Mediemogulen Jimmy Lai, som er en af Hongkongs mest markante demokratiforkæmpere, har fået endnu en dom på 14 måneders fængsel.
Det skriver Ritzau.
Dommen har han fået for at organisere en uautoriseret forsamling 1. oktober 2019, hvor der fandt en stor prodemokratisk demonstration sted.
Sammen med ni andre aktivister erkendte han tidligere på måneden sin skyld i forhold til at have været med til at organisere en forsamling uden tilladelse.
Lai sidder allerede i fængsel, hvor han afsoner to domme på samlet 14 måneder for at have deltaget i lignende demonstrationer 18. og 31. august 2019.
Jimmy Lai er stifter af medievirksomheden Next Digital og avisen Apple Daily. Han har siden december været anholdt og anklaget for svindel i forbindelse med udlejning af en bygning, som huser Apple Daily, der er en regeringskritisk tabloidavis.