Mediejurist: Fogedforbud mod TV 2 er usandsynligt

Mejuristen Oluf Jørgensen vurderer, at Dansk Pelsdyravlerforening næppe får nedlagt fogedforbud mod Operation X og TV 2.

Mejuristen Oluf Jørgensen vurderer, at Dansk Pelsdyravlerforening næppe får nedlagt fogedforbud mod Operation X og TV 2.

Operation X, der produceres af Bastard Film, viser tirsdag den 27. oktober et program, der skal dokumentere dyremishandling på danske minkfarme. På søndag tager fogedretten i Odense stilling til, om TV 2 må offentliggøre optagelser fra 34 minkfarme, som er blevet optaget under et indbrud.

Det er kun i yderst sjældne tilfælde, at fogedretten vil nedlægge et forbud. Mediejurist og afdelingsforstander på Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen, vurderer ikke, at pelsdyravlerne med medhold i deres krav om et fogedforbud.

»Det er kun i meget ekstreme tilfælde, at fogedretten må nedlægge et forbud. Det er en forudgående kontrol af medier, og det kan sidestilles med censur. Derfor er det kun i tilfælde, hvor nogle bliver krænket, og det vurderer jeg ikke til at være tilfældet her. Krænkelsen ligger i indbruddet, men det er allerede sket og bliver ikke forværret ved offentliggørelsen,« siger han til Journalisten.dk.

Der er ikke nogen regler, der forbyder Operation X at offentliggøre materiale, der er optaget under ulovlige omstændigheder, så længe der ikke er personer på optagelserne, der bliver krænket. Det er op til TV 2's etiske regler at vurdere, om de vil bruge materialet, vurderer juristen.

Indbruddet er til gengæld ulovligt, men det er kun aktivisten, der kan dømmes her. Ekstra Bladets redaktionschef Miki Mistrati siger, at han lånte et kamera til aktivisten, efter at han selv havde tilbudt at bryde ind. Miki Mistrati mener ikke, han er medskyldig i indbrud.

»Jeg vil godt understrege, at jeg ikke har opfordret nogen til at bryde ind. Den her aktivist er et voksent, tænkende menneske, og det var helt hans eget valg. Jeg lånte ham bare et kamera, så han kunne dokumentere de ting, han så derinde,« siger Miki Mistrati til Journalisten.dk

Sagen her skabt voldsom debat i medier og også på Journalisten.dk. Læs indlæggene i debatten her.

Rettelse: Fogedsagen er udskudt til søndag den 25. oktober og finder derfor ikke sted i morgen, som vi skrev tidligere.

7 Kommentarer

Asbjørn Christiansen
25. OKTOBER 2009
Hvorfor bruge optagelser der er optaget ulovligt?
Ville det ikke være mere rigtigt at spørge den kontrollerende myndighed om at få lov at komme med på inspektion? De kommer jo såvidt jeg ved også på uanmeldte besøg? Det virker for mig som sofaarbejde at sende "bydrengen i byen efter kager"
Jens Langergaard
22. OKTOBER 2009
Re: Mediejurist: Fogedforbud mod TV 2 er usandsynligt

Hej Adam,

 Jamen, hvis det er forklaringen så må i da vist kræve en rettelse i Politiken, hvor Miki Mistrati siger:

 "Det er mig, der har sat det hele i gang. Det er mig, der har bestilt billederne. Det er mit kamera, der er blevet brugt. Det er en ung mand fra en dyreværnsforening, der har taget dem, men det er mig, der har valgt stederne ud«. 

Og så vil jeg prøve at få set programmet, da du jo nærmest indikerer, at i også der vil vise seerne hvordan i kildekritisk har forholdt jer til det materiale der er optaget af en partskilde.

Og igen, igen. Jeg har ikke hævdet, at jeres optagelser er svindel, men har forståelse for den tvivl der er om metoden, som jeg har set den beskrevet af Miki Mistrati.  Men af dit seneste svar kan jeg så forstå, at det åbenbart slet ikke foregået på den - vil jeg stadig hævde - utraditionelle vis som Mistrati beskriver.

