Det ikke er DR, som er skyld i dagbladenes krise. Så klar lyder konklusionen fra medieforsker Frands Mortensen.
Han mener, at tallene på annoncemarkedet taler deres tydelige sprog. Og at dagbladenes organisation Danske Medier bør stikke piben ind, når den kræver, at DR skal begrænse deres aktiviteter på nettet. Journalisten har tidligere beskrevet kampen om DR, som du kan læse mere om her.
»Dagbladenes krise har intet med DR at gøre. Problemet er jo, at dagbladenes forretningsmodel smuldrer og befinder sig i en fundamental krise. Men det er ikke DR, som forhindrer dagbladene i at få annoncer. Det gør TV 2 til en vis grad, men dem taler Danske Medier jo aldrig om,« siger Frands Mortensen, der er professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.
De danske medier har tabt 4,2 milliarder annoncekroner på print de seneste 10 år i forbindelse med omstillingen fra papir til net. Og i samme periode er Facebook og Google løbet med stort set hele væksten på det digitale annoncemarked i Danmark.
Men nedturen skyldes ikke kun Facebook og Google. Som Journalisten for nyligt har beskrevet, skyldes nedturen også, at medierne blev overhalet af danske iværksættere bag digitale markedspladser som Bilbasen, Den Blå Avis og Jobindex.
Hos Danske Medier erkender direktør Ebbe Dal, at tabet på annoncemarkedet er en væsentlig årsag til dagbladenes nuværende krise. Men ifølge ham frikender det ikke DR.
»Det er rigtigt, at DR ikke tager annoncer fra os. Men DR tager opmærksomheden fra vores indhold, fordi DR er massivt til stede med tekstbaseret indhold på nettet. Det er ingen grund til, at en statslig aktør er det, for der er så rigelig forsyning til markedet fra private aktører. Vi har behov for at tage penge for vores aktiviteter på nettet, og det er svært, når der er et gratis alternativ for brugerne,« siger Ebbe Dal.
Men TV 2 er med deres netavis jo også et gratis alternativ for brugerne. Vil brugerne ikke bare gå til tv2.dk og andre gratis netaviser, hvis DR bliver tvunget til at begrænse deres dækning på nettet?
»TV 2 er naturligvis en konkurrent. Men virksomheden lever på markedsvilkår, hvor økonomien går op og ned. Det opfatter vi helt anderledes end DR,« siger Ebbe Dal.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.