2021 blev det bedste år nogensinde for landets største mediekoncern, Egmont. Det fremgår ifølge Mediawatch af en pressemeddelelse fra Egmont i forbindelse med selskabets årsrapport.
Egmont kom ud af sidste år med en omsætningsvækst på fire mia. kr. og et resultat før skat på 1,8 mia. kr. Omsat til procenter er det en omsætningsvækst på 34 pct. i forhold til de 11,5 mia. kr. i 2020.
Halvdelen af omsætningsvæksten er organisk, mens den anden halvdel primært tilskrives Egmonts opkøb af Norges største bogforlag, Cappelen Damm, og den norske tv-distributør RiksTV, samt opkøbet af e-handelsvirksomheden Royal Design Group og forøget ejerskab i en række vækstvirksomheder.
”Rekordåret 2021 giver os et stærkt fundament for at skabe flere fortællinger, mere journalistik og unikt indhold de kommende år,” siger Egmonts koncernchef, Steffen Kragh, i meddelelsen.