Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:31 16.11.2022 Anna Sol Jørgensen

Medarbejderne i JP/Politikens Hus indkaldt til orienteringsmøder om økonomien

Medarbejderne i JP/Politikens Hus indkaldt til orienteringsmøder om økonomien

Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix

Der er indkaldt til en stribe orienteringsmøder i JP/Politikens Hus om mediehusets økonomiske situation i løbet af dagen.

Ifølge Journalistens oplysninger finder mødet på Politiken sted klokken 10, på Jyllands-Posten klokken 11 og på Ekstra Bladet klokken 14.

”På dagsordenen er økonomien for det kommende år, 2023, på tværs af Jyllands-Postens samlede aktiviteter,” lyder det i den indkaldelse, medarbejderne på Jyllands-Posten har fået, og som Journalisten har set.

Indkaldelsen til orienteringerne kommer, bare få dage efter at koncerndirektør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov i et interview med MediaWatch sagde, at priserne på papir og distribution er steget i en sådan grad, at ”prognoserne for den næste tid ser mere dystert ud, end vi har set de seneste par år”:

”Derfor er vi nødt til at se på vores omkostninger nu,” sagde Stig Ørskov forleden til MediaWatch.

I samme interview ville Stig Ørskov ikke afvise, at der skal nedlægges stillinger i mediehuset.

Det er bare et par måneder siden, at direktionen i JP/Politikens Hus modtog et åbent brev, hvor 614 medarbejdere udtrykte ”afgrundsdyb skuffelse” over ikke at kunne forhandle en lønstigning hjem i forbindelse med lokale lønforhandlinger. Her henviste medarbejderne blandt andet til inflationen og til, at JP/Politikens Hus havde et overskud på næsten 300 millioner kroner i 2021.

SENESTE NYT

Flere nyheder