Anklageren Michael Jørgensen undrer sig over, at der ikke er et sanktionssystem over for journalister, der begår fejl i dækningen af kriminalsager.

Det var ikke pæne karakterer, kriminalreporterne scorede på FagFestivalen, da ‘De store kriminalsager og medierne' var sat på dagsordenen. ‘Om hvordan medierne bliver brugt og misbrugt af de direkte aktører i sagerne – forsvarer og anklager' hed undertitlen på programpunktet. Men vinklen blev vendt 180 grader af de to oplægsholdere, politiadvokaten Michael Jørgensen og forsvarsadvokaten Thomas Rørdam: det er medierne, der misbruger kriminalsagerne.
»Kriminalstof er godt stof. Det er drama, menneskeskæbner og er med til at sælge aviser. Og pressen ligger under for en monsterskabelse. Journalisterne forsøger ofte at skabe et billede af den anklagede som et monster. De tegner et skræmmebillede, som udnyttes skruppelløst. Pressen har ikke lov til at give et forvansket billede. Og hvis det ikke forbedres, så får vi behov for sanktionsmuligheder, selv om jeg helst så, at et sæt eti-ske regler var nok,« sagde forsvarsadvokat Thomas Rørdam.
Og også politiadvokaten og anklageren Michael Jørgensen mente, at medierne for ofte går over grænsen.
»Det har undret mig, at der ikke er noget reelt sanktionssystem i de tilfælde, hvor misbruget begås af medierne. Måske skulle der oprettes en uafhængig Presseombudsmand, der havde pligt til på eget initiativ at forfølge og sanktionere journalister, der overtræder presseetiske regler og landets love. I dag kan man få den opfattelse, at medierne nærmest nyder en royal ansvarsfrihed i lighed med den grundlovsbeskyttelse, som kongehusets medlemmer har,« sagde anklageren Michael Jørgensen, Københavns Politi.

Pressen dømmer
Det er især, at medierne behandler skyldsspørgsmålet, inden dommen er faldet, som de to oplægsholdere synes er stærkt problematisk. Pressen overholder ikke altid grundsætningen: »Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.«
»Pressen skal lade være med at skrive, at en person er skyldig, også selv om de kan citere politiet for at sige det,« mente Thomas Rørdam. Som skræmme-eksempel nævnte Rørdam, at Ekstra Bladet inden domsfældelse havde en rubrik, hvor en mordsigtet læge blev kaldt ‘dødslægen'.
»Pressen er elendig til at indse, at man har begået fejl. Pressen undskylder aldrig, og hvis den gør, sker det i en notits på side 27,« sagde Rørdam forarget.
Og også det synspunkt delte anklageren Michael Jørgensen:
»Man kan undre sig over den måde, hvorpå pressen drages til ansvar for at have krænket en uskyldig. Et lille dementi har ofte været nok. Det ville typisk ikke have været nok uden for mediernes rækker. Her ville man have krævet, at en person blev draget direkte til ansvar.«
Michael Jørgensen savner nuancerne i mediernes dækning af kriminalsagerne:
»Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er så vigtigt at referere maksimumstraf i forbindelse med en sigtelse, idet praksis normalt altid ligger væsentligt under dette niveau. Er det noget, man lærer på Journalisthøjskolen? På mig virker det som et forsøg på en sensationsagtig oppusten af en sag og misbrug af en oplysning.«