I mandags anmodede den dræbte Maria Møller Christensens familie om at blive fri for presse og fotografer til bisættelsen onsdag eftermiddag. Vi kommer ikke, lyder det fra både lokalområdet og København.
Efter at den 20-årige Maria Møller Christensen nytårsmorgen blev dræbt i Herning, har medieinteressen for sagen været enorm. Den dræbtes far har undervejs kritiseret medierne for at dømme den mand, der er sigtet i sagen, for hårdt – og i den dødsannonce, familien satte i Herning Folkeblad mandag, var der endnu en hilsen til pressen.
"Presse og fotografer frabedes i og uden for kirken." Sådan lød beskeden i bunden af dødsannoncen. Og Journalisten.dk's rundringning til en række medier viser, at familiens holdning bliver accepteret. Kun Herning Folkeblad fortæller, at der er en journalist til stede ved bisættelsen.
»Vi har en journalist, der sidder i kirken, og det har vi fået familiens accept af. Derudover har vi valgt ikke at have nogen fotografer udenfor. Fotomæssigt vil vi kun lave situationsbilleder fra torvet, fordi vi går ud fra, at mange herningensere vil møde op,« siger chefredaktør Vibeke Larsen fra Herning Folkeblad.
I onsdagens avis skriver Herning Folkeblads ansvarshavende chefredaktør, Alex Nielsen, til læserne, at familiens ønske har givet anledning til overvejelser på redaktionen.
Løsningen er blevet, at journalisten i kirken "skånsomt vil skildre bisættelsen. Alt efter retningslinjer i forståelse med familien," skriver Alex Nielsen og fortsætter: "Er du som læser ikke tilfreds med vores vurdering og dermed respekten for familiens ønsker, må vi opfordre dig til at købe et andet dagblad i morgen, som måske vil vælge en anden holdning."
Utilfredse læsere i Herning og omegn skal dog ikke gå i kiosken efter torsdagens udgave af Ekstra Bladet for at komme tættere på bisættelsen. Formiddagsavisen er nemlig ikke til stede.
»Vi er selvfølgelig i Herning,« siger chefredaktør Jan Jensen og henviser til, at der onsdag aften afholdes et borgermøde om sagen, »men vi er ikke til bisættelsen, fordi vi vil respektere familiens ønske. Og det er der intet nyt i. Hvis vi får at vide fra familien, at vi ikke er velkomne, kommer vi ikke.«
Fra de elektroniske medier i Herning-området skal seere og lyttere heller ikke forvente en indgående dækning.
»Vi dækker bisættelsen ved at lave totalbilleder langt væk fra, og så taler vi med præsten bagefter. Men vi bringer ingen billeder af familien, og vi har helt fravalgt at være i kirken, fordi det vil være for privat,« siger redaktionschef Kirsten Axelsen fra TV Midt/Vest.
Hos DR Midt & Vest er meldingen fra jourhavende og redaktionschef Søren Juul Baunsgaard den samme:
»Vi har et kamera stående, så vi på afstand kan lave respektfulde billeder til DR Update, men vi dækker det ikke selv på DR Midt & Vest. Jeg synes, det er et privat anliggende. Den her sag er så ulykkelig, som den kan blive, og vi har ingen interesse i at lave radio om bisættelsen. Vi har diskuteret sagen på redaktionen, men vi har ikke været voldsomt uenige om vores beslutning,« siger redaktionschef Søren Juul Baunsgaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.