeg tilføje, at jeg med vilje satte boligudgifterne lavt for netop at tage højde for provinspriser. En hurtig tur på Google og en håndfuld boligportaler fortæller mig dog, at man kan få 12kvm i Vejle for 2700 om måneden, hvis man er frisk på at dele køkken og bad med et par andre, hvilket netop kan være en prioriteringsting, som du nævner. Ellers kommer man op på over 3.000/måned plus forbug. Så er der ikke særligt langt til regnestykket og de 4.000 kr/måned.

Især ikke, hvis vi medregner de mange oplagte variable udgifter, der ikke er inkluderet i mit regnestykke (hvilket jeg også får gjort opmærksom på i min første kommentar) såsom tøj, sko, indbo og arbejdsredskaber (som minimum computer og telefon). Man kunne nok godt udvide listen ret så heftigt: fx med fødelsdags- og julegaver, medlemsskab i foreninger og træningscentre, osv. Det er meget reelle udgifter, som man skal være ret dedikeret for at komme udenom - i særdelshed i en travl hverdag, som man efter min bedste overbevisning og erfaring har som journalistpraktikant. Jeg vil endnu engang nikke anerkendende til den fornuftige aftale om praktikløn, som journalistforbundet har lavet (især sammenlignet med forholdene i andre fag og brancher), men det ændrer ikke på, at det stadig er et ret beskedent beløb i faktiske tal.

Endelig lagde jeg i øvrigt heller ikke op til, at de økonomiske hensyn skulle være rimelige som eneste faktor i fravalg af provinsen som praktikplads, men det kan jeg altså heller ikke se, at du har, så der call'er jeg stolpeflytning fra din side.

Du er naturligvis velkommen til at holde fast i dit syn på sagerne, men jeg må indrømme, at du fortsat ikke har ændret mit. Agree to disgree må det vel blive så.

19/01/2015 - 14:47

Lisbeth Petersen

Du godeste for en gang brok...

Ja, man flytter - til og fra provinsen og hovedstaden og andre større byer og måske udlandet- for at uddanne sig, arbejde, være i praktik, leve et liv....

Det har da altid været sådan, og i modsætning til mange andre uddannelser, er der trods alt løn i praktiktiden.

Sæt dog også bare en anelse pris på, at det er langt billigere at tage studielån, end det har været før.
Der løb 16,5 procent på i rente i studietiden, da jeg gik på DJH, så da jeg var færdiguddannet, skulle jeg i gang med at betale studiegæld på samlet 250.000 kr...
I øvrigt flyttede jeg seks gange på de fire år.

Til gengæld elskede jeg min tid både på højskolen og (noget af) praktikken.

Det var nemlig skidesjovt. Og jeg gjordet det gerne igen !

19/01/2015 - 17:00

Rasmus Skat Andersen

@Lasse LIndquist
Prøv at læse det af mine indlæg, som du første gang svarer på. Der skriver jeg klart, at man næppe har tid til at tage hjem hver weekend.

Beklager, at jeg virker nedladende, men du tog i din beregning udgangspunkt i en af de dyreste måder at rejse tværs over landet på, Det er lidt useriøst. Der er mange andre, billige alternativer. Bus eller fx GoMore. Jeg fastholder derfor, at man sagtens kan finde penge til at tage hjem hver weekend. At jeg så personlig synes, at det ville være en dum ting at gøre, er en hel anden sag.

Men lad os lukke diskussionen her. Vi bliver tydeligvis ikke enige.

Seneste jobopslag

Kommunikationskonsulent

Bibliotekarforbundet
Ansøgningsfrist: 06.08

Information søger redaktionssekretær

Information A/S
Ansøgningsfrist: 15.08

Kommunikationschef

Fondenes Videnscenter
Ansøgningsfrist: 14.08

IHS søger marketingmedarbejder

IHS
Ansøgningsfrist: 09.08

Kommunikationskonsulent til Furesø Kommune

Furesø Kommune
Ansøgningsfrist: 12.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Kommunikationskonsulent søges til Danske Skoleelever

Danske Skoleelever
Ansøgningsfrist: 31.07

Nyhedsvært og tv-journalist på TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 15.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Mellemøstkorrespondent

Folkekirkens Nødhjælp
Ansøgningsfrist: 12.08

Kommunikations- og PA-chef

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 08.08

8 Kreative og fleksible journalister

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.07

Landsforeningen LEV søger kommunikationsmedarbejder

Landsforeningen LEV
Ansøgningsfrist: 15.08

Direktør for kommunikation og indsamling

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 20.07

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Kommunikationsmedarbejder

Den Danske Scenekunstskole
Ansøgningsfrist: 12.08

DJ KOMMUNIKATION søger studentermedhjælper

DJ kommunikation
Ansøgningsfrist: 05.08

Radio24syv søger reporter til Aarhus

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 26.07

Kommunikationschef til Børn- og Ungeforvaltningen

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 05.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08

Strategisk kommunikationskonsulent til Ledelsessekretariatet

Syddjurs kommune
Ansøgningsfrist: 08.08

Mungo Park søger kommunikationschef

Mungo Park
Ansøgningsfrist: 09.08

Journalist med en skarp pen og næse for nyheder

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 07.08

Programredaktør til operaen

Det Kongelige Teater
Ansøgningsfrist: 30.07

Er du Odense Teaters nye multimediehaj?

Odense Teater
Ansøgningsfrist: 23.07

Journalist til Medicinrådet

Medicinrådet
Ansøgningsfrist: 07.08

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 29.07

FOA søger en art director/visuel redaktør

FOA
Ansøgningsfrist: 13.08

Pressechef til Ledernes Hovedorganisation

Ledernes Hovedorganisation
Ansøgningsfrist: 01.08