For 25 år siden var alle journalisterne på Berlingske Tidende samlet til et orienteringsmøde, der skulle blive en milepæl i avisens historie. På mødet præsenterede ledelsen nemlig for første gang det præcise kliktal for journalisternes artikler på nettet.

Erik Bork var dengang journalistpraktikant på Berlingske, og han kan huske stilheden, da chefredaktionen højtideligt afslørede tallene.

”Indtil da havde ingen af os tænkt så meget over, hvad der klikkede,” siger han.

Da tallene kom op på tavlen, kunne journalisterne ikke undgå at se, at de mest læste artikler på listen typisk var ovre i den letbenede afdeling – ”og nok ikke historier, Berlingske selv var stolt over,” fortæller Erik Bork.

I midterfeltet lå artikler om for eksempel politiske mellemregninger, mens en af bundskraberne på listen var Erik Borks nyhedsartikel om et rensningsanlæg i Nordsjælland.

”Den havde kun fået tre klik, og det ene klik kom sikkert fra mig selv.”

I lige det øjeblik kom han til at tvivle på, om han overhovedet var god nok.

”Jeg fik et sug i maven. Her var et tal, som havde noget med mig at gøre. Det var ubehageligt at blive målt på den måde, fordi det rokkede ved min selvopfattelse som en god journalist. Måske gad folk slet ikke læse det, som jeg syntes var god og vigtig journalistik,” siger han.

Tættere på læserne, tættere på skribenten

Her 25 år efter måler nyhedsmedierne trafikken på nettet så tæt, at redaktørerne har en dyb indsigt i, hvad læserne interesserer sig for. Men tallene viser også, hvor godt den enkelte journalist klarer sig.

Hvem er gode til at holde på læserne, hvem laver klikbaskere, og hvem halter bagefter?

Den overvågning har givet grobund for frustrationer blandt nogle journalister, der føler, at deres fag reduceres til tal og grafer, fortæller socialrådgiver Camilla Beyer-Nielsen i afdelingen for Karriere og Trivsel i Dansk Journalistforbund. Her møder hun journalister på netmedier, der overvejer at sygemelde sig eller skifte job på grund af dårligt arbejdsmiljø – og der er trafikmålinger en af kilderne til dårlig trivsel.

”De er irriterede over, at deres virke som journalist er kogt ned til et tal, og nogle medlemmer rammes så meget på trivslen, at de kan være nødt til at sygemelde sig,” siger Camilla Beyer-Nielsen om mødet med medlemmerne.

En tilbagevendende forklaring, hun hører fra journalisterne, er, at de mangler anerkendelse for deres arbejde – og den eneste anerkendelse, de får, er trafikmålingerne. Hvis tallene ikke er gode nok, tærer det på selvtilliden og skaber frustrationer.

”Mange af dem er journalister langt ind i deres dna, og de spørger sig selv: Er jeg blevet journalist for at lave catchy rubrikker og artikler af en kvalitet, som jeg ikke kan stå inde for?” siger Camilla Beyer-Nielsen.

Chefen kigger på dine tal

Det Nordjyske Mediehus er et af de steder, hvor trafiktallene er vævet mest ind i journalisternes arbejdsliv. Journalisternes trafik bliver målt ned til mindste detalje, og tallene indgår i de faste samtaler, journalisten har med sin nærmeste chef.

Stedfortrædende tillidsrepræsentant på Nordjyske Claus T. Kræmmergaard forklarer, at cheferne i huset ofte forsikrer journalisterne om, at de godt ved, at tallene ikke siger alt.

”Men gør de det, når der er fyringsrunde? Hvis man skal fyre 20 medarbejdere, kigger man så på dem, der ikke laver så mange klik? Det håber jeg ikke. Men vi ved det ikke,” siger Claus T. Kræmmergaard.

Ordningen med de 10 årlige samtaler blev indført på Nordjyske for tre år siden. Hvis man har gode tal, er det lettere at have et skuldertræk til overs for det, forklarer han.

”Det er sværere, hvis man ligger nede i bunden.”

”Hvis man skal fyre 20 medarbejdere, kigger man så på dem, der ikke laver så mange klik? Det håber jeg ikke. Men vi ved det ikke,” siger Claus T. Kræmmergaard, stedfortrædende tillidsrepræsentant på Nordjyske Foto: Michael Koch

JFM (Jysk Fynske Medier) er et andet mediehus, hvor trafiktal udgør en hjørnesten i den redaktionelle hverdag. Her skal journalist og tidligere tillidsrepræsentant Mie Sparre fra Vejle Amts Folkeblad ligesom sine kolleger i JFM til samtale om sine trafiktal en gang om måneden. Hun er efter eget udsagn dårlig til tal, og derfor lader hun sig ikke gå på af de mange grafer og kolonner.

”Jeg kigger på tallene hver dag og tænker, at det går op og ned i showbusiness, men der er nogle af kollegerne, der har det dårligt, og de har fået det værre,” siger Mie Sparre.

For Mie Sparre er trafikmålingerne et nyttigt indblik i læsernes vaner.

”Det er en gulerod at kunne se sine egne tal, og heldigvis er det ofte de gode historier, der får mange læsere,” siger hun.

Bagsiden ved digitale trafikmålinger er, at de er en stressfaktor, der præger arbejdsmiljøet.

“For nogle går det ud over trivslen, at du ved, at cheferne kigger på dine tal – og tallene helst skal vise, at du forstår at skrive, så dit stof får mange læsere. Så hvis man skriver for mange artikler, der går dårligt, kan det godt give ondt i maven – særligt når man ved, at økonomien er dårlig, og nye fyringsrunder altid truer,” siger Mie Sparre.

Tal er taknemmelige

Bekymringen over trafikmålingerne kommer ifølge Journalistens oplysninger ikke kun fra ældre medarbejdere med udsigt til en snarlig pension. Det kan også være yngre journalister eller praktikanter, der synes, det er svært at være en del af et fag, hvor indsamlingen af data går så tæt på.

En skrivende journalist i JFM, der ønsker at være anonym, mener, at selv om målingerne bliver mere og mere fintmaskede, tegner de ikke et samlet billede af, hvad et publicistisk medie er sat i verden for at levere.

Så når tallene fylder meget på redaktionen, er det, fordi de er nemme at forholde sig til.

”Jeg oplever, at det er tallene, der afgør, om det er en god historie eller ej. Det er næsten, som om det er det eneste parameter,” siger hun.

Personligt har hun ikke noget imod, at journalisterne bliver målt. Det bliver medarbejderne på mange andre arbejdspladser jo også. Men måden, det bliver gjort på i JFM, går ud over arbejdsglæden.

”Min anke er, at det bliver det eneste, man styrer efter, og man glemmer det publicistiske.”

Selv om hun finder tallene mangelfulde, er hun selv begyndt at bruge dem som målestok for sit arbejde.

”Jeg har personligt kunnet mærke, at selv om en historie har gennemslag eller er med til at ændre noget, er det ikke godt nok, hvis der ikke også er gode tal. Det er sådan, jeg selv er begyndt at tænke,” siger hun.

Et værktøj til hjælp

Det er fem år siden, at JFM begyndte at måle trafikken på den enkelte journalist, fortæller chefredaktør for redaktionel udvikling i JFM Jesper Nørgaard.

”Dengang blev det mødt med meget stor skepsis. Nu har de fleste taget det til sig og bruger tallene konstruktivt, men der er sikkert fortsat nogen, som ikke kan se sig i det og synes, det er noget bullshit,” siger han.

Han ser tallene som et værktøj, der hjælper den enkelte journalist, redaktør og JFM til at få mest ud af de journalistiske ressourcer.

