Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:04 21.11.2021 Ritzau

Medejer af Frihedsbrevet rykker selskab til Luxembourg

En af medejerne af mediet Frihedsbrevet har flyttet det selskab, hvori andelen af ejerskabet i Frihedsbrevet ligger, til Luxembourg.

Det sker, selv om Frihedsbrevet har skrevet en række kritiske artikler om skattely, som Luxembourg ofte bliver forbundet med. Det skriver Ekstra Bladet.

Selskabet, der er tale om, hedder Desolix ApS. Bag selskabet står Denis Viet-Jacobsen, som har flyttet ejerskabet af selskabet over i et andet selskab ved navn Desolix S.á.l.r., der har adresse i Luxembourg.

Af virksomhedsregisteret fremgår det, at Desolix ApS, der er ejet 100 procent af selskabet i Luxembourg, har en ejerandel på mellem 33,33 procent og 49,99 procent af Mediehuset Friheden A/S, der er selskabet bag Frihedsbrevet.

I 2020 lavede tænketanken Tax Justice Network en liste over sin vurdering af de 20 største skattely i verden. Her var Luxembourg på sjettepladsen.

Ekstra Bladet har forgæves prøvet at få en kommentar fra Denis Viet-Jacobsen.

Bag mediet står ansvarshavende chefredaktør Mads Brügger. Til Ekstra Bladet fortæller han, at han ikke kendte til flytningen af Denis Viet-Jacobsens selskab.

Journalisten har tidligere beskrevet, hvordan omtale af Denis Viet-Jacobsen på Google er gemt i et virvar af betalt ros.

SENESTE NYT

Flere nyheder