Nytårskavalkade

Medieåret ’23: Føler du også, vi balancerede på kanten af afgrunden?

Vi har bedt otte af de dygtige mediefolk, der fik nyt job i 2023, om at wrappe året op for os. Hvem ved, måske var det faktisk ikke helt så dystert, som vi lige husker det?

Illustration: Rasmus Meisler

2023 lakker mod enden, og hvis du sidder tilbage med en forpustet følelse af,
at alting er ved at ramle sammen om ørerne på dig – så er du ikke alene!

Det år, vi snart tager afsked med, har nemlig været historisk drabeligt målt i fyringsrunder og konkurser i den danske mediebranche. Flere mediehuse har kæmpet sig igennem ikke bare én, men i nogle tilfælde både to og tre fyrings­runder i 2023, og en række tv-produktionsselskaber har måttet dreje nøglen om.

Som direkte konsekvens har flere hundrede især journalister, fotografer og grafikere i 2023 vinket farvel til deres faste job eller freelancetjans.

Samtidig er verden omkring os i brand. Alene de seneste to måneders krig mellem Israel og Hamas har dræbt 64 journalister, hvilket gør det til den blodigste konflikt for journalister i over 30 år, og imens raser krigen i Ukraine ufortrødent videre.

Der er med andre ord god grund til indimellem at føle, at vi som mediefolk balancerer på kanten af afgrunden. Og så har vi ikke engang nævnt truslen fra techgiganter og kunstig intelligens!

Men fortvivl ikke, for der ER håb.

Selv om tiden er tumultarisk og korttidsledigheden stor, er kreativiteten og gåpåmodet blandt Dansk Journalistforbunds medlemmer tilsyneladende større. Langt de fleste ledige formår på forunderlig vis at lande nyt job igen inden for de første fire måneder, og mange kaster sig trods usikre tider ud i nye eventyr.

På de næste sider har vi bedt otte af de dygtige mediefolk, der fik nyt job i 2023, om at wrappe året op for os.

God fornøjelse!

1. Rikke Bekker

Rikke Bekker skiftede i 2023 fra chefredaktør på Fyns Amts Avis til Jyllands-Posten, hvor hun først var kulturredaktør og fra 1. oktober opinionsredaktør. Foto: Brian Karmark, Jyllands-Posten

Hvad var årets vigtigste historie?
Afsløringen af gigantiske bonusser i energiselskaberne. Efter en vinter, hvor mange almindelige danskere frøs sig igennem besparelser og skyhøje elpriser, lod energikøbmændene sig forgylde med bonusser på to- og trecifrede millionbeløb.

Hvem var medierne for ukritiske over for?
Techgiganterne. Vores sporadiske dækning af techgiganternes indflydelse på vores hverdag og deres effektive og succesfulde overtagelse af kritisk informations-infrastruktur lader desværre meget tilbage at ønske.

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken arbejdskamp blev til gengæld overset?
Generelt er det stadig bedrøvende, hvor svært det er at få flere kvinder repræsenteret i medierne. Vi sætter mål og forsøger at balancere, og kvoter vil jeg helst undgå også her. Men den kamp er langtfra vundet.

Illustration: Rasmus Meisler

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
I det nære: Sparerunderne i danske medier. Jeg nåede desværre to store i år – både i JFM og på Jyllands-Posten. Det truer troen på fremtiden og mediernes mulighed for at udfylde vores vigtige rolle i demokratiet.

Årets største ikke-historie?
Måske historien om en overnatning i Madrid. Foreløbig irrelevant og dermed ikke en historie.

Hvad var årets brøler?
Jeg beundrer Zetlands evne til at engagere unge på moderne vis. Men jeg synes, chefredaktør Lea Korsgaard selv ramte en af årets store historier skævt – ved at skælde ud på medierne for dobbeltroller og på manglende åbenhed i FE-sagen og så selv være ude med et forsvar for Statsministeriets departementschef – mens hun undlod at fortælle, at hun ses med hende privat.

Foto: Mstyslav Chernov

Hvad var årets mest gribende øjeblik?
’20 Days in Mariupol’, dokumentarfilmen, hvor den ukrainske krigskorrespondent Chernov dokumenterer krigens hæsligheder. Jeg så den med min 17-årige søn og kom til at tænke på, at jeg selv som 17-årig så tv-udsendelser om Murens fald. Der er meget konkret en verden til forskel.

