Arbejdsmarked

Mediefolk topper nye ledighedstal – men a-kasse kan ikke genkende dem

Ifølge a-kassen AJKS skal man dog slå koldt vand i blodet. Ledighedstallene i den nye analyse fra 3F ligger nemlig markant højere end a-kassens egne tal

Ledigheden er i bund, og store dele af det danske arbejdsmarked er præget af decideret jobfest.

Men knap så festligt ser det ud på den del af arbejdsmarkedet, hvor Dansk Journalistforbunds medlemmer arbejder. I hvert fald hvis man skal tro en ny analyse fra 3F, som Berlingske i dag omtaler.

Ifølge analysen topper de medie- og designuddannede nemlig ledighedsstatistikkerne, kun overgået af skuespillere med en ledighed på 20,4 procent. For designuddannelserne ligger ledigheden på 12,3, mens den for ’medier og kommunikation i øvrigt’ ligger på 10,3 procent.

Men ifølge Linda Garlov, direktør i AJKS – arbejdsløshedskassen for journalistik, kommunikation og sprog – er ledighedstallene i analysen meget langt fra a-kassens egne tal.

”Jeg kan ikke genkende de tal. Vi har ikke en ledighedsprocent på 10 procent hos os – heller ikke for dem, der kommer med en medie- eller kommunikationsuddannelse, som rigtig mange i AJKS jo gør,” siger Linda Garlov.

Hun oplyser, at der ifølge de seneste tal er omkring fem procents fuldtidsledige i AJKS.

Mange ryger ind og ud af ledighed

Samtidig lægger Linda Garlov ikke skjul på, at ledigheden på medie- og kommunikationsområdet er højere end i rigtig mange andre brancher.

”Vi har en højere ledighed end mange andre faggrupper, og det er der sådan set ikke noget nyt i. Vi følger konjunkturerne, så når ledigheden er høj, er den typisk endnu højere hos os. Og når den går ned, så går den også ned hos os, men ikke til samme niveauer som andre faggrupper,” forklarer hun.

Det skyldes ifølge Linda Garlov i høj grad måden, man ansætter og arbejder på i mediebranchen, hvor der sammenlignet med andre faggrupper er mange freelance- og projektansatte.

”Det gør, at vi har mange, som ryger ind og ud af dagpengesystemet og bliver berørt af ledighed i en kortere periode. Og det er jo det samme, som skuespillerne mærker. Det kan vi mene meget om, men det er altså den kultur, der er inden for de brancher,” siger Linda Garlov.

Svagt stigende ledighed

Linda Garlov understreger, at hun ikke kender de data og uddannelser, der ligger til grund for 3F’s analyse, som ifølge Berlingske blandt andet er baseret på tal fra Danmarks Statistiks Forskningsservice.

”Jeg kan heller ikke kende tallene, hvis jeg går på Danmarks Statistik. Men de må have nogle andre områder med,” gætter Linda Garlov.

Hun oplyser desuden, at ledighedstallene i AJKS har været voldsomt faldende det seneste år, men at der lige nu kan spores en svag tendens til, at det går den anden vej.

”Men vi har ikke set, at ledigheden stiger lige så voldsomt, som vi frygtede den ville gøre på grund af de mange fyringsrunder,” siger Linda Garlov.

1 Kommentar

Bo Berendt Christensen
23. JUNI 2023
Hvis nogen gerne vil læse Berlingskes artikel ligger den her: https://www.berlingske.dk/oekonomi/ledigheden-rasler-i-bund-her-er-de-uddannelser-som-klarer-sig-bedst
I øvrigt er det ikke underligt, at der er forskel på tallene. A-kassen har tal for medlemmer, mens 3Fs analyse omfatter uddannede - og dermed også personer, der ikke er medlem af a-kasse. Derudover omfatter den if. kildeangivelsen hos Berlingske kun personer på 30+ år. I øvrigt fremgår det, så vidt jeg kan se, ikke om der er tale om fuldtidsledige eller ledighedsberørte.
Uanset hvad, så er det normalt vores a-kasse, DMs a-kasse og 3Fs a-kasse, der har højest ledighed. Det kan man jo godt tænke lidt over.