Media Movers søger praktikanter til 5.000 kr. – EB og DJ kritiserer

Hos Media Movers får du som praktikant mulighed for at skrive reportager, nyheder og portrætter i bl.a. Ekstra Bladet. Lønnen er 5.000 kr. ”Det ville klæde dem at tage en journalistpraktikant til den løn og de vilkår, der er i praktikantaftalen,” siger EB’s tillidsmand. Media Movers: Det er alt for dyrt

I et jobopslag søger det journalistiske produktionsselskab Media Movers lige nu ”dygtige, ambitiøse” praktikanter med start i februar 2018. 

Media Movers producerer webindhold og en række sektioner til blandt andet Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Og det kommer deres praktikanter også til:

”Hos os får du rig mulighed for at skrive reportager, nyheder, guides, advertorials, features og portrætter,” hedder det blandt andet i opslaget.

Men hvor en almindelig journalistpraktikant ansat efter Praktikantaftalen mellem Danske Mediers Arbejdsgiverforening og Dansk Journalistforbund normalt får en løn på 16.621 kroner, er praktikantlønnen hos Media Movers en anden. De tilbyder 5.000 kroner om måneden i løn til deres praktikanter.

Og det møder kritik fra blandt andet Ekstra Bladets tillidsmand Anders Stoffer:

”Det er for mig at se en journalistpraktikant, de søger her. Og de skal hverken arbejde gratis eller til 5.000 kroner om måneden – det har vi praktikantaftaler til at sikre. Det er meget konkurrenceforvridende over for os på Ekstra Bladet og de freelancere, som har arbejde hos Media Movers, at de skal konkurrere med folk, der nærmest skriver gratis,” siger han.

DJ: Ingen kan leve af 5.000 kr. 

Også DJ’s næstformand, Tine Johansen, er kritisk over for praktikopslaget fra Media Movers.

”Da jeg læste opslaget, tænkte jeg, at det er en fuldvoksen og flyveklar journalistpraktikant, de leder efter. Dem kan de jo ikke finde til 5.000 kroner. Og 5.000 er ikke meget – det kan ingen jo leve af,” siger hun.

Men faktisk er det en ny ting, at Media Movers overhovedet betaler deres praktikanter. Hidtil har et praktikophold hos dem været ulønnet. I 2012 skrev Journalisten, at fire ud af firmaets daværende 22 ansatte var ulønnede praktikanter.

Og sådan ville Media Movers’ direktør, Jesper Laursen, i virkeligheden gerne have, at det fortsat var:

”Vi vil stadig rigtig gerne have ulønnede praktikanter. Og vi har søgt efter dem hvert semester. Men siden fremdriftsreformen trådte i kraft, har vi stort set ingen ansøgere fået. Nu ser vi, om vi kan få dem med løn. Og hvis ikke det virker, så opgiver vi,” siger han.

Tidligere på ugen var praktikstillingen slået op som ulønnet, men det skyldtes ifølge Jesper Laursen en intern fejl.

”Utroligt irriterende at skulle til at lønne praktikanter”

Direktøren fortæller, at Media Movers blandt andet sigter efter studerende fra Journalisthøjskolens kommunikationsuddannelse og cand. public-uddannelse. De er ikke en del af samme praktiksystem som de journaliststuderende.

”Principielt set synes jeg, det er utroligt irriterende at skulle til at lønne praktikanter på uddannelser, hvor reglerne tilsiger ulønnet praktik. Når det er lønnet praktik, betaler vi i sagens natur med glæde," siger han.

Hvorfor har du så meget imod at betale praktikanter for det arbejde, de laver?

”Fordi uddannelsesinstitutionerne har sat det op, så det er ulønnet. Hvis du går ind og læser på Journalisthøjskolens egne uddannelsesplaner på f.eks. kommunikationsuddannelsen, så står der, at det er ulønnet praktik. Så systemet er jo lavet på den måde. Og så giver det jo ikke mening for os at gå ind og lave det om,” siger Jesper Laursen.

