
”Vi skal røre os fysisk for at stimulere kroppen og hjertet, så vi ikke ender med en blodprop. Hvis du går hjem på sofaen efter en stillesiddende arbejdsdag, så har du en hel inaktiv dag, og det er usundt helt generelt,” siger Tom Hansen, som er arbejdsmiljøkonsulent i DJ. Foto: Adobe (red. Journalisten)
Det er usundt at sidde for meget ned, men ifølge en ny undersøgelse fra Arbejdstilsynet er mediefolk i kategorien ‘Film, presse og bøger’ i top 5 over dem, der sidder mest ned. I går kunne Journalisten skrive, at det gælder journalister især. De er nemlig danmarksmestre.
Arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund, Tom Hansen, fortæller at det at sidde for meget slider på kroppen, og kan ende med livsstilssygdomme, som man må slås med resten af livet.
”Vi skal røre os fysisk for at stimulere kroppen og hjertet, så vi ikke ender med en blodprop. Hvis du går hjem på sofaen efter en stillesiddende arbejdsdag, så har du en hel inaktiv dag, og det er usundt helt generelt,” siger Tom Hansen.
På Tom Hansens kontor har de før corona lavet en del elastikøvelser for at løsne nakke- og skuldermuskler. Men arbejdsmiljøkonsulenten har også en række gode råd til både arbejdsgivere og arbejdstagere for at komme op fra kontorstolen.
- Brug dit hæve-sænke-bord
Sæt en timer og skift mellem stående og siddende arbejdspositioner eller find en app, der minder dig om, at du skal huske at stå op og arbejde en gang i mellem. - Gør walk and talk til en del af jeres mødekultur
Overvej om dit møde kan holdes over en gåtur i stedet for i et mødelokale, for så kan I slå to fluer med et smæk: Få bevægelse og arbejde samtidig - Stil papirkurven og skraldespanden et sted, hvor du er nødt til at rejse dig, for at smide noget ud
En helt simpelt ting, der tvinger dig ud ad kontorstolen et par gange om dagen. - Brug arbejdstilsynets videoøvelser
Tag fem minutter af redaktionsmødet til at lave nogle øvelser sammen eller lav dem selv, når din krop har brug for en pause fra at sidde ned. - Opfordr dine kolleger eller dine medarbejdere til at tage trappen i stedet for elevatoren
Så langt er der heller ikke til tredje sal. - Bonus: Kun fantasien sætter grænser! Indret jeres kontor og tilrettelæg jeres arbejdsdage, så det bliver nemt at bevæge sig i løbet af dagen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.