Om 14 dage vælter 2.000 danske journalister til Roskilde for at dække en musikfestival over fire dage.
Alt i alt har festivalen 5.000 af de eftertragtede armbånd til mediefolk fra hele verden, og de er som sædvanlig revet væk for længst. I skrivende stund er der solgt 40.000 billetter. Otte festivaldeltagere bliver altså matchet af ét mediemenneske. Mon ikke begivenheden vil opnå en rimelig høj grad af dækning i forhold til andre kulturelle begivenheder? Ja, såmænd i forhold til alt andet. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste begivenhed, der giver fast arbejde til, hvad der svarer til hvert syvende af DJ's medlemmer over fire dage. Og det er vel at mærke inklusive folketingsvalg og det amerikanske præsidentvalg.
Til sammenligning møder der i alt 1.000 nationale og internationale journalister op til verdens største festival, Glastonbury.
DR alene sender 150 medarbejdere af sted til festivalens såkaldte Medieby – sidste år var det 180. De er så mange, at de faktisk bygger deres egen by i Mediebyen. Et venligt slag på tasken viser, at DR bruger tre-fire årsværk lige oven på en EU-valgkamp, som man knap orkede at dække.
Der findes tre forklaringer. Den gode, den kontroversielle og så den rigtig grimme. Den gode er, at der er masser af klik og seere i festivalen. Alle mulige websites ville se et sommerdyk uden lige uden mudderet i Roskilde. Den gode rækker dog langtfra til at forklare, at festivalen simpelthen er blevet verdens vigtigste mediebegivenhed i Danmark.
Den kontroversielle forklaring er, at kulturjournalisterne her kan udleve den våde drøm om at formidle det på én gang populære og kulturelt grænsesøgende. Her er en kulturel institution, som ikke altid lefler for laveste fællesnævner, men tager musikken alvorligt og afsøger den udfordrende. Skidt være med Kandis, Skanderborg-festivalen og alt det andet bras. Her er endelig en begivenhed, som københavneretablissementet kan identificere sig med. Men helt ærligt. Det rækker heller ikke som forklaring. Alene af den grund, at der langtfra er 2.000 kulturjournalister i Danmark.
Når medierne i den grad har mistet proportionerne, så findes der kun én troværdig forklaring, og den er ond. Roskilde Festival har udviklet sig til en gigantisk personalefest for mediefolket. Allerede et halvt år inden festivalen indleder danske mediefolk et raid på diverse redaktører for med mere eller mindre syge forklaringer at få dem til at søge om en akkreditering. Bevares, der er bestemt journalister og fotografer, som knokler på festivalen, men det er ikke flertallet. De betalende gæster må bløde dyrt for, at det store nassende cirkus af en medieby kan køre videre med dug på bordet, grønt græs, imponerende rene toiletfaciliteter og plastdækkede gangstier, hvis det regner lidt. Imens kan de, der betaler gildet, skide i en tønde og rulle sig i mudderet. 1.000-kroners-spørgsmålet er, om festivalen ville få en så begejstret dækning, som den får, hvis de fine journalister måtte slippe deres privilegier og feste på lige fod med dem, der betaler gildet. Aldrig i livet!
Hvis Roskilde Festival blot åbnede portene for journalister, ville der måske komme 10.000. Nu forsøger festivalen at holde antallet af gratister nede ved at tjekke, om vi rent faktisk laver noget, og man har klogelig indført et symbolsk gebyr på 400 kroner, som bør sættes i vejret. Festivalens privilegerede overklasse har ikke selvindsigt til selv at sige stop.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Jakob Elkjær,
Jeg kan simpelthen ikke se, hvor du vil hen med denne leder. Det virker som om, du er mest optaget af at være kontroversiel for at være netop dét. Alternativt, at du er en lille smule mopset over at aldrig at have været med til Roskilde Festival sammen med "københavneretablissementet". Uanset årsagen, så er der flere ting i ovenstående, der antyder, at du udtaler dig om noget, du ikke har oplevet ved selvsyn - men i stedet baserer din leder på den i øvrigt svært underholdende (og ironiske?) backstage beretning fra den forjættede medieby af René Fredensborg.
Du lister tre årsager til det store medieopbud på Roskilde Festival, hvor Den Gode (at der er masser af klik, læsere og seere i festivalen) er tættest på at ramme virkeligheden. Om det er ude af proportioner i forhold til dækningen af andre begivenheder? Måske, men det er i din leder en helt anden diskussion, og en diskussion der givetvis ikke vil være ligeså mange læsere og klik i som den, du vælger som (troværdig?!?) årsagsforklaring til det store antal danske akkrediterede på festivalen; nemlig gratister, nasserøve og en stand af kultur- og musikjournalister uden faglig rygrad.
Du påstår, at Roskilde Festival (RF) ikke ville få en ligeså begejstret dækning, som den får, hvis “de fine journalister” måtte slippe privilegierne og feste på lige fod med dem, der betaler gildet. Vås! RF jævnligt klø for deres program, ikke mindst de senere år, hvor bl.a. faldende pladesalg har gjort det markant dyrere at tiltrække hovednavne, og sidst jeg tjekkede, hørte jeg musik på nøjagtig den samme (mudrede) mark som den “almindelige” festivalgæst. Når det så er sagt, er det umiddelbart svært at kritisere et så velsmurt arrangement, der formår at afvikle omkring 175 koncerter på fire dage og have 70.000 mennesker samlet uden nævneværdige problemer.
Du kalder RF for en gigantisk personalefest for mediefolket. For mig er det stedet, hvor begge sider af en lille branche, musikbranchen, kan mødes og dyrke det for branchen så livsvigtige netværk - samtidig med at der rent faktisk arbejdes. Derudover er det værd at bemærke, at det ikke er de betalende gæster, der må bløde dyrt for mediebyen, men derimod pladeselskaberne, restaurationer etc., der lejer sig ind hos RF.
Selvfølgelig har festivalen en interesse i at servicere pressen, men det er jo ikke stort anderledes indenfor alle andre områder af journalistikken (eller fx Skanderborg Festival, hvor et pressearmbånd rent faktisk giver fri bar). Og hvis der er journalister, der ikke formår at holde den tilstræbte objektivitet lige i munden af den grund, må det siges at være deres eget, helt store problem. Uanset stofområde.
Så at kalde mediebyen og folkene i den for “det store nassende cirkus” er noget sludder. Jo, der er rene(re) toiletter. Ja, der er dug på enkelte borde. Jeps, der er såmænd også mulighed for at slå sit netværk for en bajer eller otte. Men mad, overnatning og så videre er for egen regning - ligesom for alle andre. Bevares, der kan da sikkert findes journalister - eller akkrediterede for at være mere nøjagtig - i mediebyen, der er med på frihjul. Men skråsikkert at konkludere, det er flertallet... Hvad bygger du den påstand på?
Jeg kunne sige det samme om den højt besungne Fagfestival: “Bevares, der er bestemt journalister og fotografer, der er der for at lære, men flertallet er der kun for at kroge arm og kyle bajere med kollegerne” - en festival, jeg i øvrigt aldrig har været til, men jeg ved fra flere, at der sandelig heller ikke bliver sparet på kollegiale netværks-branderter. Og mon ikke du har taget imod en omgang eller to fra netværket i tidens løb? Endda uden at miste integritet og andet godt?
Med venlig hilsen,
Peter Krogholm
Musikjournalist
ALL SCANDINAVIAN