Den tidligere webredaktør på Journalisten.dk Ole Nørskov er opsagt som direktør og chefredaktør på MediaWatch.dk. Redaktionen får nu fælles ledelse med FinansWatch, som de også skal dele lokaler med fremover.
I en pressemeddelelse fra Jyllands-Posten begrunder man ledelsesudsiftningen som et strategisk tiltag.
"Vi har netop afsluttet en strategiproces, der er mundet ud i en beslutning om at samle indsatsen i nogle små manøvredygtige enheder med fælles ledelse, der samtidig gør det muligt at udnytte synergierne på tværs," siger Jens Nicolaisen, der er formand for MediaWatchs bestyrelse.
I stedet for Ole Nørskov bliver det nu FinansWatchs direktør og chefredaktør, Anders Heering, der bliver chefredaktør på MediaWatch oven i sin hidtidige stilling. Han kommer fra en baggrund som mediejournalist på Dagbladet Børsen og Berlingske Business. Desuden fortsætter Louise Reseke, og Kasper Kronenberg fortsætter som redaktører for henholdsvis MediaWatch og FinansWatch.
Ole Nørskov blev ansat som direktør og chefredaktør helt fra MediaWatchs opstart, og han har således opbygget redaktion og forretning fra grunden.
»Ole Nørskov har med sin indsigt og entreprenørånd været en uvurderlig bidragyder i opbygningen af MediaWatch. Hans indsats har været imponerende,« udtaler Jens Nicolaisen.
Nørskov har også en fortid som mediejournalist på Børsen, og inden sin tiltræden på MediaWatch var han den første redaktør på Journalisten.dk.
Journalisten.dk har været i kontakt med Ole Nørskov, der dog ikke ønsker at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.