
Mandag fulgte Mediano øjeblikkeligt op med en Breaking-udsendelse, da Jesper Sørensen blev præsenteret som ny cheftræner for Brøndby IF. I fremtiden vil vi se meget mere af den slags, lover mediet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Fodboldmediet Mediano vil i 2023 blive mere aktuelt og redaktionelt båret i dets udtryk.
Det fortæller stifter og chefredaktør Peter Brüchmann i en længere artikel på platformen, hvor han blandt andet også lufter tanker om, at Mediano inden for en overskuelig fremtid vil søge mediestøtte som supplement til indtægterne fra sponsorer og medlemmer.
Det gør han for at komme ud til et bredere publikum og udfylde en rolle i den offentlige debat, siger han til Journalisten.
”Det er en tanke, der har ulmet i lang tid. Vi har nemlig folk, der gerne vil lave den slags indhold, men vi har svært ved at finansiere det, fordi det ikke er noget, man får traditionelle partnere på,” siger Peter Brüchmann.
Ved VM i Rusland i 2018 erfarede Mediano, at der allerede dengang var et overraskende stort publikum til kritiske programmer om Ruslands værtsskab, der foregik i skyggerne af den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim og militæraktioner i den østligste del af landet.
Men udfordringen har været at finansiere det. Mediano er primært et sponsordrevet medie, hvor sponsorer optræder i forbindelse med de enkelte udsendelser.
”Det er ikke sådan noget, man får traditionelle partnere på, hvor man for eksempel får en virksomhed til at sige, at de vil gå ind og finansiere et program om vejen til et eventuelt VM-værtsskab i Saudi-Arabien i 2030,” siger han om begrundelsen for, at mediet vil overveje at gå efter mediestøtte.
Mere breaking
Skiftet mod et mere aktuelt og redaktionelt udtryk skal dog også allerede nu mærkes i dagligdagen, hvor mediet ifølge Peter Brüchmann vil skrue op for sit Mediano Breaking-format. Her dækker mediet aktuelle sager med det samme.
For eksempel lavede Mediano en særudsendelse om superligaklubben Brøndbys nye træner, da det blev offentliggjort i mandags.
”Vi er nok blevet mere redaktionelle,” forklarer Peter Brüchmann.

Det skyldes blandt andet, at han har ansat tre medarbejdere, der kommer fra henholdsvis sportsredaktionerne på Ekstra Bladet og Tipsbladet.
”Det er jo egentlig ikke, fordi vi har haft en eller anden stor vision om, at vi ville den vej. Vi har bare været heldige at få muligheden, ved at der nu er nogle folk, der kan lave det her. Og det er fandeme sjovt at lave, og lytterne vil gerne have det,” siger han.
Åben for overenskomst
Programmerne under fanen Mediano Breaking laves i samarbejde med det, som mediet har valgt at kalde ’Støt Mediano’, som består af frivillige abonnenter til platformen.
Et program om Brøndbys træner giver ikke hundredevis af nye abonnenter, men de kommer ind drypvist, fortæller Peter Brüchmann:
”Det har en kæmpestor værdi for os. Så det er lidt som med hønen og ægget, det her: Vi laver indhold, og vi skaber en finansiering samtidig, som gør, at vi kan blive mere aktuelle og mere redaktionelle,” siger han.
Mediano har dog også måttet sande, at sponsoraftaler kan gøre ondt. I juni 2022 måtte Mediano trække sig ud af en sponsoraftale med en techvirksomhed med hovedsæde i Dubai.
Alligevel er der nu så solidt et fundament under Mediano, at Peter Brüchmann ikke afviser, at mediet på sigt kan tegne en overenskomst, hvis man kan blive enig med Dansk Journalistforbund.
”Vi har overenskomstlignende vilkår med pension, fuld løn under barsel og sådan nogle ting, så vi har sådan set vilkårene til det,” siger han.
Det kræver dog, at man fra Dansk Journalistforbunds side tager hensyn til, at man ikke én-til-én kan overføre kravene fra de store, etablerede medievirksomheder til en iværksættervirksomhed, men han ønsker ikke over for Journalisten at gå i detaljer med, hvad det ville kræve.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.