search

Mediemastodont på to hjul

Stordriftens mediesynergi vinder om sig. Sportslæserne kan i år se langt efter den differentierede og selvstændige optakt til årets Tour de France. I forvejen har Berlingske Tidende og B.T.

Stordriftens mediesynergi vinder om sig. Sportslæserne kan i år se langt efter den differentierede og selvstændige optakt til årets Tour de France. I forvejen har Berlingske Tidende og B.T. gjort fælles front og deler stof i porten og også på portalen Sporten.dk. Et samarbejde, der op til sommerens Tour de France får endnu et ben at stå på. Eller alt afhængig af øjnene der ser, flår endnu et ben af den nuancerede dækning.

TV2 har i flere år udgivet sit eget Tour de France-magasin til løssalg på glitterpapir. I år kommer det ligeledes til at fungere som optakt for Berlingske Media. Mon ikke også som indstik i aviserne, når vi nærmer os. Naturligvis et kommercielt samarbejde og incitament til kioskstanderne, men i ligeså høj grad et signal om endnu mere udpræget mainstream-dækning af store sportsbegivenheder.

To danske mediemastodonter på tandemens hjul og hele seks platforme som omdrejningspunkt: Berlingske Tidende, B.T., Urban, Sporten.dk, TV2 Sporten, sporten.tv2.dk og såmænd et par søsterkanaler oveni. Mediemonopolets merkantile og fælles udtryk i modsætning til det gammelkendte holdningsmonopol i statsradiofonisk forklædning.

Skal TV2-kommentator Dennis Ritter lægge stemme til fællesnævneren, eksperterne Rolf eller Leth? Og hvem hos Berlingske Media løfter øjenbrynet, når Rolf Sørensen eller Jørgen Leth for gud ved hvilken gang går i dopingbenægtende selvsving? Jo, jo selvfølgelig vil man prædike fortsat uafhængighed, og de respektive kommentatorer i tilegnet og nødvendig retorik i flæng forsøge sig med en vis forskellighed.

Men lige netop cykelfeltet synes ikke det oplagte område for fælles medietråd. Med mindre man fra de toneangivende budbringere efterhånden er så immune eller har hård hud et vist sted i forhold til den dopingdagsorden, der de seneste dage igen på pinligste vis har strakt hals i nyhedsstrømmen.

Selvfølgelig er der oplagte samarbejdsområder i forhold til lanceringen af Team Saxo Bank, som begge parter sætter en stor ære i at promovere som det store danske projekt. Med et mere end tåleligt forhold til Bjarne Riis & Spin som motivation, for den på forunderlig vis genrejste nationalhelt har brug for både talerør og klummekredit.

TV2 har altid travlt med at understrege sin kritiske tilgang til cykelsporten. At de kommer hele vejen rundt, alt imens den tilbagevendte fortrængningsmester og mytoman Jørgen Leth i samarbejde med Mister Suspect nummer ét eller Rolf Tiden-Læger-Alle-Stiksår Sørensen i så udpræget grad tegner den tvetydige forretning.

Heldigvis har vi da stadig Ekstra Bladet til at ruske lidt op i moradset, mens man på det kulturradikale parnas i samme hus givetvis ikke har i sinde at pille ved Mogens Jacobsens status som indsigtsfuld og meningsmanipulerende Politiken-udsending. Og mon ikke der i den sammenhæng allerede ligger mere end en skitse til en samarbejdsaftale med Jyllands-Posten i en af de øverste skuffer på Rådhuspladsen.

DR sidder stadig på den bedste sendetid og flest seere i primetime med magasinprogrammet Aftentour. Glædeligvis igen med den tidligere amatørverdensmester Alex Pedersen i den kritisk kommenterende redaktionssadel.

Under alle omstændigheder kommer den manglende danske diversitet i redaktionel tilgang til at stå sin prøve, når sommerens altoverskyggende krimiserie bevæger sig rundt i Frankrig. Og det er selvfølgelig nemmere at smide et enkelt blad ud med badevandet, som da duellanterne Basso og Ullrich op til 2006-Touren blev sendt på porten og overflødiggjorde store dele forproduceret tv-stof og optaktsforsiderne på både glittet og avispapir.

Hvis det bliver påkrævet igen i år, hvem tager så beslutningen om at rive forsiden midt over. Kvægtorvet eller Pilestræde…?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen