Mediejurist: KS bryder loven på Facebook

Kommunikation og Sprog bryder systematisk loven på Facebook, når de uploader billeder uden kilde og uden aftale med ejerne, vurderer mediejurist. »Jeg er principielt enig, men hvordan håndhæver du det i praksis? Vi gør det samme som alle andre,« svarer KS

Forbundet Kommunikation og Sprog (KS) deler ofte sjove billeder på sin Facebook-side. Mandag i denne uge var det et billede af et vejskilt, der viser til ”Håbets vej”. På samme pæl er tilføjet et andet skilt, hvor der står ”Blind vej”.

De sjove billeder får mange likes og delinger. KS' Facebook-side er blevet liket af over 28.000 brugere. Det er mere end dobbelt så mange som Dansk Journalistforbund.

Kommunikationschef Susanne Møller Pedersen fortæller, at en række af de sjove billeder er fundet rundt omkring på nettet og downloadet uden aftale med rettighedshaverne.

Men fagforeningen bryder systematisk loven, når de deler billeder uden tilladelse fra dem, der har skabt dem, vurderer mediejurist Peter Lind Nielsen. Han er partner i advokatfirmaet Bird & Bird og underviser i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Bryder loven

»Man må ikke bare downloade et billede, man har set på Facebook, og bruge det selv. Det er i strid med ophavsretsloven, medmindre man har fået tilladelse af den, der har skabt billedet,« siger Peter Lind Nielsen.

Han er overrasket over, at en fagforening som Kommunikation og Sprog systematisk krænker ophavsretten.

»Det overrasker mig, for de rådgiver formentlig selv om medlemmernes ophavsret,« siger han.

Det overrasker mig, for de rådgiver formentlig selv om medlemmernes ophavsret.

Peter Lind Nielsen

Mediejurist

Men Peter Lind Nielsen tilføjer, at mange privatpersoner gør som KS.

»Mange – især unge mennesker – er vant til at finde billeder rundt omkring på nettet og bruge dem uden tilladelse. Problemet opstår, når det sker på et medie eller i en fagforening. Så bliver det alvorligt, for man risikerer at få en sag på halsen,« siger han.

Ingen chance for at finde ophavsmand

Susanne Møller Pedersen fortæller, at de mange billeder ikke har nogen kildeangivelse, fordi det har været umuligt at finde ud af, hvem der har skabt dem.

Billederne er downloadet fra diverse Facebook-sider, Pinterest-profiler og andre hjemmesider.

»Der er rigtig meget, som for eksempel popper op i en medarbejders Facebook-strøm. Det er billeder, som er delt mange gange på sociale medier. Når du finder noget på Facebook, så har du ikke en kinamands chance for at finde ophavsmanden, og så må du stole på, at det er okay at bruge,« siger hun.

Susanne Møller Pedersen tilføjer, at nogle billeder – eksempelvis et af en knap med ordet ”Udtryk”, som blev delt for to uger siden – er taget af KS’ egne medarbejdere.

KS: Principielt ulovligt, men…

Mediejurist Peter Lind Nielsen vurderer, at det er i strid med ophavsretten, når I ikke har fået tilladelse til at bruge billederne. Er du enig med ham?

»Ja, han har jo ret. Men hvis vi hele tiden skulle angive kilden på alt, hvad vi deler, så kunne Facebook hverken fungere for os eller resten af verden. Vi har en okay ophavsretslov, men den er dybt forældet. Hvis loven ikke giver mening, er den jo ikke ret god,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er principielt enig, men hvordan håndhæver du det i praksis? Det er et principielt problem. Vi gør det samme som alle andre. Vi kan jo ikke lægge Facebook ned.«

Vi har en okay ophavsretslov, men den er dybt forældet.

Susanne Møller Pedersen

Kommunikationschef, KS

Vurderer fra gang til gang

Susanne Møller Pedersen fortæller, at KS vurderer fra gang til gang, om billedet er blevet delt så meget andre steder, at de kan tillade sig at downloade og dele det selv.

»Vi vurderer hver gang, om det er et billede, som andre har delt først, og som er delt mange gange. Så må vi formode, at meningen er, at det skal deles. Vi tager jo ikke et billede, som vi ved er taget af en professionel fotograf,« fortæller hun.

Bare fordi andre har delt et værk, kan I jo ikke vide, at det er lovligt eller okay. Hvad kan I så gøre?

»Det er et svært spørgsmål, hvis man skal forholde sig til virkeligheden. Tror juristen selv, at han får alle Facebook-brugere til at overholde ophavsretten?« spørger Susanne Møller Pedersen.

Vi kan ikke standse verden

Hun mener ikke, det vil give mening, hvis KS stopper med at dele billeder, medmindre de har været i stand til at finde ophavsretshaveren.

»Det hjælper ingen, hvis vi bare holder op. Vi kan jo ikke standse verden. Man må forholde sig til, at millioner af mennesker bruger Facebook på den her måde, hvor de deler noget, de er faldet over. Den lovgivning, vi har nu, kan ikke sikre folks ophavsret. Det må vi se i øjnene, og så må vi diskutere, hvordan det kan gøres bedre,« siger hun.

I deler jo ikke bare billederne, I downloader dem og uploader dem igen uden at skrive, hvor I fandt dem. Er det OK?

»Nej, det er det jo principielt ikke. Men jeg synes, det svarer til at dele noget, andre har delt. Vi har alligevel ingen chance for at finde ophavsmanden eller –kvinden, så om vi gemmer og bruger det fem dage senere, gør ingen forskel.«

Kunne I ikke gå forrest og vise jeres medlemmer, at I værner om ophavsretten ved ikke at dele billeder på Facebook uden tilladelse?

»Jo, vi mener da også, at vi værner om ophavsretten. Men vi er en fagforening med en masse medlemmer, der er kommunikationsfolk og har Facebook som en helt naturlig del af deres verden. Derfor ville det virke mærkeligt, hvis vi ikke bruger Facebook ligesom alle andre.«

Mediejurist: Du kan ikke bare bruge det

Peter Lind Nielsen forklarer, at man gerne må dele et billede med den funktionalitet, der er indbygget i det sociale medie, man finder billedet på.

»Hvis du har delt et billede på Facebook, som du har taget, så kan jeg like og dele det. Der styrer du selv, hvad du giver Facebook tilladelse til, og det er lovligt. Men det er ulovligt, hvis jeg downloader det og uploader det på min egen side uden din tilladelse.«

Men hvad skal man gøre, hvis man ikke aner, hvem der har taget billedet i første omgang?

»Man kan linke til det, eller man kan lade det være. Du kan ikke bare bruge det. Du skal have en aftale først, og du skal sikre dig, at det er med den, der ejer billedet, og ikke en, der også bare har delt det,« siger Peter Lind Nielsen.

Har overvejet fusion med DJ

Dansk Journalistforbund og KS har tidligere overvejet at fusionere. Fusionen er i dag aflyst, i stedet er de to forbund enige om at øge samarbejdet.

Du kan læse Journalistens tema-artikler om fusionsplanerne her.

20 Kommentarer

Kurt Johansen
30. OKTOBER 2015
@Morten Kristensen

@Morten Kristensen

Speciel reklame for et fagforbund - en omgang alternativ Paradise Hotel på nettet :-)
Peter Thornvig, DJ:Fotograferne
30. OKTOBER 2015
En rigtig trist sag, der
En rigtig trist sag, der endnu en gang rejser spørgsmålet, hvorfor?, når det er almindeligt accepteret at man heller ikke må nappe cykler.

Når det tilsyneladende er en udbredt opfattelse, at dit og mit og sociale færdsels regler ofte anses for at være ophævet på nettet, må der være behov at udvikle en digital kultur, der matcher den der er gæller uden for det digitale univers.

Da internettet ikke går over som en anden forkølelse og fylder stadig mere i hverdagen, er det en voksen og overkommelig opgave, at få fokus på udvikling af en digitale kultur. På samme måde som vi og vores børn gennem snart generationer, har fået færdigheder der, bl.a. gør os velbevandret i færdselsreglerne for den analoge verden uden for nettet…
Morten Kristensen
29. OKTOBER 2015
@Kurt Johansen

@Kurt Johansen
Det er en nem og effektiv måde, at skaffe trafik og en masse likes/følgere, som man potentielt kan dele tilbud eller informationer med.
Man kan så altid diskutere, om en fagforening bør benytte den form for markedsføring eller ej :)
Kurt Johansen
29. OKTOBER 2015
Var nysgerrig og gik ind og
Var nysgerrig og gik ind og så det - og udover problemet med rettighederne; hvad er et fagforbunds mening/ide med sådan en side?
At 28.000 synes det er sjovt at se, er selvfølgelig flot - men hvad er det man kommunikerer? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Morten Kristensen
29. OKTOBER 2015
Sorry to say, men det er
Sorry to say, men det er noget direkte sludder, som KS udtaler. Ophavsretsloven eller lov om ophavsret, om man vil, følger på billeder og tekster tiden.
At et fagforbund så ikke kender forskel på AT DELE og AT KOPIERE, se det er det skræmmende i denne sag. De kunne bare benytte den "DELE KNAP", som der er på f.eks Facebook, G+, Twitter mm, og så var der sådan set ikke et issue. I stedet vælger de bevidst at kopiere billederne, for derefter at oploade dem på deres egen FB side.

Heldigvis er ophavsretsloven meget tydelig og up to date på det punkt, imodsætning til f.eks musik mm, hvor den halter bagud den digitale verden, og derfor kan jeg ikke se, at de undskyldninger, som der benyttes er relevante eller brugbare.

Jeg arbejder med ophavsret til dagligt i http://not-allowed.dk, og det er præcis denne tilgang til "ALT ONLINE ER GRATIS", som giver massive krænkelser af såvel fotografer, som tekstforfattere, som firmaer, der gider yde en indsat og gøre en forskel.

Trist at en fagforening kan have denne holdning, tænk hvis virksomhedsejerne havde den samme tilgang til medarbejdere, gad vide om det så også var ok, hvis bare et par tusinde ejere gjorde det samme?

Flere