Hvilken måske overset stjerne i dit fag nød du især at følge i 2023?
Jeg nyder at følge Malte Jørstad, Signe Kjær Lindboe og Sine Skott, der var nogle af de mange unge stjerner på det store fynske medieprojekt, der fik flere unge til at stemme ved KV17. Jeg kan godt frygte, at vi accelererer vores nedgang yderligere ved som arbejdspladser at fastholde os traditionelle, halvgamle fastansatte og overse de unge stjerner, som har fortjent nogle faste pladser.

Hvem stod for årets jobskifte?
Kevin Walsh fra Berlingske til Nordjyske. Jeg bliver så håbefuld, når landsdækkende, yngre ledertalenter rykker og vil påtage sig ansvaret for lokale og regionale medier.

2. Chris Pedersen

Chris Pedersen skiftede i 2023 fra redaktør på Børsen Weekend til vært på ’Kulturen på P1’. Foto: Petra Kleis

Hvem var medierne for ukritiske over for?
Ikke et ondt ord om influenceren Emil Thorup, men den måde, medierne henført videreformidlede, hvordan knytnæver fulde af vitamintilskud, sport og faste kunne gøre kroppen årtier yngre. Det var sgu ret vildt og et klassisk eksempel på den ukritiske tilgang, vi nogle gange har til blødere historier.

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken arbejdskamp blev til gengæld overset?
Jeg er stadig forbløffet over, hvor lidt der bliver gjort for freelancere i journalistikken. Med de forhold, der er nu, forstår jeg faktisk ikke, at de unge tror på en fremtid i branchen.

Foto: Petra Kleis

Hvad var årets billede?
Petra Kleis’ uretoucherede kampagnefotos for Matas. De er kommercielle, men Kleis’ vibe skinner igennem, og de fungerer som et smukt portræt af en moderne, genderfluid ungdom. Ville ønske, at den type kampagner havde eksisteret, da jeg var ung.

Årets største ikke-historie?
At Jannie Ree ville have skiftet brystimplantater til mindre, samt – måske – fjerne lidt filler fra ansigtet.

Hvad var årets mest gribende øjeblik?
Ida Herskind og Emilie Maarbjerg Mørks afdækning af spiseforstyrrelser og skader i Den Kongelige Ballet ramte mig. Af flere årsager: Sorgen over de unge mennesker, hvis liv er blevet afsporet af balletten. Og en historie, der fik mig til at overveje min egen rolle som kulturforbruger.

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Billedet af de storsmilende Mette Frederiksen og Zelenskyj siddende i et F-16-fly. Det kunne være en scene fra den amerikanske satire-serie ’Veep’ – men det var altså virkelighed.

Hvad var årets største overraskelse?
Camilla Boraghi som Ekstra Bladets nye sportschef. Hun er så cool, at jeg dør lidt, hver gang jeg møder hende. Savner hende på skærmen.

3. Anya Palm

Anya Palm skiftede i 2023 fra pr- og pressechef i EWII Koncernen til kommunikationschef i Haderslev Kommune. Foto: Privat

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Hvor meget det regnede i juli. Vi havde en sommerkampagne klar, som var afhængig af feriestemning i det danske sommerland. Den ligger stadig i skuffen.

Hvem var medierne for kritiske over for i 2023?
Ingen. Giv den gas.

Hvem var medierne for ukritiske over for?
Alle. Vi har pivhamrende dygtige gravere i dansk presse, men vi har ikke nok af dem.

Illustration: Rasmus Meisler

Hvad var årets største ikke-historie?
Irmas lukning og redning. Det er en lokalhistorie, hvis man følger de helt gængse journalistiske kriterier, men det blev en stor national historie. Samtidig lukkede ALDI 188 butikker i Danmark, men det var ikke nær så mediedækket.

Hvad var årets brøler?
Skattevæsenets ejendomsvurderinger. Voldelig anholdelse af chefredaktør på Danwatch.

Hvad var årets dårligste stykke journalistik eller kommunikation?
Hver gang en magthaver ikke vil stille op til en kritisk historie, når samme person gladeligt har stillet op til en positiv. Det er indbegrebet af dårlig kommunikation og øger både lukkethed og uvidenhed. Shame!