Ikke mere herfra, men det vlle da klæde TV2 at Jørgen Hansen herover får svar på sit spørgsmål.

vh jens

vhjens 

Adam Dyrvig Tatt
22. OKTOBER 2009
Re: Mediejurist: Fogedforbud mod TV 2 er usandsynligt

Hej Jens

Situationen er slet ikke så svær, som du gerne vil gøre den til. Operation X er blevet kontaktet med noget materiale, som vi så har set igennem, vurderet og tjekket efter traditionel journalistisk kildekritik. Som journalist får man ofte en henvendelse om et tip eller får tilsendt materiale, som kan virke som dokumentation. Det er slet ikke så utraditonelt, som du gerne vil gøre det til. Det er netop det, som er sket her og jeg kan blot forsikre dig endnu engang om, at vi selvfølgelig har været ovenud kildekritiske.

Nu kan jeg ikke inden programmet afsløre, hvordan vi har har forholdt os til materialet, men blot konstatere, at den tvivl som du sidder med naturligvis er skabt af Kopenhagen Fur. I den forbindelse vil jeg fortælle dig, at de aldrig har ønsket at se materialet, og alligevel er de sikre på, at der er tale om svindel.

I den forbindelse vil jeg gerne gentage, at spindoktorer der hopper på andre spindoktorers limpind blot er med til at flytte fokus fra det væsentlige.

 Mvh

Adam

Jørgen Hansen
22. OKTOBER 2009
Re: Mediejurist: Fogedforbud mod TV 2 er usandsynligt

Kære Adam,

ingen aktier i mink herfra, men kan vi ikke få opklaret en gang for alle, hvor initiativet blev taget. Miki M. har udtalt til politiken:

»Det er mig, der har sat det hele i gang. Det er mig, der har bestilt billederne. Det er mit kamera, der er blevet brugt. Det er en ung mand fra en dyreværnsforening, der har taget dem, men det er mig, der har valgt stederne ud«. 

Er det rigtigt eller forkert?

mvh 

Jens Langergaard
22. OKTOBER 2009
Re: Mediejurist: Fogedforbud mod TV 2 er usandsynligt

Kære Adam,

Som sagen er fremstillet gør TV2 og Miki Mistrati jo netop et stort nummer ud af, at der ved selve indbrud og optagelse ikke har deltaget ansatte ved EB, Bastard eller TV2.

Dermed mener jeg, det er rigtigt at konkludere, at der for så vidt angår den del af råmateriale/dokumentation ikke ser ud til at at have været nogen form for journalistisk kvalitetskontrol/uafhængig medvirken i det materiale som TV2 og Bastard har Final cut på. Ja, egentlig har jeg svært ved at se, hvordan i kan have haft dét, når I ikke har været til stede og optagelsen er foretaget af en partskilde, som i har lånt et kamera.

Men er der et argument eller en begrundet dokumentation fra TV2 eller Bastard, som jeg har overset og som kan drage min udtalelse i tvivl, skal jeg gerne beklage.

Jeg er enig i at dyrenes forhold er væsentligt. Men jeg håber da også, at TV2 anser det som en væsentlig faglig dikussion/problemstilling når der anvendes en research og dokumentationsmetode, der ligger et godt stykke fra den traditionelle.

Derfor er det - undskyld mig - lidt tonedøvt, at du bruger spin og "fokuser nu på det væsentlige - nemlig dyrenes forhold" som argument i denne FAGLIGE diskussion, der ikke handler om hvorvidt og hvor udbredt mink mistrives, men om journalistiske principper og troværdighed.

Jeg dømmer ikke i mit indlæg, men skriver at jeg forstår tvivlen om metoden. Min anledning til at blande mig drejer sig om faget.

vh Jens

Flere