Medieforlig kan komme hurtigere end ventet

Forhandlingerne om medieudspillet er i fuld gang, og et resultat kan komme inden for kort tid, erfarer Journalisten.dk. Der bliver ikke noget medieudspil fra regeringen, som der ellers var lagt op til.

Forhandlingerne om medieudspillet er i fuld gang, og et resultat kan komme inden for kort tid, erfarer Journalisten.dk. Der bliver ikke noget medieudspil fra regeringen, som der ellers var lagt op til.

Kulturministeriet meddelte i marts, at man først forventede et regeringsoplæg til medieforligs-forhandlingerne i maj, og det var ventet, at de reelle forhandlinger om medieforliget således først ville gå i gang efterfølgende.

Men netop nu sidder partierne i Kulturministeriet og forhandler, og det kan i princippet betyde et medieforlig når som helst. Centrale kilder i ministeriet bekræfter således over for Journalisten.dk, at forhandlingerne er i gang, og at "et medieforlig kan komme snart".

"Det bliver dog næppe i denne uge," hedder det. Derimod skulle næste uge være et realistisk bud.

Udviklingen er overraskende, fordi oppositionen tidligere har offentliggjort sit medieudspil, og alle gik derefter og ventede på regeringens svar, der blev udskudt flere gange, og altså senest var meldt til at komme i maj.

Regeringspartiet Venstre kom dog tidligere i år med deres eget udspil, der lovede millioner til graverjournalistik.

0 Kommentarer