Medie med “hårde” nyheder om Tyskland går i luften

Nyt netmedie vil skrive om tysk politik og økonomi til danskerne. ”Det skal finansieres ved abonnement-betaling, og det kommer til at koste ligesom at abonnere på en avis – 4.900 kr. for et tema i et år,” fortæller chefredaktør

Får du ikke nok viden om vores naboland mod syd i den gængse danske presse, er du måske blandt de kommende læsere af Tysklandheute.

Tysklandheute, som har premiere i dag, er et tremandsforetagende af journalist Uffe Gardel, finanskommentator Niels Bünemann og journalist Poul Scheuer.

Mediet skal først og fremmest bringe ”hårde” nyheder om Tyskland, fortæller Uffe Gardel, som er ansv. redaktør.

”Det handler i første omgang ikke om tysk kultur og historie, men om tysk politik, erhverv, arbejdsmarked og økonomi,” siger han.

Ifølge holdet bag det nye medie er Tyskland så stort både økonomisk og politisk, at man ikke kan forestille sig noget, der foregår i Tyskland inden for politik og økonomi, som ikke er relevant for det danske samfund.

”Vi mener, at der er et behov for det. Lige så vel som der er folk, der ivrigt følger med i amerikansk politik ned i detaljerne, så er der også folk, som er interesserede i at følge lidt grundigere med i, hvad der sker i tysk politik, økonomi, erhvervsliv og arbejdsmarked,” siger han og tilføjer:

”Så må vi se, om læserne er enige med os.”

Brugerbetaling

Og det kræver det, hvis mediet skal løbe rundt. Indtil videre er alt indhold på Tysklandheute.dk gratis, men fremover – når de får bedre fat i læserne – vil siden være opdelt i en gratisdel med enkelte nyheder, mens resten vil være for abonnenter.

"På et tidspunkt vil det meste blive lagt bag en betalingsmur. Det skal finansieres ved abonnement-betaling, og det kommer til at koste ligesom at abonnere på en avis – 4.900 kr. for et tema i et år. Det er det prisleje, som vi mener er nødvendigt, for at vi kan få økonomi i det," siger Uffe Gardel.

Platformen er delt op i tre temaer, og vil man have adgang til samtlige temaer, koster det 11.760 kroner.

Uffe Gardel tror på, at de kan skaffe betalende læsere.

"Vi laver et medie, som måske ikke har interesse for ret mange mennesker. Til gengæld vil det have stor interesse for dem, vi så laver det for," siger han.

Ikke en kritik af andre medier

Tysklandheute skal ikke ses som en kritik af de danske mediers dækning af Tyskland, fortæller Uffe Gardel.

"Andre og større mediers dækning af Tyskland har sikkert det omfang, det har, ud fra nogle overvejelser om, hvad læserne af de større medier ønsker,” siger han.

De kommende læsere beskrives som folk, der har et særligt behov for at følge godt med i tyske forhold. Embedsmænd, interesseorganisationer eller virksomheder.

Han ved godt, at de nok ikke rammer bredt med Tysklandheute. Netop derfor regner de heller ikke med læsertal høje nok til at trække store annoncør-beløb.

Jeres kommende læsere lyder som nogen, der i forvejen kan tysk – hvorfor ikke bare læse tyske medier om Tyskland?

"Det kan de jo også bare gøre, men det tager altså noget tid at følge med i alle mulige medier og statistikker og skabe det overblik selv. Vi laver også egenhistorier eksempelvis om, hvad der sker i tyske tænketanke," siger han.

Derudover vil der også være fokus på historier med relevans for danske læsere.

"Vi skriver ikke om alt, hvad der står i tyske medier. Indholdet på Tysklandheute er et dækkende billede af, hvad vi tænker kan være relevant og interessant for danske læsere,” siger han og tilføjer, at de vil lægge vægt på at skrive om ting, der heller ikke dækkes af danske medier.

"Der er ingen grund til at bruge kræfter på at lave det, som alle andre laver. Vi kan være lidt mere nørdede og gå i detaljerne med tingene på en måde, som større medier ikke kan tillade sig.”

0 Kommentarer