Om frygten for, hvad tallene bliver brugt til, siger Jesper Nørgaard:

”Jeg plejer at sige, at i stedet for at det er data, der får mig fyret, er data det, der kan redde mit job, for jo bedre vi bruger vores kræfter, jo flere journalistiske arbejdspladser kan vi sikre,” siger han.

Hvis en journalist har lave tal, er det ikke nødvendigvis journalistens problem.

”Men hvis man måned efter måned ikke får nok ud af det, må man have en snak om det. Måske er der behov for bedre idéudvikling, andre rubrikker eller efteruddannelse,” forklarer Jesper Nørgaard.

Er man mere udsat ved en fyringsrunde, hvis man har lave trafiktal?

”Nej, den, der klarer sig bedst, kan samtidig være et dumt svin over for de andre på redaktionen og er måske et mere oplagt bud, hvis man skal være færre på holdet. Mens den, der har haft det svært, kan blomstre op ved at komme over på et andet område,” siger Jesper Nørgaard.

Data er ikke alt

Når Nordjyskes journalister er til samtale med deres chef, er erfaringen, at det er meget forskelligt, hvor meget trafiktallene fylder i samtalerne.

Nogle synes, deres chef er god til at give feedback, der handler om mere end bare de nøgne tal. Men Claus T. Kræmmergaard hører også om en frygt for, hvad tallene kan bruges til – især hvis journalisten sidder på et stofområde, som har svært ved at ramme et stort publikum.

”Kvaliteten af samtalerne afhænger meget af den enkelte chef – husker de, at data ikke er alt?” spørger Claus T. Kræmmergaard.

Chefredaktør på Nordjyske Karen Edelmann Keinicke ser samtalerne som en anledning til at tage nogle gode journalistiske samtaler.

”Det er lavet, for at vi kan snakke om de knapper, vi kan skrue på i den journalistiske produktion,” siger hun.

”Hvis man i den seneste periode for eksempel har lavet flere artikler, men de har fået færre læsere, er løsningen måske at skrive færre artikler i den kommende periode, arbejde med flere kilder eller flere mellemrubrikker for at fastholde læserne,” siger hun.

På Nordjyskes redaktioner er der installeret dashboards, hvor redaktionen kan se sine egne trafiktal i realtid. Desuden har redaktionen adgang til sine egne data fra den seneste måned.

Ved samtalerne mellem journalisten og chefen kan det for eksempel komme op, om man ligger godt eller dårligt i forhold til gennemsnittet af den samlede redaktion.

”Hvis du sidder på en redaktion, hvor 10 journalister har lavet 100 klik til betaling, og du laver nul, så ligger du under gennemsnittet,” siger Karen Edelmann Keinicke.

Men Det Nordjyske Mediehus sammenligner ikke journalisterne på tværs af redaktionerne, fordi forudsætningerne for at skabe trafik ganske enkelt er alt for forskellige.

”For eksempel er der flere sidevisninger i blå blink end i mange andre emner, og netop derfor kan man ikke opsætte det samme mål for alle journalisterne,” fortæller Karen Edelmann Keinicke.

Hun understreger, at man som medarbejder ikke er mere udsat, hvis man har dårlige tal op til en sparerunde.

”Hvis der er et grundlæggende problem med en medarbejder, der ikke leverer en tilfredsstillende arbejdsindsats, ville vi vide det alligevel. I de situationer har tallene i dashboardet ikke noget at skulle have sagt,” forklarer hun.

Journalistik er ikke et soloprojekt

Tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten Michael Stenvei er uforstående over for, at trafikmålinger bliver brugt til at vurdere journalisters arbejde på nyhedsmedier. Jyllands-Posten sætter ikke tal på de enkelte medarbejderes præstationer, og trafiktal indgår heller ikke i de løbende udviklingssamtaler.

Michael Stenveis største anke mod trafikmålinger er, at de ikke siger noget om kvaliteten af journalistikken. Bedre bliver det ikke af, at man alene holder trafiktallene op mod den person, der står i artiklens byline.