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken arbejdskamp bør tages i 2024?
2023 blev året, hvor vi begyndte at tage et opgør med ”kontor-mor” – (primært) kvinder, der sørger for sammenhængskraften blandt kollegerne ved at være dem, der rydder kopper ud, booker kalendere og andre små-usynlige opgaver. Lad endelig 2024 være året, hvor de opgaver løftes meget mere i fællesskab.

Hvad har været årets største WTF-øjeblik?
Mike Fonseca, der viste sig at være kæreste med et barn.

4. Jens Hartmann

Jens Hartmann skiftede i 2023 fra selvstændig fotojournalist til fotograf ved Aarhus Universitet. Foto: Marjun Danielsen

Hvad har været årets største WTF-øjeblik?
Prigosjins march mod Moskva og billeder af veje, der blev gravet op. Tvivlen om, hvorvidt det var spil for galleriet, reelt oprør eller noget tredje. Det hele endte med at blive skudt ned – bogstaveligt talt.

Hvem stod for årets stærkeste kommunikation?
Nyhedsbrevet Dansk Dokumentarisme – Emil Ryge kan formidle komplekse problemstillinger i fotografiet med en ro og et overblik som få. Jeg nyder at læse nyhedsbrevet, der vender alt det vigtigste, som foregår i vores fag.

Foto: Asger Ladefoged / Berlingske

Hvad var årets billede?
Det er egentlig et billede af ingenting. Asger Ladefogeds billede af en havbund uden liv. Af en eller anden grund husker jeg det billede, det brunlige bunddække og den døde plante i baggrunden. Det er et billede, som lever i min bevidsthed for alt det, det ikke viser.

Hvilken måske overset stjerne i dit fag nød du især at følge i 2023?
Tilde Døssing Tornberg. Jeg er helt på røven over hendes billeders poesi og nerve. Det må kræve så meget energi at skabe de billeder, som hun gør. Det har jeg enormt stor respekt for.

Hvad har været årets vigtigste historie?
Krigen i Gaza. Passiviteten fra omverdenen. Brutaliteten. Fordrejninger af sandheder i alle retninger.

Illustration: Rasmus Meisler

For første gang har danskerne i år fået retningslinjer for skærmtid. Hvem burde have brugt mindre tid foran skærmen i 2023?
Hende, der stod og sorterede spam-mails på sin arbejdstelefon foran mig til PJ Harvey-koncerten i efteråret. Et meget godt billede på vores afhængighed af de små sataner i lommen.

5. Nanna Berendtzen Østergaard

Nanna Berendtzen Østergaard skiftede i 2023 job fra art director i Kræftens Bekæmpelse til grafisk designer hos IT-Universitetet. Foto: Martin Nedergaard Møller

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Den tid, jeg har brugt på at tage GDPR-kurser, overholde diverse GDPR-regler, datacompliance og lave handleplaner. Jeg er SÅ klar, hvis Datatilsynet kommer!

Hvem var medierne for ukritiske over for?
ChatGPT’s ressourceforbrug og konsekvenser ved AI. For eksempel vandforbruget ved et prompt (køling af serverne). Det er 50 gange mere ressourcekrævende at lave et prompt i ChatGPT end at google. Et enkelt prompt kan bruge op til en stor flaske rent vand.x

Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Hvad har været årets vigtigste historie?
FE-sagen. Ud over personlige konsekvenser for Lars Findsen og Claus Hjort med flere, så har den også haft betydning for det forsvarspolitiske samarbejde og troen på retssikkerheden.

Hvad var årets største overraskelse?
At Barbara Bertelsens magt trods alt ikke strakte sig ind i Højesteret. Højesteret holdt hovedet koldt i FE-sagen. Endelig nogle voksne til stede!

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken arbejdskamp blev til gengæld overset?
Ligestilling. Vi bilder os ind, at vi har ligestilling i Danmark. Problemet er ikke kun mellem kønnene og forskellige etniciteter, men også blandt kolleger, for eksempel lønmæssigt, og mellem layoutere og journalister. Ligestilling opstår ikke kun via lovgivning. Vi skal alle hver især kæmpe imod ulighed på vores arbejdsplads, i sundhedssystemet, og hvor vi ellers møder det.

Hvem stod for årets stærkeste kommunikation?
Jonathan Spang og hans hold af researchere bag ’Tæt på sandheden’. De finder de mest fantastiske historier og nyhedsklip og får anskueliggjort vigtige pointer og absurditeter i en broget nyhedsstrøm. Det er ofte ekstremt vigtige sager, som mange medier har overset eller ikke har evnet at forklare.

Hvad var årets billede?
Billedet af Volodymyr Zelenskyj og Mette Frederiksen i et F16-fly. Man ser for sig, hvordan statsministerens medierådgivere har tænkt, at det ville være fantastisk at få de to op i et kampfly, og at det ville give et stærkt billede. Men så endte det bare med at blive komisk og selviscenesættende. Og det eneste, man kunne tænke på, var at lave sjove memes med ’Top Gun’-citater. ”You can always be my wingman”– ”No, you can be mine”.

Illustration: Victo Ngai

Hvilken måske overset stjerne i dit fag nød du især at følge i 2023?
Victo Ngais illustrationer og Harvey Macaulays bogforsider.

Hvad var årets visuelle detalje?
Årets visuelle detalje er måske mere en trend på de sociale medier: Jo mere det ligner noget hjemmelavet, som din veninde kunne have bikset sammen, jo længere tid ser vi med. De store velproducerede kampagner, film og reklamer vil altid sælge os noget, så vi swiper videre.

Hvad har været årets største WTF-øjeblik?
At hestenettet.dk danner basis for et dansk AI-program. 22 procent af dataene stammer fra hestenettet. Gyyys!

6. Mathias Bay Lynggaard

Mathias Bay Lynggaard skiftede i 2023 fra journalist i DR til project manager, Rasmussen Global. Foto: Agnete Schlichtkrull

Hvem stod for årets stærkeste kommunikation?
Mattel, der med Barbie-filmen solgte biografbilletter for over en milliard dollars til sin
rebranding-kampagne.

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Folk, der siger ”omkring” i stedet for ”om”, fortjener ikke at komme med ind i det nye år.

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken
arbejdskamp bør tages i 2024?
Kampen for de faste freelancere og de tidsbegrænsede ansatte på ubegrænset tid.

Illustration: Rasmus Meisler

Årets største ikke-historie?
På havnen i Vejle var en ulv løs. Det viste sig at være en stor hund. I Berlin var en løve løs. Men det var vist bare et vildsvin. Vi har så lidt vild natur tilbage, at vi er begyndt at hallucinere den frem.

Hvad var årets største WTF-øjeblik?
At se folk verden over bakke op om terror og krigsforbrydelser.

Hvad var årets dårligste stykke journalistik eller kommunikation?
Jan Grarups digterier.

Hvem stod for årets jobskifte?
Generativ AI.

Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Hvad var årets vigtigste historie?
Det er stadig klimakrisen og krigen i Ukraine.

Hvad var årets brøler?
Ejendomsvurderingen af den faldefærdige gård på Vor Frue Hovedgade 8 i udkanten af Roskilde til lige over 1,1 milliard kroner.

Hvad glæder du dig mest til i 2024?
At over halvdelen af Jordens befolkning – 4,2 milliarder mennesker – går til valgurnerne.

7. Jacob Heinel Jensen

Jacob Heinel Jensen skiftede i 2023 fra royal korrespondent på B.T. til USA-korrespondent for Berlingske. Foto: Bax Lindhardt

Hvad var årets billede?
Donald Trumps mugshot. Billedet er i sig selv historisk, men der er også noget fascinerende ved hans blik. Han ser rasende ud. Samtidig har det styrket hans martyrium ud over alle grænser. Der gik et splitsekund, og så kunne man købe forbryderbilledet på alt fra kopper til T-shirts.

Hvad var årets største overraskelse?
At Donald Trump blev mere populær, efter at han blev tiltalt i straffesagerne. Pressen har erklæret ham politisk død så mange gange, og han bliver ved med at komme tilbage.

Foto: Dennis Stenild/Kongehuset

Hvem var medierne for ukritiske over for?
Kongehuset. Det er min helt store kæphest. Det handler selvfølgelig om, at de fleste parkerer kongehuset i den kulørte genre – i ”spiser de and eller gås til jul”-genren. Det er så uambitiøst! Men der er meget få kritiske journalister, der gider at have kongehuset som fagområde. Det er ikke hipt nok, selv om der er millioner af klik i det.

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Min rejse til Indien med kongehuset i februar. Der mærkede jeg virkelig konsekvensen af at lave kritisk journalistik om kongehuset. Som eneste journalist fra et landsdækkende medie måtte jeg forlade det smukke land uden så meget som én talestreg fra kronprinsparret. Jeg tolkede det som en straf for min kritiske dækning på B.T.

