Efter at ledelsen og tillidsfolkene på TV 2 Nyhederne har forhandlet hele natten, er medarbejderne og ledelsen på TV 2 Nyhederne kommet så meget tættere på hinanden, at medarbejderne har givet tillidsfolkene besked om at fortsætte forhandlingerne.
DJ's faglige konsulent Henrik Bruun, der er til stede i TV 2 i Odense, siger, at ledelsen har besvaret en del af medarbejdernes kritikpunkter.
»Medarbejderne har fået tilkendegivelser fra ledelsen, der viser forståelse for nogle af de punkter, medarbejderne kom med i deres udtalelse i går. Tilbagemeldingen fra medarbejderne er, at de er trygge ved, at man kan forhandle sig frem til et andet resultat end det, der ligger nu,« siger Henrik Bruun.
Journalisterne på TV 2 Nyhederne nedlagde i går arbejdet i protest over en omlægning af nyhedsproduktionen, der ifølge ledelsen koster 13 medarbejdere jobbet. Ifølge medarbejderne er i alt 23 medarbejdere berørt.
Arbejdsnedlæggelsen onsdag aften betød, at TV 2 News kørte på lavt blus frem til midnat, og at nyhedsudsendelserne klokken 19 og 22 blev aflyst.
Forud for arbejdsnedlæggelsen havde medarbejderne fremlagt deres svar på ledelsens krav, og da ledelsens svar ikke faldt klokken 18, nedlagde de arbejdet. Ifølge nyhedsdirektør Michael Dyrby fik han først beskeden fra medarbejderne kort før klokken 18, og derfor kunne han ikke nå at forhandle, før det var for sent.
TV 2 Nyhederne ændrer fra årsskiftet organisation for at stå stærkere digitalt. Det er en omlægning, medarbejderne støtter. Utilfredsheden består i, at fyringen af de 13 medarbejdere blev omtalt i en bisætning i forbindelse med lanceringen af omlægningen.
(Opdateret klokken 11:23 med oplysninger om baggrunden for arbejdsnedlæggelsen)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kunne I/TV2 ikke også ansætte nogle medarbejdere, der forstår begrebet: "Tilstræbt objektivitet"?