Fejlmeddelelse

Filen kunne ikke oprettes.

Mediebrugerne skal vækkes – journalister som aktivister

”Vi er nødt til at omforme journalistikken, så den ikke bare oplyser,” siger journalisten Nagieb Khaja. Graverjournalisten Ulrik Dahlin går aktivistisk til værks og skjuler ikke sit politiske ståsted. Og tv-dokumentarist Tom Heinemann ser sig selv som journalist med en sag
  • Stine Bidstrup/Polfoto. Jakob Dall/Information. Daniel Hjort/Polfoto
    Nagieb Khaja (til venstre), Ulrik Dahlin (i midten) og Tom Heinemann (til højre). Ifølge Khaja og Dahlin må journalistik gerne være aktivistisk, mens Heinemann ser det som en del af det at være journalist, at man bider sig fast i en sag.
15.02.2018 · 11:44

”Journalistik uden holdning er som en våd papkasse tabt på motorvejen. Den er ubrugelig. Hvis ikke man har noget på hjerte, så skal man blive bogholder.”

Ordene vælter ud af munden på Ulrik Dahlin, den Cavling-vindende journalist fra Dagbladet Information, efter at jeg har spurgt ham, om man kan være journalist og aktivist på samme tid.

De fleste journalister starter med at ville gøre en forskel. Men efterhånden som vi bliver ældre og ældre, glider det ned bagerst i horisonten.
Ulrik Dahlin, journalist, Information

”Ja, det kan man da,” svarer han prompte.

Og så uddyber han:

”De fleste journalister starter med at ville gøre en forskel. Men efterhånden som vi bliver ældre og ældre, glider det ned bagerst i horisonten. Og dér synes jeg, at man som journalist bør holde fast i ungdommens lyst til at ville gøre en forskel,” understreger den 62-årige graverjournalist.

Ulrik Dahlin var i sine yngre dage medlem af Kommunistisk Arbejderparti, men fortiden som kommunist har han for længst taget afstand fra – med hans egne ord led han dengang af ”politisk sindssyge”. Senere arbejdede han på aktivistavisen Ugeavisen København og Månedsbladet Press, inden han kom til Information for snart 20 år siden.

”Man bliver helt høj”

Hele vejen igennem har Ulrik Dahlin haft holdninger til de sager, han har dækket. Også til statsløsesagen, som han og kollegaen Anton Geist blev belønnet med Cavling-prisen for i 2012.

”Når man er inde og røre ved en sag og føler, at der er noget, der gør ondt et sted inde i systemet, så er det ligesom junk at finde frem til det,” siger han om sit valg om at gå aktivistisk til værks.

Er man nødvendigvis aktivistisk, fordi man er journalist med en sag? Eller hører aktivismen med til faget? De tre journalister Ulrik Dahlin, Nagieb Khaja og Tom Heinemann har hver deres opfattelse.
Illustration: Mette Ehlers

Inden jeg når at spørge Ulrik Dahlin, om hans junkieagtige iver for at dække en sag kan sløre for vigtigheden af at forsøge at modbevise sine teser, tager han selv fat igen.

”Nogle vil stille sig kritisk over for, hvorvidt man samtidig kan overholde kriteriet om fair dækning. Det kan man godt. For det at levere en fair dækning er ikke det samme som at være spejlblank og ligeglad. Hvis du som journalist har kritikpunkter eller anklager, handler det blot om, at den kritiserede part får mulighed for at forholde sig til det,” understreger Ulrik Dahlin.

Ulrik Dahlin (til venstre) vandt i 2012 Cavling-prisen med kollegaen Anton Geist (til højre) for deres afdækning af statsløsesagen. Ulrik Dahlin mener sagtens, man kan være journalist og aktivist på samme tid.
Foto: Jacob Dall / Information

Findes der objektiv journalistik i din bog?

