search

Mediefolk rådvilde om efteruddannelse

 Redaktionelle medarbejdere mangler i stor stil råd og vejledning om efteruddannelse, viser ny undersøgelse.FORVIRRING. Redaktionelle medarbejdere og ledere skal blive dygtigere for at kunne beholde deres job, lyder det igen og igen, men hver anden føler sig på herrens mark, når det gælder efteruddannelse. Det viser en undersøgelse, som Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) offentliggør den 31. marts.

 
Redaktionelle medarbejdere mangler i stor stil råd og vejledning om efteruddannelse, viser ny undersøgelse.

FORVIRRING. Redaktionelle medarbejdere og ledere skal blive dygtigere for at kunne beholde deres job, lyder det igen og igen, men hver anden føler sig på herrens mark, når det gælder efteruddannelse. Det viser en undersøgelse, som Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) offentliggør den 31. marts.

På spørgsmålet 'Alle snakker om, at man skal blive dygtigere for at kunne beholde sit job – hvad savner du i den forbindelse?' svarer 47 procent 'personlig rådgivning og vejledning'.

Det er et fælles ansvar for medarbejdere og chefer at få en dialog i gang, der stopper forvirringen, mener Jens Otto Kjær Hansen, direktør for CFJE.

»Efteruddannelse er en fælles opgave. Både medarbejdere og ledere har brug for uddannelse for at overleve på et marked, hvor forandringstempoet er højt,« siger han.

For små 20 år siden stoppede han selv med at arbejde på Jyllands-Posten for i stedet at beskæftige sig med ledelse. Allerede dengang arbejdede andre brancher med medarbejderudviklingssamtaler og havde human resource-afdelinger (HR), der fandt frem til, hvad den enkelte medarbejder var god og mindre god til, og satte ind over for svagheder med hensyn til uddannelse.

Både Jens Otto Kjær Hansen og journalist Lone Pagh, der har uddannet sig til at arbejde med karriereudvikling og blandt andet underviser CFJE-kursister i at finde styrker og svagheder, mener, at mediebranchen er bagefter med HR-arbejdet.

»Branchen har haft fokus på de tekniske krav og på, at man skulle kunne begå sig på flere medier. Derfor er HR-arbejdet blevet overset,« siger Lone Pagh.

Initiativer er dog på vej. Medarbejdere på blandt andet Politiken, Ritzau og JydskeVestkysten skal eller har allerede været på kurset 'Hard Fun', der tager udgangspunkt i, at fagligheden løftes, hvis journalister bliver bedre til at udnytte styrker og samtidig undgå, at deres svagheder driller.

Økonomisk pres betyder, at der i dag ikke længere er plads til medarbejdere, der ikke leverer fuldt ud. Branchen er tvunget til at beskæftige sig med HR-arbejde, lyder det fra Jens Otto Kjær Hansen.

»For at blive bedre skal man erkende, hvor man er god, og hvor man er mindre god. I branchen er det næsten tabu at tale om hinandens mangler, men det er lige netop her, der skal sættes ind,« siger han.

I kølvandet på mediekonvergensen er fulgt et krav om samarbejde, siger psykolog Hanne Rude, der er underviser på 'Hard Fun'-kurserne:

»Engang var det ok, at en journalist havde sin egen butik i butikken. Der var en kultur fyldt med ensomme ulve. Men branchen har ændret sig.«

I en undersøgelse fra 2003 bad PLS Rambøll 100 medievirksomheder om at vurdere, hvilke personlige kompetencer der ville være mest efterspurgt i 2006.

Øverst på listen står omstillings- og samarbejdsevner, som dermed er mere efterspurgt end kreativitet og kritisk sans.

Journalister, der vil zoome ind på sig selv, kan have det svært, siger Lone Pagh:

»Det er en overvindelse at sætte ord på sin forvirring og gå til sin chef. Der er frygt for, at chefen tænker: 'Er du nu ikke lidt sart?'«

Klarhed kan komme med hjælp fra kurser, spørgeskemaer eller via en snak med chefen, tillidsmanden eller Journalistforbundet.

I dag er det først og fremmet lederen, som medarbejderne drøfter efteruddannelse med, viser CFJE-undersøgelsen. Godt 70 procent vender emnet med chefen, mens knap 60 procent snakker med en kollega. Små ti procent taler med tillidsmanden, og knap to procent får rådgivning af Journalistforbundet.

Næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen ser gerne, at flere medlemmer henvender sig for at få afklaret, hvilken efteruddannelse lige præcis de har brug for.

»For øjeblikket ser vi et paradigmeskifte, hvor vi på grund af den faldende ledighed taler med flere og flere medlemmer i beskæftigelse. Der gerne må komme flere,« siger Fred Jacobsen.

