Mediechefer: Derfor bringer vi B.T.’s historie om fagbossens dobbeltliv 

Flere prominente politikere har på sociale medier kaldt B.T.’s historie om 3F-formandens årelange dobbeltliv med to sæt familier for en krænkelse af privatlivets fred

B.T. kunne fredag fortælle, at 3F formanden Per Christensen i årevis har levet et dobbeltliv med svigt og løgne af to sæt familier.

Ikke bare én gang, men to gange har fagbossen igennem en længere periode levet sammen med to kvinder, som begge troede, de var Per Christensens eneste partner. I to tilfælde har han også udnyttet sin position til sit bedrag.

Historien har mødt kritik fra flere prominente politikere på sociale medier. På Facebook kaldte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek det for en ”mærkværdig avishistorie” og tilføjede:

”Gode tanker herfra,” til forbundsformanden.

Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, skrev i en kommentar, som han siden har fortrudt, at der var belæg for en sag om krænkelse af privatlivets fred, og også fødevareminister Rasmus Prehn var hurtig ved tasterne i et forsvar for Per Christensen.

”Privat er privat. Kærlighed kan gøre ondt, men er heldigvis ikke forbudt. Vi lærer alle af livet. For mig vil du altid være en god kammerat og en super dygtig forbundsformand,” skrev han.

En magtfuld tillidsvalgt må kunne tåle eftersyn

Blandt flere af chefkollegerne i mediebranchen er der til gengæld opbakning til B.T.’s historie, der er blevet citeret over en bred kam.

Flere medier har dog ladet dækningen ledsage af en forklaring på, hvorfor de vælger at bringe sagen frem. Det samme gør B.T.’s egen chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, i en leder.

”Normalt fortæller vi i medierne ikke meget om menneskers privatliv, hvis de ikke selv ønsker det. Men i dag vælger B.T. alligevel at fortælle en bemærkelsesværdig historie,” skriver han og forklarer, at det for dem især handler om, at 3F’s medlemmer har ret til at kende til historien om deres formand.

”Alle har ret til privatliv, men som en af dansk arbejdsmarkeds mest magtfulde mænd, der af 3F-medlemmerne er valgt som ’Danmarks største tillidsmand’, må man tåle et eftersyn af, hvordan man forvalter tillid,” skriver Jonas Kuld Rathje.

Har offentlig interesse

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen skriver i et indlæg på sin facebookprofil, at der er tungtvejende grunde ud over det private, der taler for, at sagen har offentlig interesse.

”For det private er her viklet ind i forbundsformandens tillidsvalgte virke. Der er lejligheden. Advokaten. 3F’s hovedbestyrelse er nu involveret. Her spiller det selvfølgelig ind, at det arbejdsliv, der på forskellig vis er en del af sagen, ikke er et hvilket som helst arbejdsliv. Det er en tillidsvalgt forbundsformands,” lyder hans argumenter.

Han tilføjer desuden, at det derudover spiller en rolle, at Per Christensen har valgt aktivt at gå ud med sin version af sagen på Facebook, før B.T. bragte historien.

”Det bringer sagen ud af privatlivet. Den kan omtales, i første omgang i B.T. Og her hos Berlingske og i flere andre medier,” skriver Tom Jensen.

Flere har arbejdet på historien

Af Berlingskes ’derfor bringer vi historien’-boks fremgår det desuden, at Berlingske selv har arbejdet på historien om Per Christensens dobbeltliv i flere uger.

Også Altinget har af flere omgange været inde i sagen, fortæller chefredaktør Jakob Nielsen i et indlæg om, hvorfor også de bringer historien.

”Personligt har jeg kendt til Per Christensens dobbeltliv i temmelig lang tid. Mere end syv år faktisk,” skriver han.

Han fortæller videre, at han i efteråret 2021 blev gjort opmærksom på, at forløbet nu havde gentaget sig. I den forbindelse talte han også med to af de berørte kvinder.

”På Altinget valgte vi selvsagt at respektere kvindernes ønske om kun at stå frem i ét medie – og derfor har vi ikke omtalt sagen, før den fredag aften blev offentliggjort i B.T. Men efter nøje overvejelse har vi valgt, at vi også vil dække historien i Altinget. Det er der flere grunde til,” skriver Jakob Nielsen.

I ’Presselogen’ søndag var der desuden utvetydig opbakning til B.T.’s beslutning om at bringe historien frem fra både Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, og Radio4-chef Anne-Marie Dohm.

Per Christensen selv har over for B.T. og på sin facebookprofil undskyldt og beklaget, hvad han selv kalder for ”svigt og løgne”. Til gengæld afviser han, at han på nogen måde har blandet sit virke i 3F sammen med sit privatliv.

0 Kommentarer