Jens Jørgen Madsen, som har mandsopdækket mediebranchen for Berlingske Tidende gennem de seneste fire år, skifter job. Han skal fremover være reporter på Berlingske Nyhedsmagasin.
"Jeg skal skrive om trends og større samfundstendenser. Det vil sige alt fra globaliseringens indvirken på vores egen dagligdag og værdisæt til nye større strømninger i erhvervslivet samt ændrede forbrugs- og levemønstre," fortæller Jens Jørgen Madsen, som gennem sit journalistiske liv ad flere omgange har beskæftiget sig med mediestoffet.
Allerede for 13 år siden lavede han en særudgave af Journalisten med titlen Digitaljournalisten, hvor han forudsagde, hvordan medierne ville se ud 10 år senere. Han har også dækket mediestoffet for Aktuelt.
I sin tid på Berlingske Tidende satte Jens Jørgen Madsen flere gange mediedagsordenen – blandt andet da han i slutningen af 2005 afslørede, at TV 2's daværende direktør, Peter Parbo, var på vej mod en fyreseddel.
Jens Jørgen Madsen debutterer i Nyhedsmagasinet på fredag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.