Jes Dorph-Petersen, der blev fyret som tv-vært i starten af året, var med som gæst i podcasten ’Bech Bag Bolden’. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Lige inden nytår var den tidligere nyhedsvært Jes Dorph-Petersen gæst i fodbold-podcasten ’Bech Bag Bolden’ med Troels Bech. En podcast, der som vanligt også blev lagt ud på Mediano.
Men ifølge Peter Brüchmann, chefredaktør på Mediano, skulle han have tænkt sig bedre om, inden den blev udgivet på hans platform. Det siger Peter Brüchmann i Mediano-podcasten ’Fredagsfrokosten’.
”Der har været nogle reaktioner, ikke mange, på, at Troels Bech laver en samtale med Jes Dorph,” siger Peter Brüchmann i podcasten.
I podcasten er Jes Dorph med som gæst, hvor han fortæller om sit forhold til fodbold generelt og hans forhold til Hellerup IK, og også om hvad fodbold har betydet for ham, efter at han mistede sit job som følge af anklager om seksuelt grænseoverskridende adfærd for godt 20 år siden.
Indtil videre har Mediano bragt de podcasts, som er blevet leveret af både Troels Bech og Spillerforeningen, men fremover vil chefredaktøren overveje, hvorvidt Mediano skal lægge platform til den eller ej. Podcasten er da heller ikke længere at finde på forsiden af mediano.nu, men er stadig tilgængelig på Medianos Soundcloud-profil.
”Måske skal vi til at være mere redaktører og spørge, hvornår det er relevant at bringe. Hvornår skal vi give det her hyggelige frikvarter – og det er svært for mig at formulere det her uden at dømme Jes Dorph, og jeg ønsker ikke at gå ind i diskussionen om MeToo, men jeg tog en forkert beslutning. Det vil jeg gerne beklage,” siger Peter Brüchmann i ’Fredagsfrokosten’.
Peter Brüchmann ønsker ikke at uddybe beklagelsen over for Journalisten.