En dårlig start på året gør, at der skal spares 15 millioner på Ekstra Bladets budgetter. Medarbejdere stiller sig tilfredse med at slippe for fyringer.
»Jeg vil hellere køre mindre i taxa og beholde nogle kolleger.«
Sådan siger stedfortrædende tillidsrepræsentant på Ekstra Bladet Thomas Szlavik, der onsdag deltog i et orienteringsmøde – ikke et krisemøde, pointerer han – om de besparelser, avisen er nødt til at effektuere på samlet set 15 millioner kroner.
Det er et dårligt resultat i årets fire første måneder, der får Ekstra Bladet til at trække i spare-håndtaget, men medarbejderne blev onsdag forsikret om, at der ikke bliver tale om afskedigelser. Derfor var der ikke de store udbrud fra medarbejdernes side over besparelserne.
»Det blev modtaget stille og roligt. Besparelserne får ingen overenskomstmæssige konsekvenser, og de befinder sig på et niveau, hvor de egentlig godt kunne have gennemført dem uden at inddrage os i den beslutning. Det kan godt være, vi skal køre lidt mindre i taxa, og det kan også være, at nogle kommer til at lave noget andet. Men i min tid som tillidsmand har holdningen været, at hellere ommøblere lidt, end at smide folk ud,« siger Thomas Szlavik.
Besparelserne på Ekstra Bladet står i kontrast til de store overskud, ejerselskabet JP/Politikens Hus har haft de to seneste år – henholdsvis 175 og 183 millioner kroner efter skat – og en egenkapital, der i 2011 rundede en milliard.
Men det er ikke en modsætning, Thomas Szlavik hæfter sig ved.
»Man kan selvfølgelig mene, at vi ikke behøver et så stort overskud – men det får vi heller ikke. Men der, hvor kampen skal stå, er, når man er i situationer, hvor der står stillinger på spil. Det er ærgerligt med besparelserne, men det er svært at argumentere imod.«
Sparerunden indskriver sig i en aktuel stribe af nedskæringer på de landsdækkende aviser. I begyndelsen af april blev medarbejderne på Jyllands-Posten præsenteret for et sparekrav på 14 millioner kroner, og i slutningen af januar lukkede Berlingske Media gratisavisen Urban og nedlagde et antal stillinger, hvilket fik medarbejderne på Berlingske, B.T. og Berlingske Nyhedsbureau til at nedlægge arbejdet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.