70 millioner kroner i årlig mediestøtte. Og ingen krav om, at kanalen skal ligge i Jylland. Sådan lyder to af punkterne i en ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der måske – måske ikke – kan redde Radio24syv.
Forliget vækker begejstring blandt medarbejderne på Radio24syv, der har fundet sprutflaskerne frem.
”Vi sidder og fejrer det med Fernet Branca,” siger stedfortrædende tillidsrepræsentant Ida Herskind.
”Vi er glade for, at lytterne har bakket op om os og råbt op. Vi anede ikke, at folk var så glade for os. Det er en overvældende oplevelse,” siger Ida Herskind.
Håber det bliver redningen
Forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder, at der skal udbydes en DAB-kanal de næste fire år med et offentligt tilskud på 70 millioner kroner. I dag modtager Radio24syv cirka 90 millioner kroner årligt.
Der er i forliget ingen krav til, hvor radiokanalen skal ligge. Det betyder, at Radio24syv kan søge på lige fod med ansøgere beliggende i provinsen.
”Vi håber, at det kan blive vores redning, men det er jo ikke sikkert,” siger Ida Herskind.
”Personligt troede jeg ikke, at vi havde en chance for at overleve, så jeg er meget overrasket,” forklarer hun.
Ubekendte i bolledejen
Om indholdet på den nye DAB-kanal siger Ida Herskind:
”Hvis vi fortsætter, ser det ud, som om det bliver nogenlunde som i dag.”
Radio24syvs programchef Mads Brügger sagde tidligere i dag, at han er ”reserveret begejstret”:
”Der er stadig mange ubekendte i den her bolledej,” siger han.
Radio24syv vil dog helt sikkert søge, forklarer Mads Brügger.
Mads Brügger har ”i talende stund” ikke planer om at forlade skuden.
”Jeg har ikke andre planer for fremtiden,” siger han.
Programfladen vil som minimum indeholde 70 minutter kulturnyheder per uge, som skal dække kulturlivet bredt, 20 timers øvrige kulturprogrammer per uge og 65 minutters nyhedsudsendelser per døgn.
Programfladen skal desuden indeholde sportsnyheder, aktualitetsprogrammer, aktualitetstemaer, satire, debatprogrammer samt udsendelser i reportage- eller montageform.
Regeringen og Dansk Folkeparti havde oprindelig aftalt en DAB-kanal om kultur, som skulle løbe over otte år og modtage 30 millioner årligt, skriver DR.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hurra!
Hvor ville jeg dog have savnet Radio24syv, der ofte belyser emner på nuanceret vis og henter folk i studiet, også som værter, med synspunkter, der er anderledes end de gængse kulturradikale.
Og de radioudsendelser, der rummer alt for mange bandeord, latrinære udtryk og “fuck”er, kan man jo slukke for.
Blot ærgerligt, at 24syv åbenbart skal være DAB-kanal. Hvad skal man så lytte til i bilen?