Mediemogulen Murdoch farver sit hår

En helt ny biografi tegner det hidtil mest afslørende portræt af verdens mest berømte medieboss, Rupert Murdoch. Forfængelighed er blot et af flere karakteristiske træk.

En helt ny biografi tegner det hidtil mest afslørende portræt af verdens mest berømte medieboss, Rupert Murdoch. Forfængelighed er blot et af flere karakteristiske træk.

Han farver sit hår, drikker kokosmælk, og hans mor flippede fuldstændigt ud, da han blev skilt. Sådan skriver avisen The Independent i dag om Michael Wolffs nye biografi: '"The Man Who Owns The News: Inside The Secret World Of Rupert Murdoch".

Bogen er angiveligt det mest ærlige og intime portræt, der nogensinde er lavet af verdens største aviskonge.

Forfatteren har gennem ni måneder regelmæssigt mødtes med Rupert Murdoch, men en af de detaljer, som Michael Wolff havde store problemer med at få til at stemme, var ifølge The Independent netop Murdochs fantastiske hårfarve.

Som 77-årig er den jo normalt grå, men Rupert Murdochs hårfarve var ikke blot ganske mørk – den havde det også med at skifte i et hav af kulører fra aubergine til såkaldt 'flaming orange'.

Først da Michael Wolff mødes med Murdochs datter, Prudence MacLeod, hjemme i aviskongens elskede Australien, lykkes det ham at få detaljen afklaret og sit livs "biografi-scoop" i hus.

Murdoch ikke alene farver sit hår. Han gør det tilmed selv. Og endda hjemme i håndvasken!

Årsagen er den simple, at han ikke ønsker, at nogen skal vide det. Ej heller frisøren. Og af samme grund så svinger hårfarven altså jævnligt i adskillige kulører.

Eller som datteren udtrykker det:

"I've said to him, 'Dad, I understand about dyeing the hair and the age thing' – he never wants to die – 'but just go somewhere proper.' But he insists on doing it over the sink because he doesn't want anybody to know. Well, hello! Look in the mirror."

Bogen var først tænkt til udgivelse den 17. februar næste år, men nu forlyder det, at den er på gaden den 2. december. Og Vanity Fair bringer allerede i denne uge en luns fra bogen, så folk – forhåbentligvis – står i kø hos boghandlerne op til jul.

I alt 56 timers interview-samtaler alene med Murdoch og oven i købet endnu flere timer med venner, fjender og familiemedlemmer er det blevet til, før Michael Wolff satte sig til at skrive biografien.

Det er i øvrigt kun få dage siden, at Wolff afleverede manuskriptet, og bogen handler naturligvis om mere end mandens hårfarve.

Den giver også et indblik i, hvad der rent faktisk driver Mr. Murdoch og har gjort ham til sejrherren i kampen om The Wall Street Journal, som i dag anses for den mest indflydelsesrige konservative stemme i den amerikanske avisbranche. Men som også er manden med kontrol over alt fra The Sun, The Times, BSkyB, The Fox News, Star TV i Asien, MySpace og mange andre stærkt liberale medier.

Det er forlaget Random House, som står bag udgivelsen "The Man Who Owns The News: Inside The Secret World Of Rupert Murdoch".

0 Kommentarer