”Nej. Du kan tilstræbe det, men det findes ikke. Vi er produkter af den sammenhæng, vi indgår i, og vores tænkning afhænger af det. Nu er jeg selv mildt venstreorienteret, men du kan også som mildt højreorienteret for eksempel gerne ville vise, at nationalstaten er vigtig. Men jeg synes ikke, der skal en varedeklaration på den enkelte journalist. At en journalist tager de svages parti, synes jeg ikke kræver nogen varedeklaration,” siger han.

Jeg synes ikke, der skal en varedeklaration på den enkelte journalist. At en journalist tager de svages parti, synes jeg ikke kræver nogen varedeklaration.
Ulrik Dahlin, journalist, Information

Subjektivitet sikrer objektivitet

Det med at varedeklarere sit arbejde er til gengæld noget, journalist og forfatter Nagieb Khaja gør en dyd ud af. Han er især kendt for sine reportager fra lande som Syrien og Afghanistan, og han har aldrig lagt skjul på, at han ønsker en bedre fremtid for regionen.

Men Nagieb Khajas engagement i Mellemøsten kommer ikke kun til udtryk i hans journalistiske arbejde – han medvirker også som debattør i danske medier, ligesom han taler ved demonstrationer og opfordrer til donationer fra sin Facebook-side.

I Jyllands-Postens portrætartikel ’Journalist, aktivist og ven med en Syrien-kriger’ skitserer den 38-årige freelancer, at hans subjektivitet i virkeligheden er med til at sikre objektivitet.

”En virkelig dygtig journalist formår at fremstille den virkelighed, han er i. Jeg tror, at der er meget mere sandhed i, at folk for eksempel oplever, hvor rystet jeg er i forskellige situationer, end hvis jeg fremstiller alting helt sterilt og nøgternt. Det vil simpelthen være vildledende,” udtalte han til Jyllands-Posten sidste år.

Jeg får fat i Nagieb Khaja på telefonen for at høre ham, om journalistik gerne må være aktivistisk. Et af de første ord, han bruger, er varedeklaration.

Det problematiske opstår først, når der ikke er nogen varedeklaration.
Nagieb Khaja, freelancejournalist

”Hvis journalisten ikke sniger sine holdninger ind i artikler, som omhandler emnet, synes jeg, det er helt i orden, at vedkommende involverer sig aktivistisk. Det problematiske opstår først, når der ikke er nogen varedeklaration. Derfor sørger jeg altid for, at det fremgår tydeligt, om jeg er journalist eller debattør,” siger han.

Jeg beder ham om at uddybe det, han sagde til Jyllands-Posten om at være i stand til at fremstille den virkelighed, man befinder sig i. Nagieb Khaja har en del at tilføje:

”Hvis man som journalist for eksempel har dækket en humanitær katastrofe ud fra de journalistiske kriterier, og man så efterfølgende bruger sin aktivisme til at hjælpe nogle af de mennesker, som er berørt af katastrofen, så er det jo helt fantastisk. Det viser, at journalistik kan bruges til noget helt konkret ud over at stille magthaverne til ansvar. Det er et ekstra element. Mange kalder det for en konstruktiv tilgang i form af handling. At man lægger op til, at der bliver gjort noget ved sagen,” forklarer han.

For freelancejournalist Nagieb Khaja er det helt okay, at journalister involverer sig aktivistisk, så længe de ikke prøver at skjule det for læseren.
Foto: Stine Bidstrup / Polfoto

Gennem sit mangeårige arbejde som journalist har Nagieb Khaja erfaret, at de tragiske beretninger fra Mellemøsten ofte efterlader modtageren med en følelse af magtesløshed. Og det er den magtesløshed, han gerne vil erstatte med handlekraft.

”Vi er nødt til at omforme journalistikken, så den ikke bare oplyser, men også mobiliserer folk. Folk ser en reportage fra Syrien, men de tænker ofte: ”Hvad skal vi så gøre ved det her?” Men når jeg fortæller dem, hvad de kan gøre, så kan det føre til handlinger, der kan ændre situationen. Det er fremtiden. Vi skal ikke bare fodre folk med oplysninger, som de kan sidde og spise selv. Der er ikke noget galt med, at vi journalister hjælper folk lidt på vej,” understreger han.

”Vi er nødt til at omforme journalistikken, så den ikke bare oplyser, men også mobiliserer folk.
Nagieb Khaja, freelancejournalist

Journalist med en sag, ikke aktivist

Den tredje journalist med en holdning til aktivisme, som jeg har valgt at kontakte, er Tom Heinemann.

Som tv-dokumentarist er han jævnligt gået tæt på magthaverne i sager om blandt andet Fairtrade og mikrolån, men selv om han både er blevet beskyldt for karaktermord og kampagnejournalistik, afviser han, at det har noget med aktivisme at gøre.

”Vi forfølger en sag, fordi vi er journalister. Vi bliver ved med at grave, og det er ikke, fordi vi er aktivister. Vi er journalister. Vi hører tit, at ”nu har vi altså læst nok om det her”. Men det er noget, magthaverne siger, fordi de ikke vil have sandheden frem,” fastslår Tom Heinemann.

Tv-dokumentarist Tom Heinemann ser ikke sig selv som aktivist, men som journalist med en sag. "Hvis en historie gør mig indigneret, eller hvis jeg mangler forståelse for et bestemt emne, så interesserer jeg mig for det," siger han.
Foto: Daniel Hjort

Han mener grundlæggende, at ordet aktivisme er forkert i denne sammenhæng.

”Det handler om journalistik med en sag. Vi støder på noget, hvor vi tænker ”Det kan ikke passe”, og så bliver det en sag at få sandheden frem i den pågældende historie. Aktivisme er noget, hvor du samtidig er medlem af en NGO såsom Red Barnet eller sågar et politisk parti, hvor du så bruger dit journalistiske arbejde til at fremme en bestemt holdning,” lyder det fra den 58-årige dokumentarist.

Vi bliver ved med at grave, og det er ikke, fordi vi er aktivister. Vi er journalister.
Tom Heineman, tv-dokumentarist

Ligeglad med folks syn på journalister

Tom Heinemann betragter ikke sig selv som aktivist, men som journalist med en sag.

”Hvis en historie gør mig indigneret, eller hvis jeg mangler forståelse for et bestemt emne, så interesserer jeg mig for det. Jeg har foretaget et valg om, at jeg kun vil lave noget, der interesserer mig og tænder mig som journalist. Journalist er noget, man er 24-7, og det har selvfølgelig nogle omkostninger,” siger han og tilføjer så:

”Men hvis man som uafhængig journalist kun fører én sag frem hele tiden, så nærmer man sig et grænseland. Ikke desto mindre har man som journalist en pligt til at spørge ’kan det her nu være rigtigt?’,” pointerer Tom Heinemann.

Mod slutningen af vores samtale kommer vi ind på, om der kan være en sammenhæng mellem befolkningens lave tillid til vores faggruppe og så hele diskussionen om aktivisme og journalister med en sag.

Måske, funderer Tom Heinemann, var det nemmere for læserne at have tillid til journalister, dengang alle aviser havde et politisk ståsted.

”På den anden side begræder jeg ikke udviklingen. Og jeg er faktisk helt ligeglad med, hvad befolkningen synes om journalister. Jeg er mere interesseret i at få en sag frem, og jeg er villig til at gå i retten for at få sandheden frem,” konstaterer han.

Kommentar

15/02/2018 - 12:37

Uwe Max Jensen

Alle tre journalister har et brændende ønske om at ødelægge Danmark, som vi kender det. Og naturligvis skal skatteyderne betaler for deres aktivisme.

15/02/2018 - 15:38

Emil Eiberg-Jensen

Set ud fra mit synspunkt mangler journalister og medie redaktører samfundsvidenskabelige basis redskaber: Såsom historie, demografi, national- og virksomheds økonomi.

Når journalister og redaktører ikke kan undersøge og beskrive lokalsamfundenes tilstande i et fx historisk demografisk perspektiv, så giver deres arbejde ikke læserne i fx det danske demokrati, redskaber til at debattere sig frem til en politik på området.

