Uffe Elbæks ultimatum om lønsumsafgiften får oppositionens medieordførere til at stejle
Forud for det første forhandlingsmøde om mediestøtten i aftes præsenterede kulturminister Uffe Elbæk (R) de forhandlende partier for et ultimatum, skriver MediaWatch.
Regeringens beslutning om at hæve den såkaldte lønsumsafgift og dermed påføre dagbladene 40 millioner kroner i udgifter står ikke til diskussion.
»Forhandlingen om lønsumsafgiften foregår ikke i Kulturministeriet, men i Skatteministeriet og i Finansministeriet. Så den er ikke til diskussion, (…) Hvis man ønsker at diskutere det, så er man ikke en del af forhandlingerne fremadrettet,« sagde kulturministeren til MediaWatch.
Ultimatummet har fået borgerlige medieordførere til at protestere.
Den konservative partiformand og medieordfører, Lars Barfoed, udtalte til Berlingske, at Elbæks udmelding havde »skabt en kaotisk tilstand op til forhandlingerne: Hvis ministeren kræver, at vi skal acceptere en lønsumsafgift, så kan vi ikke forhandle videre«.
Kulturministerens mediestøtteudspil vil imidlertid ikke tage penge fra dagbladene, sagde Uffe Elbæk. Der er fremlagt et forslag om at kompensere dagbladenes ekstra udgift med 41 millioner kroner, som skal findes ved afvikling af bladpulje-støtten til foreningsblade.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.