Anders Stoffer, tillidsmand på Ekstra Bladet, synes, det er konkurrenceforvridende, at Ekstra Bladets journalister og jeres freelancere skal konkurrere med folk, der skriver til meget lav løn. Hvad siger du til det?

”Det er ikke os, du skal stille det spørgsmål. Han siger, at reglerne er konkurrenceforvridende. Men jeg kan jo ikke lave reglerne.”

Men det er jer, der ansætter praktikanter til 5.000 kr. I kunne jo også vælge at betale dem mere …

”Vi overholder alle mulige regler. Og hvis en tillidsmand på et medie synes, at reglerne er konkurrenceforvridende, så skal man vel henvende sig til dem, der laver reglerne. Vi laver dem jo ikke.”

Opfordring: Slå en journalistpraktikantstilling op

Ifølge Anders Stoffer burde Media Movers slå en reel journalistpraktikantstilling op.

”Jeg mener, at Media Movers lige som andre medievirksomheder skal afhjælpe det store problem, der er med antallet af praktikpladser til journaliststuderende. Derfor synes jeg, at det ville klæde Media Movers at tage en journalistpraktikant til den løn og de vilkår, der er i praktikantaftalen,” siger han.

Tine Johansen fra DJ er enig:

”Nu, hvor manglen på praktikantstillinger er så himmelråbende stor, kunne det da være dejligt, om flere mediearbejdspladser ville være med til at uddanne journalister,” siger hun.

Men det har Jesper Laursen fra Media Movers ingen planer om at gøre:

Det lyder jo som en journalistpraktikant, I søger. Så hvorfor slår I ikke en journalistpraktikantstilling op i det system, der er for det?  

”Fordi de er alt for dyre. Forskellen på, hvad du kan ansætte en færdiguddannet for, og hvad du kan ansætte en journalistpraktikant for, er alt for lille,” siger han.

Har I som medievirksomhed ikke et ansvar for at være med til at uddanne dygtige journalister? Og dermed også at løfte en del af ansvaret for, at der er praktikantstillinger til dem?

”Jo, det har vi da. Men Journalistforbundet har bare sat et system op, der gør, at vi hellere vil være med til at løfte vores ansvar for at få nogle af de arbejdsløse journalister i job,” mener Jesper Laursen.

Media Movers: DJ har sejret sig selv ihjel 

Ifølge Media Movers' direktør har DJ ”sejret sig selv ihjel” ved at indgå aftaler, hvor de hæver praktikantlønnen og samtidig sænker startlønnen for nyuddannede.

”I min optik er det dem, der har lavet de overenskomster, som har ødelagt det system,” siger han.

Det afviser Tine Johansen fra DJ. Hun fortæller, at praktikantaftalen er ved at blive genforhandlet lige nu, og at lønniveauet er et af elementerne. 

”Vi har sagt, at vi er villige til at afgive noget af lønnen for at få mere læring ind i praktikantforløbene. Den opgave løser nogle praktiksteder rigtig godt allerede i dag, men vi vil gerne have løftet ’bunden’ med nogle minimumsstandarder. Altså kan det i fremtiden blive billigere for en arbejdsgiver at ansætte en journalist-, fotojournalist- eller TVM-praktikant. Men så skal der investeres noget læring, vejledning og feedback til dem i stedet for,” siger hun.

Tillidsmand: Nu tager vi en runde mere

På Ekstra Bladet fortæller tillidsmand Anders Stoffer, at han flere gange har påtalt Media Movers’ brug af ulønnede praktikanter.

”Vi har flere gange haft det her oppe at vende. Og det er jo ikke kun os på Ekstra Bladet, der har påtalt det, men også mine tillidsmandskolleger på husets andre udgivelser. Men nu tager vi en runde mere og påtaler det en gang til. Jeg vil selv tage det med i DJ’s overenskomst og aftaleudvalg, næste gang vi har møde,” siger han.

For ham gør det ingen forskel, at Media Movers nu tilbyder 5.000 kroner.

