En pris for kontroversiel journalistik med gennemslagskraft. En pris for at lave et fagblad, der er blevet en succes. Dagens Medicin har fået årets Anders Bording Pris. Desværre har annoncørerne svigtet, derfor mangler Dagens Medicin penge og må fyre folk.
Sprudlende talentfuld, dygtig ledelse, gode journalister. Alle på Dagens Medicin labbede ordene i sig, da de fik at vide, at de ville få overrakt Anders Bording Prisen på Københavns Rådhus den 2. juni.
En uge nåede de at juble, så kom meddelelsen:
Ud af redaktionens ti mand skal to væk.
De to er fundet dels ved en frivillig fratrædelsesordning, dels ved at vikaren, der ellers var ansat frem til jul, er fritstillet og får løn frem til 31. august.
"Vi kunne se, at annoncesalget ikke går, som det skal. Fortsætter tendensen, så er der risiko for, at vi får et nul- eller et minusresultat. Den risiko tør jeg ikke løbe på vegne af de øvrige medarbejdere og bladet," siger Marion Hannerup, chefredaktør på Dagens Medicin.
Da meddelelsen om prisen kom, og hun jublede sammen med kollegerne, vidste hun endnu ikke, at krisen ville ende med fyringer. Det blev først afgjort på et bestyrelsesmøde et par dage senere.
"Fyringerne tager lidt af glæden fra os. Vi laver ikke de helt store armbevægelser," siger Niels-Bjørn Albinus, tillidsmand og en af de fem journalister, der har været med fra begyndelsen for knap seks år siden.
Ud over at skære to journaliststillinger væk har Dagens Medicin også skåret i sidetallet.
Da Dagens Medicin fik overrakt Bording Prisen, blev det sagt, at bladet har førertrøjen på, at det har substans, visioner og gennemslagskraft.
Det mener Marion Hannerup godt, at Dagens Medicin kan fortsætte med – trods nedskæringerne.
"Det er et professionelt hold, og da vi skal lave færre sider end vi plejer, skal vi nok holde kvaliteten. Det er det, vi lever af – og det skal vi fortsætte med. Men det kræver, at vi rubber neglene og holder humøret højt," siger chefredaktøren.
Hun fortæller også, at hun er ufatteligt stolt af prisen. Ifølge hende har Dagens Medicin været med til at flytte hele sundhedssektoren hen mod større åbenhed og mere fokus på fejl.
"Jeg synes, at kollegerne fortjener den ære. Det er en pris til os alle sammen," siger hun.
Per Gunnar Holmgren, chefredaktør på Dagens Medicin i Sverige og medlem af bestyrelsen for Dagens Medicin i Danmark, kalder den danske avis for en af de største bladsucceser i Danmark i de senere år. Både kommercielt og redaktionelt.
"I længden kræver en så kraftfuld journalistik en sund økonomi, så når indtægterne går ned, må avisen skære ned på omkostningerne," siger den svenske redaktør. Han understreger, at den danske chefredaktør har lovet, at avisen ikke vil slække på kvaliteten.
Dagens Medicin har netop lanceret et nyt blad, "Dit Liv", der er en konkurrent til "Helse".
"Jeg har presset på for at få "Dit Liv" i gang dels på grund af den faglige udfordring, dels for at skaffe andre økonomiske indtægter. Bladet er blevet godt modtaget og har også været med til at begrænse dette års indtægtstab," siger Marion Hannerup.
Niels-Bjørn Albinus kalder det pokkers ærgerligt, at fyringerne kommer lige nu. Han fortæller også om medarbejdernes stolthed, og om at de ved, de gør en forskel.
"Tidligere var der kun Ugeskrift for Læger. Fra at blive mødt med voldsom skepsis, er vi nu der, hvor læserne ikke kan undvære os. Det er også lidt morsomt at se, hvad Dagens Medicin har betydet for "ugeskriftet". Det er blevet mere nyheds- og debatorienteret og mere udadvendt."
DAGENS MEDICIN
– Dagens Medicin blev lanceret i Sverige i 1994 med Bonnier som ejer.
– Bonnier i Sverige gik sammen med det daværende Børsens Nyhedsmagasin, der også var ejet af Bonnier, for at åbne det danske Dansk Medicin.
– 12. september 1997 kom det første Dagens Medicin på gaden.
– Senere er der kommet flere søsterblade i flere lande:
– 1998 Norge og Finland
– 1999 Holland
– 2000 Polen
Læs også: Anders Bording Prisen 2003
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.