»Afslag på selv principielle og store historier er i dag reglen mere end undtagelsen.«

UDLAND. Kriser har jeg haft flere af. Økonomiske, faglige og personlige. Et årti i Sydamerika ud af 11 år som færdiguddannet journalist sætter sine spor. Jeg er nok blevet fagidiot ved at vælge et fjernt kontinent som mit journalistiske pastorat.

Den nuværende krise, som jeg oplever, er dog den stiveste i min Sydamerika-faren. Med udgangen af 2008 annoncerede hovedparten af mine samarbejdspartnere inden for den skrevne og æterbårne presse i Danmark og Norge, at livremmen skulle spændes ind på en hidtil uset måde – og det er den blevet.

En rundspørge til de andre ni skandinaviske korrespondenter spredt over Argentina, Brasilien, Chile og Mexico bekræfter tendensen: smalhals og en voksende tvivl om, hvorvidt der atter bliver åbnet for freelancekassen, når/hvis vinden vender.

Jeg rejste herned i 1999 med formanende ord fra diverse redaktører om, at jeg ikke skulle regne med noget fast. "Ever?" tænkte jeg og arbejdede de første år på at få en fast journalistløn med pensionsopsparing og betalt ferie. "Never," måtte jeg dog på et tidspunkt erfare, og i dag foretager jeg mine reportagerejser for egen regning. Men afslagene på selv principielle og store historier er i dag reglen mere end undtagelsen, hvorfor jeg slår krøller på mig selv for at dække Sydamerika uden at brække halsen økonomisk.

Det er måske tid til at sadle om. I bund og grund er jeg indvandrer. I forhold til snittet hernede en privilegeret én, men en indvandrer. Kan jeg sadle om? Journalist er jeg i sjælen, og min trang til at formidle fra og om dette kontinent er ikke blevet mindre gennem årene. Jeg var i Danmark i august. Det var et mindre kulturchok. Jeg havde ikke været hjemme i to år og fandt de danske medier individ-navlebeskuende med en overvægt af glamour og skandaler. Mørkemændene får taletid og har sat den politiske dagsorden. Mit Danmark er ikke deres Danmark.

Lyspunkter er der dog. Udlandsredaktionerne er i dag mere indstillede på, at historier fra Sydamerika ikke partout skal have en dansk vinkel, men har en berettigelse i sig selv. Bravo! Og så alligevel ikke. For spaltepladsen for mit stof er vigende igen.

Jeg væbner mig med tålmodighed i troen på, at tiden er på min side. Brasilien buldrer frem og vil det kommende årti ændre den globale verdensorden. Spillereglerne er til revision, og i denne omstilling er Sydamerika atter blevet den lille set fra danske redaktioner. (Medie)verdenen er af lave, og Sydamerika er med knap 500 millioner indbyggere og et skatkammer af olie, ferskvand, mineraler og fødevareproduktion kommet for at blive. Brasiliens værtskaber for VM i fodbold i 2014 og de olympiske lege i 2016 taler for sig selv.

Men måske går der endnu et årti med Sydamerika som stedbarnet i dansk presse. Muren faldt for 20 år siden. Alligevel er udlandsdækningen præget af de gamle koldkrigskriterier, der gør Sydamerika til det, som den australske journalist og forfatter, John Pilger, i bogen "Hidden Agendas" kalder 'slow news'. No news, fristes jeg til at sige. Vi ser om 10 år.

 
Rune V. Harritshøj har siden 1999 været bosat i Buenos Aires som Sydamerika-
korrespondent på freelancebasis for blandt andre Danmarks Radio og Le Monde diplomatique.