search

Medieforlig = ideologisk hovsaløsning

Så kom medieforliget. Og desværre for de danske mediebrugere et smalt forlig med en gennemtrængende odør af ideologi.

Så kom medieforliget. Og desværre for de danske mediebrugere et smalt forlig med en gennemtrængende odør af ideologi. Beslutningerne om at stække DR mest muligt for at gennemføre uigennemtænkte ændringer af mediemarkedet er ikke alene til stor skade for DR, det er også på grænsende til det uforsvarlige for public service i Danmark.

En ny radio, der skal give konkurrence på public service medier er helt fint. Men vi må spørge sig selv om, om der er lyttere til det, og om der er et udtalt ønske om det i befolkningen? Spændende kan det da blive, og interessant kan det bliver for DJ-medlemmer at være med til at udvikle og drive den nye radio. Men når finansieringen går ud over DRs råderum er vi lige vidt:

Når DR skal bløde for den nye radiostation, får vi ikke mere kvalitet for pengene. Der rykkes bare rundt på brikkerne, og andre skal udføre de opgaver som DR har varetaget glimrende. Jeg har svært ved at se logikken i den beslutning som regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har truffet, og jeg har svært ved at se markedsperspektiverne i en sådan kanal samt hvor drivet skal komme fra til at finde en position som privatejet radiokanal uden indtjeningsmuligheder? Til gengæld kan jeg sagtens se, hvor katastrofalt et indhug det er for de DR-ansatte, der har været så mange hårde år igennem.

En anden ting, der er helt helt galt med det nye mediefolig er, hvordan partierne med den ene hånd siger, at man ikke vil detailstyre DR, og med den anden kaster et betragteligt beløb efter en dramaserie om dansk historie! Væk er armslængdeprincippet, velkommen til politisk indblanding i DRs redaktionelle arbejde og prioritering.

Det er uhørt og en glidebane for den måde vi i Danmark tænker forholdet mellem stat og medier.

Også de såkaldte værditests, der bliver udvidet i det nye forlig, så DR skal i gennem et udpræget bureaukrati for at sætte nye initiativer i søen, er en helt i gennem utålelig løsning, der ikke gavner nye generationers holdning til public service. Værditestene fratager DR et væsentligt element af selvbestemmelse, og giver de kommercielle konkurrenter alt for store muligheder for at stjæle programideer og koncepter. Resultatet er, at DR på sigt risikerer at blive mindre væsentlig for mange danskere til skade for sammenhængskraft, oplysning og aktiv deltagelse i samfundet.

Jeg tvivler på, at ret mange med forstand på mediebranchen kan se de store perspektiver i det aktuelle medieforlig. Og jeg håber, at efterårets forhandlinger omkring dagblade, fagblade og netmedier til dels vil råde bod på de fejltagelser, der er begået med det nye forlig.

Jeg tror slet ikke aftaleparterne er klar over, hvor stor skade de øver over for DR, hvor mange ansatte der kan komme i klemme og hvor dystre udsigterne for public service kan se ud.

Dette medieforlig er en ideologisk hovsaløsning, og det burde laves om med det samme.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen