Medieåret 2013 – X Factor når nye højder

Der er stadig masser af kendis-kraft i X Factor, vurderer Se og Hørs chefredaktør, der også tror på et nyt stort forside-år til Medina

Journalisten udpeger i en række artikler de begivenheder, der vil præge medieåret 2013.

Årets største skemasatte begivenhed inden for sladderstoffet er allerede i fuld gang. X Factor har i flere år været hofleverandør til spalterne i Se & Hør, og det bliver tv-programmet også i år, fastslår chefredaktør Kim Henningsen.

»Vi sætter i hvert fald to en halv mand fast af. To journalister til web og print og så en tovholder, der bruger halvdelen af sin tid på den opgave. Til selve showene er vi så yderligere to fotografer. Ikke fordi, vi laver decideret show-dækning, men det er der, vi får vores små tips til, hvad vi skal arbejde med i ugens løb,« fortæller Kim Henningsen.

Officielt er der ikke åbent for pressedækning mellem weekendernes liveshows, men det forhindrer ikke Se & Hør i at arbejde for fulde omdrejninger.

»Vi retter os ikke helt efter, hvad der er tilladt og ikke. Vi finder vores egne måder. Så jo, vi er i kontakt med deltagerne. Der er en symbiose mellem programmet og sladderpresse. DR ved, at sladderpressen er med til at give dem seere, så der bliver indgået mange give-and-take aftaler der,« siger Henningsen.

 

Billig MGP-dækning

Selv om programmet seertalsmæssigt dykkede en smule sidste år, tror Henningsen, at der stadig er masser læser-tække at hente, blandt andet på grund af det, han vurderer som et rigtig godt dommer-cast.

»Det er et sindssygt stærkt hold. Bare vent til Anne Linnet begynder at slå sig løs, så tror jeg, Blachmann får kamp til stregen. Ida Corr er sat ind som den søde pige, men hun har sine meninger, og dem skal hun nok få sagt. Et skarpt cast,« siger Kim Henningsen.

En anden begivenhed, som i år vil få stor opmærksom fra Se & Hørs side, er den internationale Melodi Grand Prix-finale i Malmö. En prioritet med lavpraktiske bagtanker.

»Vi skal jo også tænke på, hvordan vi bruger vores penge. Så når vi nu ikke skal betale krigskassen for at komme til Transylvanien, men i realiteten bare et togklip, så er det jo oplagt at give den fuld skrue.«

En anden grund er, at Se & Hør forventer at få bedre muligheder end ellers for at dyrke sin særlige metier – de ikke-officielle historier fra begivenheden.

»Vi har jo fokus på, hvad der sker, når kameraerne er slukkede. Og Sverige er et land, hvor vi kan dyrke en af vores kernekompetencer: paparazzi. Andre lande har typisk voldsomme sikkerhedsopbud, men i Sverige har man samme åbne forhold som i Danmark, hvor man ikke risikerer at blive skudt, når man tager et billede,« siger Kim Henningsen.

 

Flere forsider til Medina

For et sladderblad, hvor nyhedsstoffet i høj grad består af kendte menneskers nye kærlighedsforhold, utroskab, bryllupper, skilsmisser og så videre, er det svært at planlægge året i en kalender. Men ligesom begivenheder som X Factor-konkurrencen er sikkert stof, er der også visse personer, som Henningsen allerede nu kan udpege som særlige journalistiske indsatsområder.

»Et par som Nicklas Bendtner og Julie Zangenberg. Bliver de gift, går de fra hinanden? Hvilket land kommer de til at bo i? Og Bendtners ekskæreste Caroline Fleming, finder hun en ny? Dem er der interesse for, og dem vil vi følge.«

Se & Hørs fortrukne forsidemotiv i 2012 var sangeren Medina, og den interesse forventer Kim Henningsen ikke vil blive mindre i det kommende år.

»Jeg tror, hun bliver endnu større. Hun er en fascinerende person. Hun lever et åbent kærlighedsliv og er meget åben om sit privatliv. For eksempel står hun ved, at hun har fået større patter. Hun forstår at markedsføre sig selv, og vi danskere er jo almindeligt nysgerrige.«

Som eksempel på en ’bobler’, der kan blive et af de nye store navne på kendis-scenen, nævner Henningsen den unge soul-sanger og christianit Lucas Graham.

»Han er jo ved at slå igennem internationalt, og han lever et fantastisk spændende liv. Og så har han et sexliv, der overgår de flestes, som han gerne fortæller om.«

 

Sladder-kalender:

  • 26. januar Dansk Melodi Grand Prix, Herning
  • Feb.-marts X Factor-liveshows
  • 14.-18. maj International Melodi Grand Prix-finaler i Malmö

0 Kommentarer