”Når jeg laver en artikel, er jeg jo ikke den eneste, der synes, det er en god idé at lave historien. Alle på redaktionen kan se, at den er på vej, og jeg har talt med en chef om den. Alligevel skal jeg så bagefter forklare den samme chef, hvorfor tallene ikke er bedre. Hvis idéen var så dårlig, kunne han jo bare have taget det i opløbet,” siger Michael Stenvei og kalder trafikmålinger som et udviklingsværktøj for spild af tid.

”Når jeg laver en artikel, er jeg jo ikke den eneste, der synes, det er en god idé at lave historien. Alligevel skal jeg så bagefter forklare den samme chef, hvorfor tallene ikke er bedre,” siger Michael Stenvei, tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten Foto: Casper Dalhoff

Jesper Nørgaard siger, at cheferne i samtalerne med medarbejderne selvfølgelig skal huske deres egen rolle i en artikels tilblivelse.

”Forhåbentlig ved chefen, hvad han skal tage på sin kappe. Vi skal ikke glemme, at det er en holdindsats, og at vi skal lykkes som hold, men derfor kan man godt vurdere den enkeltes bidrag,” siger Jesper Nørgaard.

Blandt flere af de kilder, Journalisten har talt med, er der en frygt for, at for stort fokus på data går ud over de væsentlige journalistiske historier, som ikke bidrager til bundlinjen.

”Der er en fare for, at antallet af klik vinder over væsentlighed,” siger Claus T. Kræmmergaard.

Mie Sparre siger, at man internt godt ved, hvordan man laver en klikbasker for at få bedre tal. På Vejle Amts Folkeblad er det for eksempel 112-artikler.

”Hvis en af journalisterne, der laver 112-stof, er syg, står alle på spring, fordi det giver en masse tal,” fortæller Mie Sparre.

På Nordjyske er serieiværksætteren Jacob Risgaard fra ’Løvens Hule’ et af de sikre kort, hvorimod grøn omstilling har det svært, ”selv om det er enormt vigtigt”, siger Claus T. Kræmmergaard.

”Byrådsmøder er heller ikke så læst som hurtige 112-nyheder,” siger han.

Men ifølge Jesper Nørgaard er der intet i tallene fra JFM, der peger på, at journalisterne prøver at skyde genvej til høj trafik eller går uden om væsentlige historier for at have overskud på trafikkontoen.

”Vores kerneopgave er at holde magthaverne i ørerne og holde læserne orienteret om lokalsamfundet, og der er ikke noget i data, der siger, at vi ikke gør det. Hvis nogen afholder sig fra at skrive om noget, er det, fordi det alligevel ikke har impact,” forklarer Jesper Nørgaard.

Socialrådgiver Camilla Beyer-Nielsen siger, at nogle af de DJ-medlemmer, hun har talt med, undrer sig over, at ledelsen ikke bruger tallene til at give en mere konkret anerkendelse og feedback.

”En mere udbredt konstruktiv feedback-kultur kan skabe grobund for udvikling, både for den ansatte, men også for den samlede arbejdsplads. På den måde kan der skabes et bedre arbejdsmiljø,” siger Camilla Beyer-Nielsen.

Hun opfordrer journalisterne på redaktionerne til at stå sammen, så de ser hinanden som kolleger og ikke konkurrenter.

”Det er vigtigt, at der ikke opstår afstand mellem dem, der har det svært med tallene, og dem, der oplever succes, fordi de opnår høje trafiktal,” siger hun.

Hendes erfaring er, at det ofte kan være vanskeligt at åbne op for det, der er svært på jobbet, og det gælder også performancetal på nettet.

”Men jo mere man taler om, at hele redaktionen er fælles om at skabe et holdbart psykisk arbejdsmiljø for alle, jo nemmere er det at stille sig oven på tallene og skabe en udvikling, hvor alle præsterer og oplever sig som en succes.”

– Illustration: Morten Voigt