Andelen af kvindelige ledere bliver nu genstand for systematisk overvågning. Det har Dansk Journalistforbund og kvindenetværket K2 aftalt.
Ledelse. Kun syv procent af direktørerne i den danske medieverden er kvinder. Blandt lederne er det en smule bedre. Her er hver femte kvinde.
Kvindenetværket K2 offentliggør i dag den hidtil mest omfattende undersøgelse af antallet af kvindelige ledere på landets medier.
Pernille Tranberg, chefredaktør på TÆNK og en af initiativtagerne til K2, kalder tallene for 'pinlige.'
»Jeg tror på mangfoldighed og forskellighed, og det har vi tydeligvis ikke opnået,« siger hun.
K2 har derfor indgået et samarbejde med Dansk Journalistforbund om en årlig statistik over kvindelig ledere i medierne. K2 betegner det selv som en 'gabestoksmodel'.
Når andelen af kvindelige ledere er på 40 procent, vil K2 opløse sig selv.
32 MEDIER ER blevet spurgt om andelen af kvinder med »ansvar for journalistisk indhold – og ret til eller indflydelse på at hyre og fyre.«
Hele 11 ud af de 32 adspurgte har ikke en eneste kvinde ansat, der lever op til den definition. På kun to medier er der overvægt af kvinder i ledelsen, nemlig på TV2/Nord og på TV2/FYN. Her er der til gengæld kun ansat den ene leder. På TV2/Lorry er der lige mange mænd og kvinder i ledelsen.
På de 29 andre medier, som K2 har undersøgt, er kvinderne i undertal eller slet ikke repræsenteret.
»Når det er mænd, der ansætter, er det også mænd, de ansætter. Det er den kendte Rip, Rap og Rup effekt,« siger næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen.
Om samarbejdet med K2 siger han:
»Faktisk passer K2s målsætning med medlemssammensætningen i forbundet for øjeblikket. Vi har cirka 60 procent mænd og 40 procent kvinder.«
EN AF TOPSCORENE i undersøgelsen er Bonnier Publications med fem kvinder ud af en ledelse på 13.
Administrerende direktør i Bonnier Publications Michael Cordsen siger, at koncernen har en målsætning om, at kvinder skal være en del af ledelsen.
»Vi har indført fleksible arbejdstider, hvor medarbejderne selv kan bestemme, hvornår de kommer og går,« siger Michael Cordsen.
Han understreger, at det vigtigste dog stadig er de rigtige kvalifikationer.
TV 2s REGIONALE STATIONER indtager ikke kun toppen af listen, men også bunden. Således ligger TV2/Syd, TV2/Østjylland, TV/Midt-Vest og TV2/Bornholm helt i bund med ingen kvindelige ledere.
Ivar Brændgård, direktør for TV/Midt-Vest, kalder det 'en forlegenhed', men
oplyser, at han netop har ansat en kvinde i ledelsen – efter K2s undersøgelse blev lavet.
»Det har været svært at finde dem. De har ikke haft kvalifikationerne eller lysten, og jeg har også før fået nej, når jeg spurgte. Det er en streng branche med nogle meget beske arbejdstider. Når man er chef hos os, har man også vagter, og de ligger ofte på skæve tidspunkter,« siger han.
TV/Midt-Vest følger ikke nogen bestemt politik i arbejdet med at få flere kvinder ind i ledelsen, og Ivar Brændstrup afviser kønskvotering.
»Når en kvinde siger nej, fordi hun skal tage sig af familiens små børn, kan jeg jo ikke stille noget op. Det er det, jeg er oppe imod.«
DET ARGUMENT GIVER Pernille Tranberg ikke meget for.
»Så nemt er det ikke at score en kvinde. Hvis man gerne vil have kvinder ind, er man nødt til at kigge indad og se, hvilke rutiner der kan ændres,« siger hun.
Bonnier Publications fremgangsmåde med fleksible arbejdstider kalder Pernille Tranberg for 'meget moderne.'
En anden af TV 2s regioner, TV2/Lorry, har ifølge K2s undersøgelse fire ledere, hvoraf de to er kvinder.
»Vi har haft kvindelige ledere, siden stationen startede, og det er et udtryk for, at vi er ligeglade med folks køn,« siger direktør for Lorry, Dan Tschernia.
Han oplever ikke lederes arbejdstider som et problem: »Det er et spørgsmål om, hvor dygtige folk er til at organisere deres privatliv.«
Bund 11
Et stort rundt nul var resultatet for disse11 medier, da kvindenetværket K2 undersøgte antallet af kvindelige ledere i 32 udvalgte medier i november og december 2006.
Hele undersøgelsen kan ses på K2s hjemmeside på www.k2-net.dk
Kvindelige ledere
TV2/Bornholm 0
Holbæk Amts Venstreblad 0
Lolland-Falsters Folketidende 0
Sjællandske Medier 0
TV2/Syd 0
Horsens Folkeblad 0
Midtjyllands Avis 0
TV2/Østjylland 0
TV2/Midt-Vest 0
Nordjyske Medier 0
Børsen 0
Tallene i artiklen baserer sig på K2s undersøgelse
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.