search

Mediegribbe og massemord

Mens massakren i Oregon stod på, forsøgte en stribe journalister med tweets at kontakte det potentielle offer Kayla Marie og bede om interviews. "Man kan ikke være en reporter om noget som helst uden at gøre masser af ting, der opfattes som uhøflige," siger en af dem

Man har hørt det før. Men vænne sig til det – det gør man aldrig.

For forældre, der som jeg har børn i skole og gymnasiet i USA, er det ekstra forfærdende: At forestille sig de unges dybe rædsel, når det, der med en præcis kliche ”aldrig vil ske her”, alligevel sker netop der, hvor man selv er elev eller studerende; eller forældrenes vantro chok og sorg i det øjeblik, det går op for dem, at deres elskede barn er blevet dræbt.

Samme dag som den seneste massakre i torsdags, hvor endnu en vred, ensom, fremmedgjort og hadefuld ung mand dræbte ni mennesker, de fleste fra hans egen klasse på Umpqua Community College, Roseburg i staten Oregon, forsikrede min yngste på 10 mig om, at de jævnligt øver sig i lock down i hans 5. klasse på den franske skole i Washington.

Ned under bordet og spil død

»Hvad går det egentlig ud på?« spørger jeg.

Jeg kan – som de fleste gennemsnitlige velfærdsstatsdanskere, der er rundet af en helt almindelig folkeskole, ikke forestille mig, hvad man kan gøre, ud over at spurte væk meget hurtigt.

Det viser sig at være helt forkert.

»Man skal låse døren, være stille og krybe ned under bordet. Og hvis der kommer en shooter ind i ens klasse, skal man spille død,« svarer han. Og tilføjer, at man dog godt må ringe 9-1-1, mens døren er blokeret, hvis man har en mobiltelefon.

»Men det har jeg jo ikke.« Han synes ikke helt at have fattet, hvor uhyggelig den månedlige rutine er.

Godt det samme. Men lige så umuligt det er for alvor at sætte sig ind i det helvede, både ofrene og senere familien går igennem ved de jævnlige massemord i USA, lige så nemt er det til gengæld at forudsige mediernes reaktion. Og politikernes. Som Obama vredt sagde, i hvad der er det 11. pressemøde om et massemord af denne type i hans otte år som præsident:

"Earlier this year, I answered a question in an interview by saying: “The United States of America is the one advanced nation on Earth in which we do not have sufficient common-sense gun-safety laws – even in the face of repeated mass killings.” And later that day, there was a mass shooting at a movie theater in Lafayette, Louisiana. That day! Somehow this has become routine. The reporting is routine. My response here at this podium ends up being routine. The conversation in the aftermath of it. We've become numb to this."

Følelseskolde medier?

Men en ting er politik og diskussionen om USA’s våbenlove. Er medierne også blevet følelseskolde? Ligesom præsidenten beskyldte politikerne for at være blevet. Rutinen er i hvert fald for længst sat ind. De tilbagevendende masseskyderier og mord bliver dækket efter nogenlunde samme skabelon hver eneste gang. Eller er de/vi ’bare’ sensationsjagende?

Eller er det professionalisme. Som nogen nu siger i den ophedede diskussion, der kører i pressekredse:  »VI passer bare vores job? Vi har pligt til at rapportere så nøjagtigt som muligt om, hvad der sker«. Sådan sagde CNN’s studievært Don Lemon i den forgangne uge i en diskussion med Fox News’ Megyn Kelly, der gjorde sig til talsmand for ikke at nævne morderens navn på tv. Fordi mange af gerningsmændene – således også Christopher Harper-Mercer, der dræbte de ni mennesker i Oregon – søger berømmelse.

”Det er, som om man ikke findes, før man bliver morder, så kommer man i rampelyset,” som Harper-Mercer med en let omskrivning funderede i en af sine blogposter på nettet, der nu er blevet fundet.

Men diskussionen om, hvorvidt man i stedet for at fokusere på morderen hellere skal portrættere de døde samt ”heltene” (sådan en er der ofte – enten en lærer eller en studerende, der med mere eller mindre held enten går op imod morderen eller forsøger at stoppe ham – således også i Oregon, hvor en ældre studerende i et stykke tid blokerede døren og blev skudt syv gange, men overlevede, er blot en af utallige medie-diskussioner.

Skaber medierne mordere?

En anden interessant debat er den forbindelse, som måtte være mellem mediernes ofte sensationsprægede natur og massemordernes tilskyndelse til at dræbe.

Det diskuterede Newsweek i en feature i sidste uge med titlen ’Mass Shootings and News Media: A Connection?’

Artiklen gennemgik en række af de seneste mest kendte skoleskyderier i USA.

