Medier satser stort på nettet

Der er blevet trangt rundt omkring på landets netredaktioner, hvor antallet af redaktionelle medarbejdere er blevet mere end fordoblet siden årsskiftet. De nye medarbejdere pumper nye satsninger ud i cyperspace, og netmedierne er begyndt at give sorte tal på bundlinjen. Det er meldigen fra redaktørerne af ni af landets største medier på nettet.Vox-pop om netmedier:

Der er blevet trangt rundt omkring på landets netredaktioner, hvor antallet af redaktionelle medarbejdere er blevet mere end fordoblet siden årsskiftet. De nye medarbejdere pumper nye satsninger ud i cyperspace, og netmedierne er begyndt at give sorte tal på bundlinjen. Det er meldigen fra redaktørerne af ni af landets største medier på nettet.

Vox-pop om netmedier:

Karen Westman Hertz, chef for dr.dk
– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Vi har ikke et samlet tal for, hvor mange af DRs medarbejdere, der arbejder med net – eller hvor meget tid de bruger – men der er cirka 700 medarbejdere, der har adgang til vores platform. Langt de fleste redaktioner er efterhånden flermediale, og der er ingen tvivl om, at antallet af medarbejdere, der leverer til dr.dk er støt stigende.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Januar; dr.dk 10 år fødselsdagssite. Februar: dr.dk/debat, video podcast, P1 på 1 time – det bedste fra P1 (senere på året også P2+). Maj: radio podcast, musikleksikon på dr.dk/musik, dr.dk tv (en samlet indgang til alt DR tv indhold), Juni: Skum undersøger (brugerbaseret statistikværktøj der giver indblik i de unges liv), Sports-wiki, samarbejde med Wikipidia, VM i 3D, fantastiske fortællinger med brugernes egne historier, mellemøst-tema med webmagasinet Fatima, Skum moblogs og blogs. August: Børne-MGP med unik karaoke-feature. September: dagens novelle på podcast. Oktober: simulcast af DR1 og DR2, dr.dk/oline – nyt redesignet børnesite, eSport i dr.dk tv. Desuden er der løbende henover året lanceret en række nye netradio kanaler, diverse forskellige spil – eksempelvis 'Dolphspillet', samt en ny satsning på aktuelle fakta og kultur temaer på dr.dk. Derudover er der sket en lang række tiltag på mobil og tekst-tv.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Der er flere grunde på én gang: 1. Der er ved at være økonomi i annoncemarkedet. 2. Gratisaviserne har tilspidset kampen om gratis 'fast news'. 3. Web 2.0-fænomenet, der har vækket lidt gammel online-feber til live. 4. Lemminge-effekt/gruppepsykologi.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?
Jeg er ikke i tvivl om, at der vil ske væsentlige investeringer i forhold til dr.dk i det kommende år.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

DR har en lang tradition for at inddrage og give ordet til brugerne på alle vores forskellige medier. Det er en helt naturlig rolle for DR og ikke mindst dr.dk, og det arbejder vi stadig mere med. I år har vi lanceret et debat-site, hvor vi har styrket debatstoffet og gjort det nemmere for brugere at finde rundt i de mange forskellige aktive debatter på dr.dk. Det arbejder vi videre med, ligesom vi arbejder videre med flere forskellige måder at lade brugerne bidrage med deres viden som a la Wikipidia-samarbejdet på sportsområdet. I den kommende tid vil man også kunne møde brugerblogs på dr.dk, man vil opleve brugerne blive mere synlige i vores programsatsninger, og vi vil lancere en række udviklingsprojekter specielt med fokus på brugernes eget indhold. Her har vi særligt fokus på de unge, men også på nyheder, det regionale og musik.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Web 2.0 er ikke udtømt endnu. Jeg tror, vi kommer til at se endnu flere eksempler på det fremover – også af typer, vi endnu ikke kender. Og så er der vist ikke tvivl om, at video/tv på nettet vil fylde meget i den kommende tid.

Rune Bech, direktør for TV 2s interaktive tjenester

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?
I dag er der syv nyhedsjournalister, fire sportsjournalister, to en halv gossip-journalister og hanlvanden finansjournalister. Siden årsskiftet er antallet steget med en enkelt.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Blog.tv2.dk (brugergenereret indhold), Gossip.tv2.dk (ugeblad på nettet), Deal.tv2.dk (online spil), Teddy.tv2.dk (børneunivers), Basta.tv2.dk (forbrugersite), news.tv2.dk (site for den nye Nyhedskanal), pis.zulu.dk (kult-spil), klovn.zulu.dk (programsite med snigpremiere).

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Fordi TV 2 arbejder sammen på tværs om at finde tværmediale styrker og fokuserer på at rykke fremad i trafikken.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

TV 2 Interaktiv giver overskud.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Vi har lanceret blog.tv2.dk med stor succes og er nu Danmarks største blog-site. Vi udvider løbende med nye features, og har blandt andet tilføjet video-blogs, der følger tilblivelsen af TV 2 News, den nye nyhedskanal.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Det er vores hemmelighed … 😉

Erling Tind Larsen, redaktør for Ekstra Bladet nye medier

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Ved årsskiftet var vi 10. Nu er vi 24.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Lancering af forbrugersektionen kup! i februar. Lancering af blogsystemet EBblog.dk i juni. Lancering af citizen journalism-sektionen Laeserbladet.dk i august. Lancering af flash! i oktober. Lancering af erhvervssitet EPN.dk (sammen med jp.dk) i oktober. Tre lanceringer yderligere sker inden februar.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Udviklingen for nye medier har været rivende i nogle år. For os er der egentlig ikke tale om en kulmination, men blot eksekvering af en langsigtet digital strategi.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Vi har haft sorte tal i de seneste tre år og oplever kraftig vækst.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Vi har altid haft god læserkontakt. Senest har vi lanceret EBblog.dk og Laeserbladet.dk. Vi var det første medie i Danmark, som lancerede en egentlig sektion til Citizen Journalism. Derudover har vi tæt kontakt med læserne via tip-systemet 1224, hvor de via SMS, MMS og e-mail kan sende billeder og tip til redaktionen.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Glocal News – en sammenskrivning af ordene 'Global' og 'Local' – er nyheder fra 'den globale landsby'. Betegner lokale nyheder, som bliver globale nyheder fordi de nye medier gør fysiske afstande ligegyldige.

Jørgen Schultz-Nielsen, internetredaktør på Jyllands-Posten

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Fem netjournalister ved årsskiftet – 12 i dag. Derudover webmaster, webudvikler og redaktør.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

I januar lancerede vi store flash-produktioner i et eksklusivt samarbejde med Magnum Photos i New York. I september introducerede vi nyheds-overvågning og nyheds-alerts via gratis email-service. 2. oktober lancerede vi Erhverv På Nettet – www.epn.dk, der med over 250.000 forskellige læsere er Danmarks største erhvervssite.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Indtjeningen er blevet styrket mærkbart. Flere banner-indtægter – simpelthen.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Den ser rigtig god ud. Det giver overskud.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Er under overvejelse.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Journalistisk kvalitets-indhold – håber jeg.

Stig Ørskov, chefredaktør Politiken

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Ved årsskiftet var vi syv plus en praktikant. I dag er vi 25 plus 5 praktikanter.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Vi lancerede i februar iByen.dk, som nu har et besøgstal, der ligger på 75 procent af AOK. Vi lancerede i sommer en række blogs i forbindelse med Tour de France og VM i Fodbold, er siden fulgt ud med blogs fra soldater i Irak, samt Lederblog med Tøger Seidenfaden og Anita Bay Bundegaard samt blog med Læsernes Redaktør. 1. oktober gjorde vi netredaktionen til avisens nyhedsredaktion. Vi lancerer i slutningen af året et politik-site og lancerer primo 2007 et forbrugersite.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Antallet af netbrugere har nu nået en tilstrækkelig stor størrelse til at retfærdiggøre langt større investeringer i bedre nyhedsjournalistik. Selv er vi på vej mod 400.000 brugere på ugebasis og har allerede overhalet jp.dk som det største site blandt de store kvalitetsaviser.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Indtil nu er vi i plus. Men med vores nuværende kæmpe satsning går der nok lidt tid, før vi når i plus igen. Men forhåbentligt ikke mere end et års tid eller to.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Vi opretter om få måneder et blogunivers og har netop ansat en interaktivitetsredaktør til at fremme brugerinddragelsen.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Levende nyheder 😉

 

