En cavlingvinder, en general og en universitetslektor går sammen om forskningsprojekt, der skal sætte forholdet mellem forsvaret og medierne under lup. Projektet bliver skudt i gang på konference på mandag
Forholdet mellem medier og militær skal undersøges og forbedres med nyt forskningsprojekt, som bliver sat i gang på med en konference på Syddansk Universitet mandag d. 3. december. Temaet på konferencen bliver, hvilken betydning den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan har haft for forholdet mellem de danske medier og forsvaret.
Det skriver mediawatch.dk.
Det er krigsreporter og cavlingvinder Charlotte Aagaard, der som fellow på SDU skal undersøge problemstillingen sammen med lektor Jens Ringsmose fra SDU og general H.C. Mathisen.
"Ideen er at få gang i den debat om, hvordan forholdet egentlig fungerer. Det har været et meget stormfuldt tiår. Både i forhold til dækningen af Irak-krigen og Afghanistan-krigen har der været rigtig mange slagsmål mellem medierne og forsvaret. Så kommunikationsmæssigt har forholdet været fuldstændig frosset," lyder det ifølge mediawatch.dk fra Charlotte Aagaard, der i 2003 vandt Cavlingprisen for sin dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
Selve konferencen får to sessioner. En lukket om formiddagen, hvor der vil være referatforbud, og en åben om eftermiddagen med oplæg og paneldebatter.
Forskningsprojektet skal udmønte sig i en bog, der kan bidrage med retningslinjer for, hvordan forholdet mellem medier og forsvaret kan forbedres.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.