Uden at vide det røber danske aviser cpr-numre på medarbejdere, når de viser billeder af deres sygesikringskort. Selv om personnummeret er fjernet, kan man via stregkoden nederst på kortet aflæse CPR ved hjælp af en gratis stregkodelæser på en mobiltelefon.
Ifølge journalisten.dk's research er det et problem på adskillige danske medier, blandt andre Jyllands-Posten og Flensborg Avis. Og ofte sker det, når aviserne skriver om for eksempel persondatasikkerhed og om, hvordan man undgår identitetstyveri.
Fotochef på Jyllands-Posten Brian Karmark siger, at han ikke har været opmærksom på problemet.
»Når vi tager billeder af sygesikringsbeviser, VISA-kort og andre dokumenter, er vi opmærksomme på ikke at videregive oplysninger, der kan misbruges. Men vi var ikke klar over, at man kunne se CPR med en stregkodelæser,« siger han til journalisten.dk.
Han vil derfor sprede budskabet i hele organisationen om, at det er et problem, som medarbejderne skal være opmærksomme på.
»Det er en skærpelse af vores nuværende politik. Vi kan ikke gå alle vores hundredtusindvis af billeder igennem. Men vi vil søge på det i arkivet og rette det de steder, hvor der er problemer,« forklarer han.
Brian Karmark forklarer, at det ofte er JP's egne medarbejdere, der lægger kort til billederne.
»Hvis det er et modelfoto, er det fotografen selv, der lægger kort til,« siger han.
Det samme er tilfældet på Flensborg Avis, forklarer chefredaktør Bjarne Lønborg til journalisten.dk:
»Når vi laver modelbilleder, bruger vi nogle gange vores egne medarbejdere som modeller. Det kan sagtens være, at en medarbejder har brugt sit eget kort,« forklarer Bjarne Lønborg.
Det gælder dog ikke det eksempel på et sygesikringskort i Flensborg Avis, som journalisten.dk har fundet.
Bjarne Lønborg siger, at han er opmærksom på problemet, og derfor vil han nu skærpe praksis.
»Men bagudrettet kan vi ikke gøre noget. Fremadrettet kan vi øge opmærksomheden på, at personnummeret kan identificeres,« forklarer Bjarne Lønborg.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Igennem et år har jeg gjort JP, samt flere andre medier opmærksom på problemet, dog uden nogen reaktion. Mit blogindlæg om selvsamme kan læses her: http://xxxxxxx.dk/?x=8