Gregers Wedell-Wedellsborg, direktør for nye medier, Berlingske Tidende

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Vi var syv i januar, nu er vi lidt over 20.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Forsøg med blogs 'by invitation', læser-anmeldelser (Dine Ord) plus satset på arbejde med selvstændig netjournalistik og flere webelementer omkring historierne (vox-pop, links, billedserier, dokumentation med videre). Lige nu handler det om at lave selvstændig kvalificeret journalistik på nettets præmisser.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Strategisk: Det handler om, hvem der kommer til at sidde på de store digitale positioner om nogle år. Forretningsmæssigt: Pengene er der. Markedet for internetannoncering kan overhale TV inden for 3-4 år. Publicistisk: Netmedierne er ved at få gennemslagskraft som kan måle sig med de etablerede massemedier.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Meget stor vækst i annonceomsætningen. Det er muligt at tjene penge, men vi har valgt at investere i udvikling og oprustning.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

To spor: 1. Redaktionen som vært/moderator: Fastholder en 'afsenderstyret' identitet på vores hovedsites, men inviterer til debat og integrerer for eksempel blogs som en naturligt led i dækningen. 2. Arbejder på udvikling brugerskabte/brugerdrevne miljøer på selvstændig basis på områder/nicher som ligger naturligt til os.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Web 1.1. Det betyder, at de etablerede medier slår igen. Blandt andet med mere kvalitetsjournalistik på nettets præmisser, samt mere fokus på at netmedier også skal rendyrke identitet og personlighed.

Jørgen Andresen, online-redaktør, Børsen

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Vi var tre uddannede og to praktikanter pr. 1/1 2006. Vi er nu syv uddannede og to praktikanter.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Vi har udskilt nyhederne i Børsens Nyhedstjeneste, der er et selvstændigt profitcenter. Vi har lavet et særskilt nyhedsfeed med livsstilshistorier, lette historier og gadgets.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Dagbladet Børsens ledelse besluttede i begyndelsen af året at fokusere på det forhold, at borsen.dk nu kunne stå på egne økonomiske ben og der derfor var behov for en målrettet strategi, der tog indtjeningen med i overvejelserne.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Vores budget for 2006 hedder 11 mio. kr., og vi kommer langt over det.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Borsen.dk har planer på lige fod med konkurrenterne om tilknyttet debat på nyhederne. Vi diskuterer også blogs, meningsmålinger og har lidt generel debat allerede.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Web-tv tror jeg. EPN.dk har købt stoxx.dk, TV2 rør på sig, DR kører deres kanaler direkte ud i æteren nu. Så efter seks-syv års tilløb, tror jeg at web-tv nu har muligheden for virkelig at slå igennem.

Peter Begman, onlineredaktør, Fyens Stiftstidende

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

To ved årsskiftet og fortsat to.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Tidligere på året erhvervede vi www.smartlog.dk og lancerede i foråret www.xtrablog.dk. Begge er to 'fuldblods' blogsites. De er ikke integreret i fyens.dk, men lever deres eget liv.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?

Vi høster frugterne af stædigt, at arbejde med vores mission: At dyrke Fyn og dække verden. Det vil sige, at vi hele tiden forsøger at tilbyde brugerne de nyheder, som vi er de bedste til i vores region. Det har givet pote.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?

Vi er i plus.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Vi arbejder med community-tanken og vil hen over det næste års tid tilføre fyens.dk et højere niveau af interaktivitet – herunder inddragelse af brugerne.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Jeg ved det ikke.

 

Casper Thomsen, digital udviklingschef på Ingeniøren

– Hvor mange redaktionelle medarbejdere var I på netredaktionen ved årsskiftet, og hvor mange er I i dag?

Ved årsskiftet var der afsat to redaktionelle medarbejdere til nettet, i dag er der tre.

– Hvad har I taget af initiativer på nettet i løbet af det seneste år?

Vi har i den seneste tid øget antallet af ekspert-blogs, efter vi i 2004 lancerede den første blog, som blev skrevet af en journalist.

– Hvorfor sker denne rivende udvikling lige nu?
Mediehuset Ingeniøren har blandt andet øget sin satsning på nettet for at nå flere unge, erhvervsaktive læsere. Samtidig er indtjeningspotentialet større.

– Hvordan ser økonomien ud for jeres medies aktiviteter på nettet?
Indtægtsgivende.

– Alle taler om blogs, brugerinddragelse m.m. lige nu, hvordan forsøger jeres medie at komme med på web 2.0-bølgen?

Ingeniøren har i snart 10 år haft et meget aktivt debatforum på nettet, og senest har vi ansat en community builder for at styrke kontakten til læserne og øge deres deltagelse gennem debat, blogs og lignende.

– Hvad bliver det næste store buzzword?

Kvalitet. Alle sprøjter indhold på nettet, men der vil igen komme på fokus på, hvem der leverer kvalitet og ikke bare nyheder i metervare.

Læs også: Det nye massemedie

0 Kommentarer