Efter en stribe af tyverier, indbrud og røverier mod sportsjournalister opfordrer Danske Sportsjournalister mediefolk til at passe på.
Kinesiske, koreanske, spanske og portugisiske sportsjournalister er den seneste uge blevet udsat for røveri eller indbrud under VM i fodbold i Sydafrika.
I går kunne Danske Sportsjournalister skrive, at tre kinesiske sportsjournalister havde været udsat for et væbnet røveri uden for deres hotel i Durban og blev frarøvet alt, hvad de havde. Ved et indbrud mistede tre koreanske tv-selskaber alle deres kameraer på deres hotel. Og i sidste uge blev to portugisiske og en spansk sportsjournalist truet på livet under et væbnet røveri på deres hotel.
Oveni har flere fotografer ifølge Politiken.dk meldt om tyveri af udstyr fra deres bagage ved ankomsten til lufthavnen i Johannesburg.
Op til afholdelsen af VM i Sydafrika er det blevet diskuteret, om sikkerheden i værtslandet er god nok. Sydafrika har en af verdens højeste rater af voldskriminalitet, og der er 40.000 betjente til at passe på turister, spillere og tilskuere under VM.
Ifølge Danske Sportsjournalister tilbyder VM-arrangørerne frivillige til at hjælpe mediefolk med at skaffe for eksempel hyrevogne ud til stadion. Dem opfordrer foreningen medlemmerne til at bruge, når de skal af sted.
»Uden de grønne volunteers ville det være et stort tagselvbord for de sydafrikanske røvere,« skriver Danske Sportsjournalister.
Journalisten bragte i blad nummer 9 fem gode råd til mediefolk under VM i fodbold.
1. Tag ikke alene ud for at arbejde i et township. Kør med en guide eller med folk, der er stedkendt.
2. Lej en bil med GPS, hold dørene låst, vinduerne rullet op, og hav politiets telefonnummer på din mobil.
3. Spørg dine sydafrikanske kolleger eller hotelreceptionisten om sikkerhedssituationen i de områder, du ønsker at køre til.
4. Tag ikke imod drikkevarer fra fremmede.
5. Kast dig ikke ud i en diskussion eller et slagsmål, hvis en røver truer dig med en pistol eller kniv. Kig ned og giv, hvad du bliver bedt om.
Læs Journalistens optaktsartikel om sikkerheden under VM
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.