Det respekterede program ’The World’ fra PRI (Public Radio International) producerede ligeledes en stærkt lytteværdig udsendelse, der kan høres via linket – med samme tema: ’Did the Oregon shooter kill nine people to get media to splash it all around the world?’

Kvalmende gribbe på sociale medier

Den mest selvkritiske diskussion er imidlertid en tredje.

Som er i familie med den, der tidligere har været beskrevet indgående her på journalisten.dk efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris, hvor stort set alle Frankrigs største radio- og tv-kanaler fik advarsler og alvorlige henstillinger for at have begået "alvorlige forsømmelser".

Forsømmelser, der kunne have fået dramatiske konsekvenser for både gidsler og politiets arbejde i forbindelse med terrorangrebene på det satiriske ugemagasin. Fordi medierne blandt andet afslørede navnene på de to eftersøgte Kouachi-brødre, inden politiet havde givet tilladelse.

I USA skyldes kritikken fra almindelige borgere og journalister, at en stribe journalister forsøgte at kontakte potentielle ofre, mens Harper-Mercer fortsat skød, og før politiet ankom til campus.

Medierne reagerede nemlig omgående, da en ung kvinde med twitternavnet @KP_Kayla Marie, begyndte at live tweete fra et tilstødende klasselokale: "Omg there’s someone shooting on campus," tweetede hun 12:41. Minutter efter opdaterede hun: ”Students are running everywhere. Holy god.

Hun blev overdynget med anmodninger om interviews via Twitter "Kan du sende mig en DM (direct message) når du er på et sikkert sted," tweetede NBC’s Emmanuelle Saliba til Kayla: "Jeg er reporter for NBC News." (Saliba har slettet sin tweet efterfølgende).

Og NBC var langtfra de eneste.

Journalister fra ABC News, MSNBC, ’Inside Edition’, RadarOnline, MailOnline, Fox News, BBC, tre forskellige journalister fra CNN og to franske nyhedsmedier tweetede også til Kayla Marie og bad om interviews, mens massakren stod på.

Det udløste – som Washington Post efterfølgende kunne berette: ”En syndflod af afsky, der bredte sig ud over Twitter, fra folk, der læste journalisternes tweets og reagerede på dem:

”Absolutte menneskelige gribbe," tweetede en.

"Kvalmende," skrev en anden.

Artiklen, der er skrevet af avisens faste mediereporter Paul Farhi, har rubrikken ’Vultures or reporters? After shooting, witnesses hit with media requests’ og diskuterer også, om den folkelige afsky og kritik er rimelig eller ej.

”De sociale medier gør journalisternes sædvanlige beskidte arbejdsproces gennemsigtig” – fordi mediebrugerne kan se med via for eksempel Twitter, lød det.

Nyhedsjournalisten: Vi gør blot vort arbejde

Jason Silverstein, der er såkaldt breaking-news reporter for tabloidavisen New York Daily News, siger til Farhi, at han forstår den folkelige afsky, men:

"Man kan ikke være en reporter om noget som helst uden at gøre masser af ting, der opfattes som uhøflige. Men hvad er alternativet?"

Silverstein tweetede selv til fire mennesker, der sagde, at de var på Umpqua Community College under hændelsen, og bad om deres konti. Han blev hurtigt kaldt  sølle, desperat, uværdig og det, der var værre på Twitter.

Hånen bider ikke på ham:

"Jeg er vant til det, jeg dækker desværre sådanne begivenheder alt for jævnligt. Det er vores job. Og det skal gøres, uanset at du bliver kaldt en scumbag på Twitter.”

Husk etikken

Ikke alle er enige. Edward Wasserman, der er dekan ved Graduate School of Journalism ved University of California i Berkeley, siger, at det kan være problematisk for vidnerne og påføre dem yderligere smerte.

Han peger også på de etiske regler fra det amerikanske ”Society of Professional Journalists”, der tilskynder journalister til at "minimere skaden" når de rapporterer fra sådanne historier.

I regelsættet hedder det, at journalisten skal "afveje offentlighedens behov for oplysninger mod potentiel skade eller ubehag … at rapportere nyheder er ikke en tilladelse til arrogance eller unødig indgriben. Vis medfølelse for dem, der kan påvirkes af nyhedsdækningen", står der.

Ville du?

Selv er jeg splittet.

Jeg bliver også altid kontaktet omgående af de danske medier, jeg arbejder for, når der bliver begået massakrer i USA. Oftest fra tv eller radio.

Som regel bliver jeg bedt om at medvirke samme dag. Og jeg både opdaterer og følger med via sociale medier. Som man nu gør som journalist.

Selv ville jeg imidlertid aldrig, i den gode histories navn, opsøge vidner til et massemord midt under udåden. Men jeg er heller ikke nyhedsjournalist.

Ville du?

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen