De gamle medier lobbyer for at beholde statsstøtten eller få mere. De nye stiller sig op i køen ved statskassen med hatten i hånden. Problemet er, at de, der betaler orkesteret, ofte bestemmer repertoiret. Vi skal til at diskutere, hvordan mediernes uafhængighed sikres under krisen.

Ekstra Bladet: »Uskønt«. »Dumpet«. »Uantageligt«.
Jyllands-Posten: »Makværk«. »Deroute«.
Berlingske: »Politisk fallit«.
Verdens største skandale? Nej, det, som fik dagbladene til at gå amok i en sjældent set blodrus, var såmænd en stilfærdig politisk aftale, der skal sikre, at TV 2 kan leve videre på brugerbetaling og statslån.
De liberale lederskribenter var rasende over, at den politiske ambition om, at TV 2 skal være en uafhængig privatejet kanal, reelt er skrinlagt. Et interessant synspunkt, som dog klinger lidt hult, når man husker, at dagbladene selv har stillet sig hændervridende i den samme kø som TV 2, nemlig den for tiden så populære kø ved statskassen. Man kunne kalde lederskribenterne dobbeltmoralske, men lad os nøjes med dobbeltliberale.

I en ualmindeligt flæbende kronik i Berlingske Tidende sidestillede direktør Ebbe Dal fra Danske Dagblades Forening for nylig dagbladene med "særligt værdifulde teatre og musikensembler", der jo som bekendt spiller løs på en blanding af beroligende medicin og statsstøtte. Problemet er ikke, at medierne spiser af hånden. Det er smukt, at skatteborgerne vil betale for at sikre et godt grundlag for en demokratisk diskussion i et lille land. Problemet er, at de, som betaler orkesteret, alt for ofte bestemmer, hvad der skal spilles. Derfor er armslængdeprincippet mere vigtigt end nogensinde.

Det kræver dæleme politikere, der er deres ansvar bevidst, når mediestøtten skal genforhandles. Al mediestøtte skal gives ud fra objektive kriterier. Det vil være ødelæggende for uafhængigheden, hvis mediernes økonomi er til konstant politisk forhandling, for så er der rig mulighed for at påvirke orkesterets repertoire. Statsligt smagsdommeri bør være bandlyst.

Staten sidder med DR og TV 2 tungt på tv-markedet. Staten sidder også tungt på radiomarkedet via DR. Staten ejer via TV 2 og DR de to mest brugte mediesites i Danmark. Staten holder via momsfritagelse og distributionsstøtte dagbladene i live, og dagbladene tryglede senest for momsfritagelsen, da regeringens skattekommission fremlagde et udspil i sidste uge. Vi er altså nødt til at tage en grundlæggende diskussion om pressefrihed og uafhængighed af det politiske system. Medierne er – stik imod vores selvforståelse – ved at blive en del af den offentlige sektor.

Ifølge Journalistens magtundersøgelse 2009 sidder embedsmænd og politikere stadig tungere på magten. Den mest magtfulde er statsminister Fogh. Han er også pressens minister, og det er godt at høre ham sige, at presseministerens rolle er at værne om presse- og ytringsfriheden. Også internt i regeringen, hvor han skal sige fra over for de ministre, der går over stregen.

Man kunne blot ønske, at statsministeren var lidt mere omhyggelig med omsorgen for mediernes uafhængighed, når det gælder DR – ikke bare internt i regeringen, men også i forhold til regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Medierne skal ikke være mimoser, og politikere må selvfølgelig gerne kritisere. Men det skræmmer, når politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer går ned i enkelte programmer og endda kritiserer udvalgte medarbejdere for politisk agitation. Og det er særdeles ubehageligt, at politikerne i stadig højere grad detailstyrer DR gennem public service-aftalerne. Er dét, hvad der venter TV 2 med den nye politiske aftale?

I det lys er TV 2-aftalen ringe håndværk. Den åbner en ladeport for, at politikerne skruer på låneaftaler eller brugerbetalingens størrelse og dermed får en mulighed for at lægge konstant politisk pres på stationen. Vi får i den grad brug for, at statsministeren lever op til sit løfte om at kæmpe for mediernes uafhængighed. Ellers får lederskribenterne ret, når de kalder TV 2-aftalen et uskønt, uantageligt stykke politisk makværk.