Alle 3 ovennævnte journalister arbejder åbenbart med emner som udspiller sig syd for Middelhavet.

Alligevel er der sandsynligvis ingen af dem, der har beskrevet hvordan de historiske demografiske udviklinger, i de geografiske områder de beskæftiger sig med, - og som deres problematikker udspringer af, har påvirket national- og virksomheds økonomien blandt de borgere som er udgangspunkt for deres journalistiske arbejde.

Derved forhindrer de deres læsere, i parlamenter, eller hjemme i bopælen, i at foretage sig noget fra taler stole og afstemnings situationer, som kan hjælpe nuværende og fremtidige ofre for fx ekstremt stigende befolkningstilvækster, som skaber millioner flere statsløse, millioner flere fremtidige ofre for borgerkrige og flere hundrede millioner uuddannede lånetagere.

15/02/2018 - 16:01

Emil Eiberg-Jensen

Eksempel:

Pol-formation beskriver statsløse sagen, krigen i Syrien og mikrolånere.

Den eneste fællesnævner er at de berørte mennesker binder sig i samfund, hvor befolknings tallene stiger så kraftigt at landene ikke kan skaffe job, bolig og sikkerhed til borgerne...

Alligevel er der ingen journalister og redaktører som nævner dette.

Det vil eller være let for EU at hjælpe regeringer og befolkninger, med at arbejde på at få befolkningstallene ned på antal, som samfundene kan håndtere uden at skulle synke ned i konflikter og borgerkrige.

15/02/2018 - 17:32

Ole Carsten Rasmussen

Kære venner,
Der er noget, der hedder journalistik og noget, der hedder agitation. Eller på jævnt dansk: skæg for sig og snot for sig.

16/02/2018 - 11:06

Bettina Bundgaard

Der ligger en ny Cavling pris til den får gravet frem hvad der foregår i Københavns beskæftigelsesforvaltning. På bekostning af hvem, hvor længe og hvor mange? Hvordan er Frank Jensen involveret? Direktørerne i forvaltningen, 1 opretter ulovlig lægeklinik, den 2. lyver for byrådsmedlem der spørger ind til det og holder med sin løgn hånden over sin direktørkollega. De mange penge der er sparet på førtidspensioner til berettigede borgere, refusionerne for at sende selv alvorligt syge mennesker i tvangsaktivering og fastholde dem på fattigdomsydelser, hvor bliver de penge af? Eksemplet fra København kan bredes ud til andre kommuner i landet, hvor alvorligt syge mennesker er i alvorlig klemme i et system hvor de ingen retssikkerhed har (jf advokat og menneskerettighedsprismodtager, Mads Krøger Pramming). Ankestyrelsen holder hånden over kommunerne, kommunernes Socialchefer har godtaget et menneskesyn på borgere der ikke kan deltage på arbejdsmarkedet, der passer bedre til Tyskland i 30erne end Danmark i 2018, se fx oplæg fra formanden for Socialchefforeningen Helle Linnet, der fremstår som en iskold Jernlady til høringen om reform af fleks og førtidspensionsordningen 31.januar i år. Alle danskere, selvom de har sygdoms eller arbejdsskadeforsikring (modregnes i de kommunale ydelser, fx betaler du så selv for deltagelse i aktivering (som du ikke kan selv kan vælge om giver mening eller ej. Er du blevet alvorligt syg, ejer jobcentret din sjæl)) risikerer efter at de 22 ugers sygedagpenge udløber, at ende i miseren; men de store medier har været stort set fraværende. Kom ind i kampen, vi savner jer i den sociale modstandsbevægelse, om at få værdige forhold også for dem der ikke kan arbejde, hvis d'herrer virkelig er så aktivistiske som de udgiver sig for.

17/02/2018 - 09:57

Helle Baldersbbæk

Jeg er denondelynemig træt af politiske aktivister med pressekort. Det eneste positive man kan sige om dem er, at de i det mindste ikke skjuler, hvad de er ude på, så de er lette at gennemskue.
På grund af aktivistiske journalister stoler jeg ikke på, hvad de skriver eller sender ud i æteren. Jeg tjekker altid de alternative medier, og er der sammenfald i fremstillingen, tro jeg på, der er et vist hold i historien.
Disse tre aktivister, der er omtalt her, arbejder ikke for danske borgeres interesser.
Ja, man kan sagtens være journalist og aktivist på samme tid, men man kan ikke også være troværdig. Statsløsesag, syrisk temperament og ligeglad med, hvad mediebrugerne tænker og føler - hu hej hvor det går.

18/02/2018 - 03:13

Jane Fammé

Helle Baldersbbæk: "Disse 3 aktivister, der er omtalt her, arbejder ikke for danske borgeres interesser" Din egen kommentar er usammenhængende og nærmer sig ikke en gang en halvkvædet vise. Måske du kunne uddybe hvilke borgergruppers særinteresser, journalister skal give positiv særbehandling, for at opfylde din generaliserende vending: " "Arbejder ikke for borgernes interesser" Jeg er saftsusemig træt af, at undersøgende journalistik, aldrig bliver udført af tidligere afsporede ultraliberale, som har lidt af politisk sindsyge, men er kommet til hægterne/tasterne for at redde (ikke bare nogle få miserable statsløse fra menneskelig undergang eller Grindsted Å fra svinsk forurening)-størstedelen af den brede befolknings velfærd og well-being fra en fastlåst ideologisk skyttegravskrig, hvor danmarkshistoriens mest reformgale og skandaleramte folketing har skudt med så mange spredte hagl, at alle vitale samfundsinstitutioner,vores sociale sammenhængskraft og moralsk/etiske retsprincipper er blevet ramt i ryggen og fået alt for mange etniske danskere til at føle sig statsløse i kulturel forstand. Uanset politisk tilhørsforhold bifalder jeg enhver selvstændig journalistisk præstation, som søger at arbejde for ALLE danske borgeres velfærd igennem en retfærdig statsmagt og kommunalstyre

Seneste nyheder

18.05.2018 · 14:07

Når Twitter-kommunikation fejler

Søren Frandsen
18.05.2018 · 13:13

Det kan journalister lære af 18. maj

Søren Frandsen

Seneste jobopslag

Kommunikationskonsulent til udvikling og implementering

Region Nordjylland
Ansøgningsfrist: 10.06

Skatteministeriet søger intranetredaktør

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 10.06

Content Manager til Gyldendal Forlag

GYLDENDAL
Ansøgningsfrist: 07.06

Enhedslistens folketingsgruppe søger presserådgiver

Enhedslisten
Ansøgningsfrist: 01.06

Pressemedarbejder til Det Tekniske Fakultet

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 30.05

Journalist med videoerfaring

Bolius Boligejernes Videncenter A/S
Ansøgningsfrist: 03.06

Pressemedarbejder til Borgmesterkontoret i Odense Kommune

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 10.06

Kommunikationsmedarbejder til Blå Kors Danmark (barselsvikariat)

Blå Kors Danmark
Ansøgningsfrist: 01.06

Herning Folkeblad søger magasin- og ugeavisjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 25.05

Sportsjournalist til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 28.05

Pressechef til Københavns Rådhus (barselsvikariat)

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 07.06

Erfaren presserådgiver søges til Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.06

Kommunikationskonsulent til MKB-Kommunikation, Aarhus Kommune

Aarhus Kommune
Ansøgningsfrist: 30.05

SKARP POLITISK REPORTER TIL TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 23.05

Dygtig presse- og kommunikationsmedarbejder søges til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 03.06

Kommunikationsmedarbejder

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 22.05

Ambitiøs samfundsskribent med lyst til fordybelse

Zetland
Ansøgningsfrist: 28.05

Samvirke søger Danmarks bedste madskribent

COOP
Ansøgningsfrist: 11.06