For første gang har danskerne i år fået retningslinjer for skærmtid. Hvem burde have brugt mindre tid foran skærmen i 2023?
Mig selv. Jeg har skærme kørende overalt, konstant. Det er en syg afhængighed. Jeg kan vågne om natten og checke min iPhone. Jeg tør slet ikke nævne min screentime. Okay så: 7:29 om dagen i sidste uge. I guder, det er vanvittigt.

Foto: Privat

Hvilken måske overset stjerne i dit fag nød du især at følge i 2023?
Jotam Confino som er freelancer i Israel og laver meget for TV 2. Jeg har aldrig set et menneske arbejde så hårdt. Han er overalt, og han formidler levende og nuanceret. Alligevel bliver han lagt for had på de sociale medier, og folk skriver de mest vanvittige antisemitiske ting til ham. Det er så rystende.

Hvad glæder du dig mest til i 2024?
Præsidentvalget i USA. Aldrig har der været så meget på spil. Biden er for gammel, og Trump står over for fire alvorlige straffesager. Det bliver det vigtigste og mest spændende valg i moderne historie. Det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske, og svært at overdrive vigtigheden af det. Resultatet kan få voldsomme konsekvenser i en i forvejen skrøbelig verden.

Hvem stod for årets jobskifte?
Pernille Skipper fra Enhedslisten til politisk kommentator på TV 2 News. Den havde jeg slet ikke set komme.

8. Nanna Muus Steffensen

Nanna Muus Steffensen skiftede i 2023 fra freelance-korrespondent i Afghanistan til mellemøstkorrespondent for DR. Foto: Mads Køngerskov

I 2023 blev store bededag afskaffet under protester fra fagbevægelsen. Hvilken arbejdskamp blev til gengæld overset?
63 journalister og ansatte i medier blev slået ihjel i de to første måneder af krigen mellem Israel og Hamas. Både menneskeligt og for os som journalister er det dybt foruroligende. For perspektiv: I Afghanistan blev 76 journalister og mediearbejdere dræbt i løbet af 20 år fra 2001 til 2021.

Hvad har været årets vigtigste historie?
Hamas’ angreb i Israel og Israels bombardementer og belejring af Gaza. Krigene i Irak og Afghanistan var et slag i Vestens anseelse i regionen. Man køber ikke længere ind på Vestens moralske overlegenhed, og Israels måde at føre krig i Gaza samt USA’s opbakning til krigsførelsen er endnu et søm i kisten.

Foto: Omar Ashtawy/Zuma/Ritzau Scanpix

Hvad var årets mest gribende øjeblik?
Der er mange. Niårige Ohad Munder, som bliver genforenet med sin far efter at have været holdt som gidsel af Hamas i syv uger. At se Al Jazeera-journalist Wael Al Dahdouh forlade sit hjem i det nordlige Gaza til fods, efter at hans kone, datter, søn og barnebarn blev slået ihjel i et israelsk luftangreb.

Hvad har været årets største WTF-øjeblik?
Alt i Ahmed Samsams sag.

Hvad vil du helst glemme fra 2023?
Mange grumme videoer, jeg har set til langt ud på natten. Videoer af Hamas’ massakre på israelere, videoer og billeder af dræbte børn i Gaza. De lyde, rædselsslagne mennesker udstøder, lige inden de bliver dræbt og massakreret. En video af et dødt barn uden ansigt efter et luftbombardement. Men det er vigtigt, at vi ser det og ikke glemmer.

Hvem stod for årets jobskifte?
Det er en fornøjelse at se Louise Windfeld-Høeberg og Andrea Dragsdahl på skærmen hos TV 2.

Hvilken måske overset stjerne i dit fag nød du især at følge i 2023?
Journalisterne i Gaza gør et uvurderligt arbejde under ubeskrivelige forhold. Det er næsten ikke til at forestille sig, hvordan det må være. En af dem er Rushdi Abualouf, BBC’s journalist i Gaza, som er fortsat med at rapportere med ro og overblik samtidig med flugt og bombardementer. En anden er fotograf Samar Abu Elouf.

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Hvad var årets brøler?
Da Mette Frederiksen skældte en journalist ud for at stille et helt i orden og forventeligt spørgsmål om civile ofre i Gaza.

 

Del
Kopier link

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right