Journalisten til coach

Anja Bertelsen fra Journalisten forsøgte at få styr på sig selv og sin efteruddannelse med hjælp fra en coach.

NAVLEPILLERI. Alt er nydeligt. Coachens bluse har en tækkelig V-udskæring og er pyntet med en klassisk perlemorskæde. Ordene falder forsigtigt og høfligt.

Alligevel havner jeg hurtigt på dybt vand. Det handler nemlig om mig selv og efteruddannelse.

Coachen hedder Lone Pagh. Hun var den første kvinde på DR-Sporten, i dag er hun karriererådgiver og underviser kursister på CFJE i at blive klogere på, hvilke opgaver, chefer, kilder og kolleger de trives med og trickes af.

Ved hjælp af spørgeskemaer, en 19-siders rapport og en to-timers samtale skal jeg finde ud af, hvad der driver mig, hvordan jeg matcher min arbejdsplads, og hvordan jeg vælger efteruddannelse.

Lone Paghs model opererer med fire karrieremønstre.

Der er 'eksperten', der aldrig bliver færdig med sit arbejde. Eksperten føler faget som et kald og flytter sig helst ikke fra det område, han eller hun har fordybet sig i.

Den 'lineære' er et konkurrencemenneske, som vil opad for at nå resultater og mere magt.

Det tredje mønster er den 'udvidende karriere' og består i en konstant stræben efter at udvide sine kompetencer i bredden ud fra et ønske om personlig udvikling og kreativitet.

Derudover er der 'episodikeren', der let tilpasser sig nye situationer, ofte skifter arbejde og tændes af forandringer.

På forhånd har jeg udfyldt spørgeskemaerne, så indledningsvist kan Lone Pagh meget pædagogisk servere en god nyhed: Jeg har høj score på alle fire karrieremønstre og vil derfor have det fint med mange typer job. Primært er jeg dog til den udvidende karriere, sekundært den lineære.

Derefter kommer den dårlige nyhed: Fordi jeg scorer bredt, er det svært for mig at blive 110 procent tilfreds med et job. Lone Pagh fortæller mig, at jeg nok ikke finder den rette hylde. For mig er livstids-drømmejobbet en drøm – sådan er det ikke for alle.

Jeg indstiller jagten på den eneste ene.

Men hvad så med mit blad? Den arbejdsplads, hvor jeg har været ansat i to omgange, og som opsluger mig i en grad, så det hænder, at jeg idéudvikler på hovedpuden?

Fagbladet Journalisten og jeg er et godt par, fastslår rapporten, hvor fire ud af fem smileys er glade. Matchet er så godt, at jeg får at vide, at jeg har 'en meget stor karrieremæssig selvindsigt'.

Alligevel gnaver en orm. Jeg plejer at sige, at jeg ikke kun vil skrive artikler om ti år – for mig er det et 'kun' at være skrivende på livstid. Tanken giver mavepine.

Det er, fordi jeg overvejende hører til i den 'udvidende karriere', siger Lone Pagh. Derfor lider jeg – eller kommer til at lide – af syvårs-kløe. Jeg vil blive rastløs og forsøge at dreje journalistikken for at prøve noget nyt knyttet til det, jeg tidligere har lavet.

Jeg er ikke primært eksperten, der stræber efter at blive bedre og bedre til at lave historier og drømmer om Cavling-prisen som diplomet på mine evner. I stedet for at grave et dybt hul, vil jeg grave flere huller. Og det er nok ikke helt lyv.

Jeg skal være bred, når jeg tænker efteruddannelse, lyder rådet fra Lone Pagh. Og så skal jeg indse, at jeg faktisk ikke er helt fjern fra lederen.

Hun beder mig kigge på det område, hvor Journalisten tilfredsstiller mig mindst. Jeg har en undervurderet 'episodiker' i mig. Derfor mangler jeg variation og uafhængighed, mener Lone Pagh.

Umiddelbart kan jeg ikke genkende det. Jeg elsker min punktlige lønseddel, men måske er der noget om snakken. Helt høj blev jeg for eksempel, dengang en producent overvejede at lave fjernsyn på et par af mine historier. Jeg så en mulighed for orlov, at blive lønnet føl og lære nyt. Desværre blev det ikke til noget.

Efter to timers snak er min efteruddannelse endnu ikke på plads, men vi er i retning af, at jeg skal søge uden for den klassiske efteruddannelse for journalister og i stedet give mig hen til min hang til variation og uafhængighed. Det med ledelse skal jeg tygge mere end to gange på.

Jeg piller videre – på et mere oplyst plan – i min mulige syvårs-kløe.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen