Politiet i Hongkong har sigtet chefredaktør Ryan Law og direktør Cheung Kim-hung på avisen Apple Daily for at stå i ledtog med et fremmed land til fare for den nationale sikkerhed.
Det oplyser avisen ifølge Ritzau, efter at Apple Daily i går morges blev ransaget af politiet. Fem personer blev anholdt.
Over 500 politifolk deltog i ransagningen af Apple Dailys nyhedsredaktion. Her blev computere og iPads smidt i poser, så de kan indgå som bevismateriale.
Kritikere siger, at det viser, hvordan det kinesiske regime med en ny sikkerhedslov vil kvæle frie medier i Hongkong. Myndighederne i Hongkong sagde, at aktionen var sat i gang, efter at avisen – hævdede de – i artikler havde opfordret til sanktioner mod Kina.