”Jeg synes ikke, at de 5.000 kroner hjælper noget som helst på nogen af problemstillingerne. Det er stadig ikke en tilfredsstillende løn for journalistisk arbejde,” siger han.

Er det her ikke en god mulighed for studerende fra andre uddannelser end de klassiske journalistuddannelser, der gerne vil prøve kræfter med at lave journalistik?

”Jo, det er da fint for dem. Det kan jeg da godt forstå, de gerne vil. Hvis ikke de tænker mere over, at de sidder og tager brødet ud af munden på dem, der bliver deres kolleger om lidt,” siger Anders Stoffer.

 

4 Kommentarer

Thomas B. Hansen
22. SEPTEMBER 2017
Lars Jørgensen skriver, at
Lars Jørgensen skriver, at Media Movers ikke laver journalistik, ej heller kritisk journalistik. Han læser nok kun sjældent Media Movers-tillægene, for det er ikke korrekt. Jeg har selv skrevet flere artikler for dem, hvor jeg efter egen vurdering gik kritisk til sagerne. Uanset hvad burde betalingen være højere.
Kim Ingemann
22. SEPTEMBER 2017
Principielt set synes jeg,
Principielt set synes jeg, det er utroligt irriterende, at underbetalte praktikanter skal udnyttes til at sikre, at direktør Jesper Laursen kan oppebære den løn, han får. Hvis forretningen ikke hænger sammen uden løndumping og udnyttelse af unge menneskers ambitioner, skulle man måske kigge lidt på forretningsmodellen.
Claus Iwersen
21. SEPTEMBER 2017
I artiklen står bl. a.

I artiklen står bl. a.

Direktøren fortæller, at Media Movers blandt andet sigter efter studerende fra Journalisthøjskolens kommunikationsuddannelse og cand. public-uddannelse. De er ikke en del af samme praktiksystem som de journaliststuderende.

”Principielt set synes jeg, det er utroligt irriterende at skulle til at lønne praktikanter på uddannelser, hvor reglerne tilsiger ulønnet praktik. Når det er lønnet praktik,
betaler vi i sagens natur med glæde," siger han.

Tine Johansen har i artiklen udtalt sig om DJs politiske holdninger. Jeg kan som "forbrugeroplysning" supplere med, at de kommunikationsstuderende ikke får SU i deres lange praktik og derfor ikke er ude i ”gratispraktik”. Blot forudsættes det, at selv skal forhandle deres løn. Mens de er på skolen får de SU og kan låne et tilsvarende beløb pr. måned. Det giver en samlet økonomi på over 12.000 kr. om måneden. Mens man er i praktik bør man opleve, at lønnen er bedre end dette, så derfor anbefaler DJ generelt, at de kommunikationsstuderende uden SU aflønnes på samme niveau som journalistpraktikanter. Men det er jo vigtigt at understrege, at de kommunikationsstuderende ikke er i praktik som journalister.

De studerende på cand. public uddannelsen er ude i SU-finansierede projektorienterede forløb, hvor de højst må få en såkaldt ”erkendtlighed” på 3.000 kr. om måneden, men hvor de så til gengæld også skal være på arbejdspladsen med det ene formål, at lave deres projekt ”ude i virkeligheden” og altså ikke det, som arbejdspladsen nødvendigvis gerne vil have dem til.
Lars Jørgensen
21. SEPTEMBER 2017
Et væsentligt element i
Et væsentligt element i journalistpraktikken er, eller var i hvert fald, at lære at bedrive kritisk journalistik. Det er jo ikke ligefrem det, der kendetegner de historier (det er med vilje, jeg ikke kalder det journalistik) MediaMovers skriver i de tillæg, de ansvarer for. Det lyder derfor desperat, når både DJ og tillidsmænd vil have at MediaMovers konverterer deres (alt for billige) unge arbejdskraft til journalistpraktikanter. Er formålet med journalistpraktikanter ikke stadigvæk at uddanne journalister?