Journalisten opfordrede udenlandske gæster på Fagfestivalen til at notere deres refleksioner over mødet med medie-Danmark. Om træge forretningsmodeller, muslimer i mediebilledet – og den store ulempe ved kritiske spørgsmål.
oversat af Christine Elisabeth Møller
Joi Ito. Japansk internetpioner og investor i nye medier, blandt andet Twitter
De senere år har det været forstemmende at iagttage den dystre stemning, som har lagt sig over mine journalistvenner i takt med, at den medieindustri, som har understøttet den intellektuelle elite, er smeltet under dem. Jeg føler mig til dels ansvarlig for dette, som fortaler og deltager i internettets udbredelse og amatørrevolutionen.
Det er interessant, at mens journalister er nogle af de mest risikovillige, eftertænksomme og uærbødige professionelle mennesker, jeg kender, er de samtidig nogle af de mest konservative, når det kommer til forretningsmodeller og distribution.
Et sted i den proces, hvor medierne er eskaleret, og folk har specialiseret sig, er mange journalister, såvel som andre faggrupper, blevet fremmedgjort over for deres fags værktøjer. Disse værktøjer er blevet 'sorte bokse'. Sorte bokse, som potentielt kan hjælpe ting på vej, men som man må være i stand til at åbne, hvis man vil skabe fundamentale ændringer.
Et af problemerne med medieindustrien er, at folk med nøglerne til de sorte bokse ikke har en dyb forståelse for journalistikken, mens journa-listerne ikke har nøglerne til de sorte bokse.
Tendensen er imidlertid, at værktøjerne bliver lettere at forstå og bruge, og derfor tror jeg, at der netop nu foreligger en storslået mulighed for, at journalister kan begynde at deltage i innovationsprocessen.
Lin Gu. Freelancejournalist, Beijing, Kina
Engang løb jeg på en ældre herre på en kollegiegang på UC Berkeley. Han vidste, at jeg havde arbejdet som journalist i Kina, og han udbrød straks med forbavselse: "Du var journalist i Kina, og du var ikke i fængsel!?" Med dette scenarie indledte jeg mit oplæg på Fagfestivalen, fordi det på forbilledlig vis opsummerer den vestlige forestilling om kinesisk journalistik.
Mange kinesiske journalister deler en unik fornemmelse af at have en mission. En mission om at opstille forslag og løsningsmodeller i dækningen af diverse problematikker, velvidende at det er meget lettere at pege fingre. De opfatter sig selv som vigtige hjælpere for regeringen og samfundet, dels i kraft af at de udpeger og holder øje med presserende problemer, som ellers bliver overset, dels i kraft af at de opstiller muligheder til løsning af disse problemer.
På den ene side er det en kulturel ting, når kinesiske journalister ikke nødvendigvis opfatter den konfronterende attitude som værende kritisk, på den anden side opleves det som vigtigere at fokusere på, hvilke forandringer man kan understøtte, end på at være konfronterende blot for at være konfronterende.
Det er mit inderlige håb, at vores publikum i det mindste har fået en bedre fornemmelse af de kinesiske mediers status quo; at det ikke er en sort-hvid virkelighed, men at sandheden skal findes et sted i gråtonerne.
Li Xin. Engelsk redaktør for Caixin Media
Konfronterende spørgsmål er et af den vestlige broadcast-journalistiks varemær-ker. Jeg har både erfaringer med at blive opfattet som for konfronterende i Kina og for blød i USA.
I et nyligt interview med en kinesisk embedsmand blev jeg ved at forfølge ét spørgsmål, hvilket førte til, at samtalen blev afsluttet. "Du lyder, som om du er fra et udenlandsk medie," sagde han kort og godt.
De konfronterende spørgsmål er en af de ting, som adskiller den vestlige journalistik fra den østlige. Er konfronterende spørgsmål effektive? Ja. Er de tilstrækkelige? Sikkert ikke. For mig at se befinder kinesisk og vestlig journalistik sig i hver sin ende af spektret. Måske skal vi begge bevæge os lidt ind mod midten til et sted, hvor vi slår hårdt, men samtidig giver interview-personen mulighed for at forklare sig.
I Kina har medierne undergået en udvikling fra propagandaværktøj til offentlighedens vagthund. Både missionen og de professionelle standarder er importeret fra Vesten. Og disse temaer er kilder til fortsatte kampe i Kina. Men vestlige medier kan hjælpe ved at bevare sine egne standarder høje, som opfordring og opmuntring for os til at fortsætte ad den vej.
Majdoleen Allan og Imad Rawashdeh, Freelancejournalister fra Jordan. Ægteparret har afsløret misbrug og
vanrøgt af børn på plejehjem
Den store opmærksomhed, vi blev tildelt som de eneste arabisktalende til Fagfestivalen, var lidt forvirrende i begyndelsen, idet vi følte et kæmpestort ansvar som repræsentanter for arabiske journalister. Men som samtalerne med de danske journalister skred frem, føltes det kun behageligt.
Vi er meget imponerede over den betydning, Danmark tillægger journa-listikken. I vores land, hvor befolkningstallet er cirka det samme, er tingene anderledes. Vi har kun få medievirksomheder, og kun cirka 500 journalister ud af 2000 arbejdende reportere er medlem af Jordan Press Association, som mange vurderer ude af stand til at varetage og beskytte medlemmernes rettigheder.
Vi oplevede en stor åbenhed fra de danske journalister over for vores erfaringer og en stor interesse i de vilkår, som kollegerne i andre lande arbejder under. Alle ønskede at vide mere om Jordan, graden af ytringsfrihed, og hvorvidt vi, som jordanske journalister, kan afsløre sandheder uden frygt for fængsel eller retsforfølgelse.
På den anden side fik vi indtryk af, at der er store problemer med den arabisk-muslimske befolkning i Danmark. Det fremgik meget tydeligt ved samtaler med almindelige mennesker på gaden. Samtlige arabisktalende eller muslimske borgere, vi mødte i Danmark, fortalte os om den dybe "islamofobi", og om hvordan medier og politikere præsenterer islamiske og arabiske indvandrere som "potentielle terrorister".
Fra de danske journalister fik vi dog indtryk af, at arabiske og muslimske indvandrere har noget af ansvaret for det dårlige image. For eksempel har mange af disse indvandrere ikke noget arbejde og taler ikke landets sprog.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En pedantisk kommentar måske, men alvorligt ment ;-)
1. God ide med landkort (på trods af pastelfarverne), når I nu kører et globalt tema.
2. Men I må altså lige koncentrere jer lidt mere, når fx. Jordan skal placeres. Et kort, der viser noget forkert er værre end intet kort. I en anden artikel er cirklen, der viser Usbekistan heller ikke placeret så heldigt. Og selv Paris har flyttet sig i artiklen om Mediapart.
3. God weekend.
vh /gert