search

Meddeler-moden skifter

Meddelerne blev opfundet for at nå ud til landdistrikterne. Nu bliver de genopfundet for at nå ind til fru Jensen.MEDDELERE. For hundrede år siden vrimlede landet med foretagsomme fritidsreportere.Gode borgere med respektabel fuldtidsbeskæftigelse, der beredvilligt brugte deres aftener og nætter på at sidde og lave nyhedsnotitser, referater, mærkedage, nekrologer og lignende til aviserne.Mod en symbolsk betaling.

Meddelerne blev opfundet for at nå ud til landdistrikterne. Nu bliver de genopfundet for at nå ind til fru Jensen.

MEDDELERE. For hundrede år siden vrimlede landet med foretagsomme fritidsreportere.

Gode borgere med respektabel fuldtidsbeskæftigelse, der beredvilligt brugte deres aftener og nætter på at sidde og lave nyhedsnotitser, referater, mærkedage, nekrologer og lignende til aviserne.

Mod en symbolsk betaling.

»Penge har der aldrig været mange af. Man blev meddeler for at 'bidrage til en bedre verden' – af politiske og lokalpatriotiske grunde,« forklarer pressehistoriker og seniorforsker ved Statsbiblioteket i Århus Jette Søllinge.

Det begyndte med venstre-pressens fremmarch i 1870erne og toppede omkring anden verdenskrig, hvor enhver middelstor by med respekt for sig selv havde mindst fire aviser med hver sin oplandsdækning – hvert sit meddeler-netværk:

»For at nå ud til de tyndtbefolkede områder måtte lokalredaktøren alliere sig med folk ude i de små bysamfund på landet. Folk, der kunne skrive en sammenhængende tekst. På Venstre-aviserne var det typisk større gårdejere, husmænd og skolelærere, de socialdemokratiske blade brugte lokale fagforeningsfolk, og den radikale presse hyrede skolelærere og gårdmænd til at lave meddelerstoffet,« fortæller Jette Søllinge.

Nu er det snart slut. I dag protesterer ingen, når man kalder meddelerne en uddøende race. Nogle få hundrede stykker i hele landet er, hvad der skønnes at være tilbage. De fleste forsvandt under den store bladdød. Nogle er blevet sparet væk. Resten drysser lige så stille af, når de ikke kan mere.

Og yngre kræfter i lokalsamfundene har hverken tid eller entusiasme til at tage over.

»Fem-ti stykker. Ja, snarere fem end ti. Det er, hvad vi har tilbage her på avisen. Gennemsnits-alderen er … høj. Og selv om vi har forsøgt at stampe nye kræfter op – blandt andet prøvede vi engang på hver eneste skole i Fredericias opland – så bliver der hele tiden færre meddelere på avisens lønningsliste,« fortæller oplandsredaktør Mogens Sørensen fra Vejle Amts Folkeblad.

Samme tendens opleves på landets øvrige aviser:

»Ikke engang i Esbjerg har vi fået noget ud af at søge meddelere. Så nu prøver vi at opdrage kilderne til at være mere udfarende, og vi er meget opmærksomme på at holde en god kontakt med de små bysamfund,« fortæller journalistisk chefredaktør Peter Orry fra JydskeVestkysten, der efter 1990ernes sparerunder kun har et par sportsmeddelere tilbage.

Avisledelserne græder nu ikke snot over, at meddelernes æra synger på sidste satslinje.

For også på redaktionerne kniber det med tid til et system, der stammer fra hestevognenes tid.

Mogens Sørensen husker en meddeler i Skærbæk, der konsekvent ringede ind på redaktionen og læste lange passager op fra Jyllands-Posten for at få Fredericia Dagblad til at skrive det samme.

Hvor svært ku' det være …

Og chefredaktør Claus Sørensen på Kalundborg Folkeblad mindes med stille gru, hvordan han i 1980erne huggede om de røde meddeler-kuverter med de andre journalister på Vestkystens lokalredaktion i Grindsted.

Taberen måtte bruge det meste af sin formiddag på at sidde og skrive af, rette til og diskutere med en skuffet meddeler, når der blev strøget nogle linjer.

»En ordning på godt og ondt. Mest godt for lokalstoffet, men en konstant balanceakt for redaktionen,« siger Claus Sørensen og understreger, at meddelere hverken kan eller skal sidestilles med journalister – heller ikke lønmæssigt:

»Vi kan bruge dem som lytteposter derude. Men de må aldrig blive en sovepude for journalisterne. Den redaktionelle dækning kan ikke overlades til folk, der har travlt med alt muligt andet og måske lader en god historie ligge og vente til næste uge.«

»Måske burde vi droppe linjebetalingen og betale per enhed i stedet. Men så vil der også være meddelere, der med stor kreativitet kan dele en historie op i rigtig mange enheder,« frygter han.

At det kan være et skråplan at betale glade amatører for tips og bidrag, er TV SYDs nyhedschef, Ernst Møller, rørende enig i:

»Det skal være professionelle folk, for ellers kunne nogle måske føle sig fristet til selv at skabe en historie … eller gå længere, end vores egne folk ville gå,« siger Ernst Møller, der selv som 14-årig sprang rundt som fodboldmeddeler for Silkeborg Avis.

Tendensen er da også nul kroner i løn til de nye netværk, som DR i disse år bakser med.

I snart ti år har DR Midt & Vest haft et fast hold 'flex-agenter', der mod et fremmødehonorar på få hundrede kroner kommenterer forskellige aktuelle emner i radioen og inspirerer journalisterne.

Regionalradioerne har deres trafikrapportører, der ringer og fortæller redaktionen om køer og forsinkelser i pendlerland. De får en logo-gave i ny og næ for ulejligheden.

Og nu har Københavns Radio et helt nyt – endnu navnløst – netværk på vej, som flere andre regionalradioer står på spring for at kopiere. En mangfoldig flok, der skal hjælpe journalisterne med at dække bredere – ikke bare geografisk, men også mentalt.

»Vores udgangspunkt har hele tiden været nul løn. Men vi diskuterer meget, hvad bytteforholdet så skal være. Hvad der skal give folk lyst til at hjælpe os. Man kan ikke engagere moderne mennesker ved at give dem en kuglepen, der står DR på, siger Københavns Radios stationschef, Heidi Susan Sivebæk.

Projektet blev sat i søen, da en ph.d-studerende for et års tid siden foretog en segmentundersøgelse i redaktionen.

Resultatet lyste grønt over hele linjen: Alle tilhører 'det moderne, fællesskabsorienterede segment'. Næsten alle bor i København og foretrækker at omgås folk, der ligner dem selv.

»Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men som snart eneste public service-udbyder har vi også en forpligtelse til at dække mangfoldigt og være tæt på lytternes virkelighed,« siger Heidi Susan Sivebæk.

To af hendes medarbejdere har siden endevendt kilde-kartotekerne for at finde 'anderledes tænkende' kontaktpersoner uden for journalisternes lidt snævre cirkler. Faglærte og ufaglærte arbejdere, direktører og skolefolk fra stationens østsjællandske opland.

Tre fjerdedele af det, der skal lande på omkring 20 personer, er allerede hvervet. De bliver valgt kræsent, for der er tilsyneladende nok at vælge imellem – uanset at der ikke står penge på spil.

Men også de klassiske meddelere kan få kronede dage om få år, spår Kalundborg Folkeblads Claus Sørensen, med henvisning til at kommunesammenlægningerne vil skabe helt nye behov for netværk i lokalpressen.

Og Mogens Sørensen fra Vejle Amts Folkeblad er enig. Et flertal af avisens lokalredaktører kan se frem til agurketid året rundt, når rådhuset flytter til nabokommunen. Det stiller nye krav til journa-listernes netværk, siger han:

»Så må vi jo op af stolene, bruge fantasien og lave de anderledes, bløde historier, vi jo også så gerne vil lave. Dér har vi da snakket om, at for bare 25 år siden havde avisen kontakt til tillidsmanden på hver eneste arbejdsplads. Vi kendte folk på gulvet, og det var dem, der ringede, når det var optræk til strejke. I dag – hånden på hjertet – er det jo ledelsen, vi har kontakt med. Formanden, direktøren, borgmesteren …«

* Meddeler

For nogle smager ordet lidt af 'stikker', og derfor bruger de andre betegnelser:
• Referent
• Informant
• Agent
• Sportsneger
• Lokalskribent
• Stringer
• Netværk

* Den klassiske meddeler …
• Er en ældre herre (M/K)
• Har en stor kontaktflade i sit lokalområde
• Arbejder for en avis
• Skriver godt
• Er meddeler som bibeskæftigelse/hobby, men overvejer at holde op
• Tjener omkring en krone eller to per satslinje
• Er svær at rekruttere

* Den nye meddeler …
• Er meddeler af nysgerrighed og interesse
• Lever et aktivt, udadvendt liv
• Får ingen løn – men måske en logo-gave
• Forpligter sig kun til korte kontakter som tips og kommentarer – som regel på e-mail.
• Indgår i et netværk

Avisens mand i Beder

REKLAMEVÆRDI. Brug ikke betegnelsen 'meddeler' på Århus Stiftstidende. 'Lokalskribenter' hedder de her, og de fungerer som avisens ambassadører i forstæderne – udstyret med logo-jakker og visitkort.

En af de gamle i gårde er Dan Zachariassen (th), SFO-leder på Malling Skole og lokalskribent for avisen i 11 år, hvilket ingen bør være i tvivl om, når han kommer susende på sin gamle Nimbus med Stiftens historiske slogan, 'Først med det sidste', hen over den røde sidevogn.

»Jeg bor på samme vej som avisens chefredaktør, Erik Frodelund, men jeg er nok mere kendt som avisens mand i Beder og omegn, end han er,« siger lokalskribenten, der i avisen skriver under mærket zacho.

Ud over erindringslister forsøger han at levere en historie til avisen hver dag. Lønnen er to kroner per satslinje og 25-150 kroner for et tip. Og det er han glimrende tilfreds med.

»Hvis jeg havde 37 timer, kunne jeg da holde en fin årsløn,« siger han.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: Andengenerations-meddeler

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen